Villys Lene, Villys Bendt

Af Rasmus Nielsen
Chefredaktør 

UDENRIGSMINISTER, SF-FORMAND Villy Søvndal fylder 60 år onsdag før påske. Tillykke med det. Han har haft et af de mest bemærkelsesværdige karriereforløb i dansk politik de sidste 20 år. Det er gået meget op, meget ned. Mest op. Det lykkedes ham at få sit parti i regering for første gang nogensinde.

Uden tvivl vil 60-års dagen være en god anledning for den tænksomme og ikke ufølsomme partiformand til at overveje, hvornår han skal gå som formand. Partiet tabte sidste valg, og det ser bestemt ikke bedre ud i aktuelle meningsmålinger. Enhver slides i politik, nye generationer kræver plads, og det gælder om at gå selv og værne om sit eftermæle.

Som partiformand toppede Villy Søvndal i 2007-08, mens det for alvor gav den medietækkende politiker modstand, efterhånden som 2011-valgets realiteter nærmede sig. Hvordan skulle en folkesocialistisk samfundsmodel hænge sammen i en økonomisk krisetid. Og politik på gadeplan: Hvor skal betalingsringen gå, og hvad skal den koste?

DET BLIVER NOK Villy Søvndal, der skal overtage formandsroret efter Holger K. Nielsen. Søvndal får det svært, for tidsånden er imod ham, efter mange års omfordeling af goderne i Danmark til fordel for de svage. Nu er det de virkelystnes tur. Den brede, politiske debat handler ikke om højere skat og mere lighed. Den handler om, hvilke af de toneangivende partier S og V, der først tør omsætte Velfærdskommissionens kommende reformforslag til praktisk politik. Hvem der vil øge den samlede danske velstand ved at få danskerne til at arbejde længere, i takt med at vi også lever længere.

Rasmus Nielsen
I Skud for Borgen april 2005

HVORFOR GIK VILLY Søvndals opbakning i sit partibagland, blandt vælgerne og i medierne så meget tilbage de sidste par år? I hvert fald fire forklaringer: Manglende realpolitisk erfaring, 30 graders-skiftet blev opdaget, mediernes børs-syndrom samt karaktermord-folkets yndlingsoffer.

1) Villy Søvndal er først og fremmest debattør, ikke lovgiver. De kommende ministre var under forhandlingerne i Tårnet om regeringsgrundlag rystede over, hvor dårlig en forhandler Villy Søvndal var. Og ret beset har SF's rolle historisk set altid primært været som debattør, frem for som stor forligsmager. En slags Folketingets modstand på JuniBevægelsen. Noget man lytter til for pluralismens skyld - men ikke realpolitisk regner for noget særligt. SF er først nu ved at vinde erfaring som regeringsparti, og de første erfaringer er dyrekøbte, når man eksempelvis ikke for alvor kan levere takstnedsættelser i den kollektive trafik eller stå fast på betalingsringen om København.

Et scenarie kunne være at blive siddende på både formands- og ministerpost til foråret 2013 og så trække sig som formand. Ikke ufrivilligt, som udenrigsminister-forgængeren Lene Espersen (K), men frivilligt som Bendt Bendtsen (K).

Rasmus Nielsen
Chefredaktør

2) SF er ikke bedre end Venstre. Ligesom Fogh/Hjort flyttede Venstre 30 grader mod midten af dansk politik, uden at det var afstemt med partiprogram og medlemmer, har Søvndal/Sohn flyttet SF 30 grader mod den attråværdige midte, hvor magten bor. Det tager tid, før partimedlemmer og vælgere opdager det magtstyrede bedrag, men tiden har indhentet SF, alt i mens nabopartiet Enhedslisten stormer frem. Og mens Venstre-folk er glade, bare jordskatten falder lidt, og ens personlige skatteligning er lempelig, så betyder politik og den store samfundsudvikling helt anderledes noget for SF'ere, der kan have svært ved at leve med pointsystemer for indvandrere, med afskaffelse af efterlønnen, med al den regeringssnak om skattelettelser, fyringer af offentligt ansatte osv.

3) Som børsspekulanter hader medier status quo. Der skal bevægelse til, for at der kan tjenes penge/laves historier. Derfor bygger medier næsten pr. naturlov politikere op og piller dem ned igen. Jo bedre presse, man har i en periode, desto større er risikoen for at få pressen imod sig senere. Og journalister har det som silden. Vi svømmer helst i stimer.

