Ekspert: Coronakrisen afslører fejl i kriseberedskab og forståelse

KLUMME: Coronakrisen har afsløret manglende indsigt i kulturens mekanismer og beredskab. Det skal vi lære af, når coronastøvet har lagt sig, skriver Birgitte Boesen, stifter af rådgivningsbureauet büroCPH.

Af Birgitte Boesen
Stifter, rådgiver og analytiker, büroCPH

Lørdag aften vedtog Folketinget to nødhjælpspakker til et kulturliv, hvor mange overraskende hurtigt er bragt ud i en eksistenskrise.

Den ene pulje spænder et ekstra sikkerhedsnet under kulturinstitutioner, som ikke kan få kompensation via de øvrige hjælpepakker.

Den anden pulje er en udvidet arrangementspakke målrettet de aflyste koncerter, forestillinger, festivaler, motionsløb, markeder og andre sommeraktiviteter.

Aftalerne er den foreløbige kulmination på et forløb, der desværre vidner om en grundlæggende mangel på indsigt i – eller interesse for – kulturlivets mekanismer hos de øverste beslutningslag.

Det er en problemstilling, der bør huskes, når vi træder ud af coronaens skygge.

Offentlig støtte kan ikke stå alene
Konkret sigter aftalerne mod at afbøde de enorme økonomiske tab i den del af dansk kulturliv, hvor egenindtægterne er styrtdykket som følge af forsamlingsforbuddet.

Hjælpen falder på et tørt sted.

Forestillingen om, at det alene er den offentlige støtte, der holder kulturen på vingerne, har vist sig ikke at holde stik. Det kan alle de institutioner, der akut mister publikumsindtjening, tale med om.

I første omgang er det store problem likviditet. Der ligner kulturbranchen alle andre nødlidende brancher i denne tid.

Bedre bliver det ikke af, at mange kultur- og idrætsaktiviteter er sæsonfølsomme, og at økonomien er lagt an på aktiviteter i forårs- og sommermånederne.

Det er selvsagt ikke det samme at deltage i en udendørs musikfestival eller fodboldturnering i december som i juli.

Fejlslagen kriseberedskab
På kulturområdet er der foreløbig iværksat 15 forskellige initiativer til at afhjælpe krisen. At mange af dem har vist sig ikke at fungere efter hensigten, giver stof til eftertanke.

Det samme gør den tilsyneladende undervurdering af kulturøkonomien og dens effekt på den samlede samfundsøkonomi.

Dette er bestemt ikke et udtryk for kritik af krisehåndteringen. Tværtimod er der grund til at udtrykke kæmpe respekt for de politikere og embedsfolk, der i denne tid er underlagt et umenneskeligt tidspres.

Særlige branchevilkår 
Krisesituationer er ikke egnet til at opbygge beredskab – eller i denne sammenhæng opbygge et kendskab til kulturlivets forskellige mekanismer.

Her er vilkårene nogle gange bare meget anderledes end i resten af samfundet. Eksempelvis består kulturbranchen i højere grad end i andre brancher af små arbejdssteder, og forholdsmæssigt flere arbejder på deltid.

Mange kunstnere og beslægtede lever i en kludetæppeøkonomi og på et eksistensminimum. De er vant til en indtjening med store udsving. Nogle gange er kassen simpelthen bare tom, andre gange er den fyldt.

Økosystem af stille stemmer
Nedlukningerne har vidtrækkende konsekvenser for andre brancher end kulturens egen.

Musikeren Poul Krebs fortalte fredag morgen på P1, at han har aflyst 30 koncerter i forårs- og sommermånederne. Aflysningerne går ikke kun ud over Poul Krebs selv.

De rammer også en masser andre mennesker, hvis indtjening afhænger af, at han kommer på scenen: musikere, bookere, leverandører af lys, lyd, sanitet og forplejning for blot at nævne nogle.

Man kunne også tilføje, at det påfører tab til annoncemedier, overnatningssteder, transportsektoren og mange, mange andre erhverv.

De tomme scener, lukkede museer, aflyste festivaler og sportsbegivenheder påvirker det vidt forgrenede økosystem af stille stemmer, for nu at bruge et Krebs-udtryk, der danner et usynligt bagtæppe til alle stjernerne.

