Borgmester: Kommunerne skal have frihed til at forme 37-timers arbejdspligt

Regeringen vil implementere en 37-timers arbejdspligt for borgere uden for arbejdsmarkedet. De vil indføre nyttejobs som en del af løsningen, men kommunerne skal have frihed til selv at udforme programmet, skriver Jens-Kristian Lütken.

Regeringen
foreslår, at man som en del af en 37-timers arbejdspligt eksempelvis kan smøre
håndmadder på plejehjem eller vaske tøj for vores ældre. Men
helt så enkelt er det ikke, skriver Jens-Kristian
Lütken. — Regeringen foreslår, at man som en del af en 37-timers arbejdspligt eksempelvis kan smøre håndmadder på plejehjem eller vaske tøj for vores ældre. Men helt så enkelt er det ikke, skriver Jens-Kristian Lütken.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jens-Kristian Lütken

Beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, landsformand, Europabevægelsen

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har foreslået en 37-timers arbejdspligt for ikke-vestlige indvandrere.

I mine ører er det som udgangspunkt sund fornuft.

For som samfund kan vi hverken samfundsøkonomisk eller menneskeligt være tjent med, at for eksempel indvandrerkvinder parkeres i ydelsessystemet på ubestemt tid.

Regeringen har peget på nyttejobs som en del af løsningen på, hvad en 37-timers arbejdspligt skal bestå af.

Her har vi i Københavns Kommune allerede gode tilbud på hylderne. Men vi oplever også de begrænsninger og barrierer, der er i og omkring ordningen.

Springbræt til beskæftigelse

Som en del af den såkaldte ’nytteindsats’ udfører borgerne en samfundsnyttig opgave og yder dermed deres bidrag til fællesskabet samtidig med at de får et værdifuldt indblik i dansk arbejdspladskultur.

I vores kommune kunne vi sagtens bruge de ekstra hænder til det. Men helt så enkelt er det ikke.
Jens-Kristian Lütken
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Det kan være et springbræt til ordinær beskæftigelse.

Regeringen foreslår, at man som en del af en 37-timers arbejdspligt eksempelvis kan smøre håndmadder på plejehjem eller vaske tøj for vores ældre.

I vores kommune kunne vi sagtens bruge de ekstra hænder til det. Men helt så enkelt er det ikke.

For der er en række forhindringer for, at det som åbenlyst er sund fornuft, kan lade sig gøre.

Relevante tilbud

Først skal vi sikre, at borgerne har de rette kompetencer. Derudover bør nyttejob-opgaverne ikke overlappe med opgaver, der allerede udføres af betalte medarbejdere.

Endelig kan udsatte borgere efter den nuværende ordning kun i mindre grad tilbydes nytteindsats, som sjældent vil være det mest relevante tilbud for lige præcis denne målgruppe.

Dermed kan nyttejobs potentielt ende med ikke at gøre nytte for samfundet – og den risiko er til stede i betydelig grad, hvis vi som kommuner skal bruge redskabet i uændret form.

For de ekstremt detaljerede regler på området gør det i praksis tæt på umuligt at finde opgaver, der er samfundsnyttige og samtidig ikke fortrænger ordinære job.

Derfor kræver det først og fremmest en mere fleksibel lovgivning.

Det kræver nok også en fælles forståelse, for eksempel i en tre-partssammenhæng af, hvorfor Jobcentret konstant er på jagt efter en bredere palet af opgaver, som kan løses af nyttejobbere.

Omkostningstungt for kommunerne

Kommunerne har brug for en ramme, som giver os mulighed for at stykke et individuelt program sammen, der reelt forbedrer den enkelte lediges muligheder for at komme i job og samtidig udgør 37 timers meningsfuld aktivering.

Dermed kan nyttejobs potentielt ende med ikke at gøre nytte for samfundet.
Jens-Kristian Lütken
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

I en tid, hvor regeringen har meldt ud, at der skal spares 1,1 milliarder kroner til finansiering af Arne-pension og hvor regeringsgrundlaget lægger op til at spare yderligere tre milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen, er det også vigtigt, at en 37-timers arbejdspligt ikke bliver unødig omkostningstung for kommunerne.

Regeringen må derfor sikre, at kommunerne får økonomisk kompensation for at administrere 37-timers reglen, så én god idé ikke kommer til at udhule kommunernes andre gode indsatser for andre grupper af ledige.

Så sæt kommunerne fri og lad dem selv bestemme, hvad en 37-timers arbejdspligt konkret skal bestå af.

For kommunerne ved bedst, hvad der gavner den enkelte borger.

Med et program, som er skræddersyet til den enkelte, kan vi både hjælpe ikke-vestlige indvandrere tættere på arbejdsmarkedet og samtidig hæve serviceniveauet for vores borgere.

Politik har aldrig været vigtigere