4) Endelig, og det er måske det vigtigste, og i hvert fald det mest beskidte: Jeg har en privat teori om, at fløjpolitikere med indflydelse lever i størst fare for at blive udsat for karaktermord. Da DF-formanden Pia Kjærsgaard havde helt afgørende indflydelse på ti års VK-regering, var hun hadeofret over alle blandt et flertal af meningsdannere med udspring i de kulturradikale. Nu hvor Villy Søvndal har stor indflydelse på, om selskabsskatten skal stige, eller om håndværkerne skal pålægges afgift for at køre ind i København, er han pludselig hadeofret over dem alle.

Der er kynisk set i den borgerlige lejr mest politisk at opnå ved at underminere Villy Søvndals troværdighed frem for f.eks. de altid så uskyldige Radikale. Der dukker "tilfældige" videoklip op på YouTube med Villy Søvndal "at the poles" eller hostende og med slap slipseknude i nærvær af selveste Hillary Cllnton. Hvem er det lige, der gør sig fornøjelig med at producere disse meget sete videoer? Højst betalte kommunikationsfolk, der arbejder for VK og disse partiers bagland?

ALTINGET.DKS ERIK HOLSTEIN, der i SF-toppen regnes som Christiansborgs mest indsigtsfulde analytiker, når det gælder partiet, skrev i februar:

"Alt tyder nu på, at Villy Søvndal selv er villig til at smide formandskasketten inden næste valg - samtidig med at han bevarer posten som udenrigsminister. Men det er afgørende for formanden, at han får en efterfølger, der politisk ligger på linje med ham."

Hvordan ser Villy Søvndals skatbræt ud hér ved 60 års hjørnet? Kun han selv - samt naturligvis konen og eventuelt den mangeårige rådgiver Claus Perregaard - ved, hvordan han har tænkt sig at trække. Det er jo ikke noget, man kan tale med folkevalgte partifæller om, før et par dage inden det ultimative træk.

ET SCENARIE KUNNE være at blive siddende på både formands- og ministerpost til foråret 2013 og så trække sig som formand. Ikke ufrivilligt, som udenrigsminister-forgængeren Lene Espersen (K), men frivilligt som Bendt Bendtsen (K). Sidstnævnte fik anerkendelse og et pænt eftermæle som kvittering for, at han gik i sidste øjeblik.

Så sidder Villy stadig som udenrigsminister, og frem mod valget i 2014-15 kan han forudsige, om der er udsigt til en ny regeringsperiode. Hvis SF da overhovedet, hvad mange tvivler på, sidder i regering ved/efter næste valg. Hvad så? Igen, det bestemmer hovedpersonden i vid udstrækning selv, og vi andre kan kun gisne.

Men med Villy Søvndals ægte internationale engagement kunne en mulighed være at blive spidskandidat ved næste valg til Europa-Parlamentet i juni 2014. Partiet står til ét mandat og vil skulle finde sig en anden spidskandidat end Margrete Auken (67), som tv-folk altid har svært ved at klippe 20 sekunders sammenhængende tale sammen af. Parlamentet er undervurderet og har fået betydelig realpolitisk magt. Dertil kommer, at fem år i Bruxelles/Strasbourg økonomisk kan forsøde Søvndals pensionisttilværelse, som det er sket for Nyrup, Bendtsen og mange andre. EP er spinkelt lønnede danske politikeres "cash-hour".

Og ikke at forglemme, for noget vil være vigtigere for Søvndal end penge: Stemmeslugeri. Ved Europa-valg kan hele landet stemme på kandidaterne, og Villy Søvndal vil kunne slutte sin karriere som folkevalgt med et kanon-stemmetal. Det vil lette svært på skuffelsen efter 2011-valget.

Fredag 30. marts kl 15.30 vil der forhåbentlig blive holdt alletiders samtidshistoriske reception i Udenrigsministeriet for en af de sidste 20 års mest bemærkelsesværdige politikere. Det fortjener Villy Søvndal. Og ærlig talt: Mon ikke han møder frem i etikette-korrekt jakke og skjorte - men uden slips og knude! - og tager imod som den Villy fra Kolding, han var, da han kom i Folketinget i 1994, og som han stadig er den dag i dag?