150.000 kulturjob
Rapporten Kultur 2018 udgivet af Danmarks Statistik giver et letlæseligt overblik over nøgledata for bøger, idræt, museer, sociale medier, film, scenekunst og musik.

Her kan man eksempelvis se, at der i 2016 fandtes knap 150.000 kulturjob i hele landet, og at det svarer til 4,8 procent af alle job.

Derimod indeholder den ingen data om, hvordan kulturlivets økonomiske mekanismer virker, eller i hvor høj grad kulturinstitutionerne bidrager til samfundsøkonomien.

Den form for viden kunne have været nyttige input til prioriteringerne i en akut situation.

Vigtigt signal til politikerne
Men der er også positive takter i den seneste udvikling på kulturområdet.

Lørdagens aftaler sender et længe ventet signal til kulturlivet om, at politikerne har hørt nødråbene.

Hos én af de erfarne kulturaktører, Den Gamle By i Aarhus, bliver aftalen godt modtaget.

På Facebook-siden ”For alle os, som vil redde Den Gamle By” skriver direktør Thomas Bloch Ravn, at han er både taknemmelig og tilfreds med aftalen og med, at der er blevet lyttet til museerne.

Han udtrykker dog også en lille usikkerhed over for, hvordan aftalen kommer til at virke, men understreger, at museet ”prioriterer at lytte til de positive signaler fra en bred kreds af partier i Folketinget”.

Som et appendiks til ovenstående bør det nok nævnes, at facebooksiden er oprettet af en ung mor i Silkeborg, som var ked af, at museet er kommet i pengevanskeligheder.

I skrivende stund har folk sendt bidrag for tæt på 1,3 millioner kroner ind. Hvilket i sig selv kan opfattes som et vigtigt signal tilbage til politikerne om, at almindelige borgere i denne tid er reelt bekymrede for deres kulturinstitutioner.

Hjælpen kom for langsomt
Nødhjælpen var efterspurgt. Det går for langsomt, vi træder vande, har det gennem uger lydt fra kulturinstitutioner, idrætsforeninger og kulturpolitikere.

Først var regeringens topprioritet helt forståelig sundhed, sikkerhed og fødevareforsyning. Hurtigt herefter kom de store hjælpepakker til arbejdsmarkedet og erhvervslivet. Men kulturen haltede bagefter.

Bedre blev det ikke, da landets kulturminister i et efterhånden herostratisk berømt interview med Berlingske i marts kom for skade at kalde det ”upassende” at tale kulturens sag midt i den alvorlige samfundskrise.

Udtalelsen, der næppe var ment så bogstaveligt, åbnede en flanke for kritik, som ministeren nok godt kunne have været foruden.

Flanken kunne være lukket hurtigt igen med en henvisning til, at kulturen giver os indsigt i vores fælles historie og identitet – eller med nogle få fakta om, hvordan branchen bidrager til samfundets værdiskabelse med job og omsætning.

I stedet brugte ministeren psykologen Maslows behovspyramide som forklaring på, hvorfor kulturen måtte vente.

Dén forklaring bidrager mest af alt til at reducere kulturens værdiskabelse til et spørgsmål om selvrealisering.

Fuld opbakning til nedlukning
Lige fra begyndelsen har hele samfundet bakket loyalt op om regeringens beslutning om at lukke landet 11. marts: Den danske samfundsmodel har vist sit værd.

Hertil hører naturligvis også fondene, der hurtigt bakkede op med filantropiske hjælpepakker til forskningsprojekter, indkøb af værnemidler med mere. Og nok så vigtigt: Man overså ikke kulturen.

Allerede dagen efter nedlukningen kom Augustinus Fonden med en økonomisk hjælpepakke til kulturområdet, og godt en uge senere meldte Ny Carlsbergfondet sig med en ekstraordinær pulje på 30 millioner kroner til danske kunstmuseer.

I sidste uge kom Sallingfondene så med en hjælpepakke på 25 millioner kroner til kulturinstitutioner i Aarhus.

Hurtigt meldte blandt andre Bikubenfonden, Dreyers Fond, Nordeafonden og Tuborgfondet sig parat med forskellige hjælpepakker.

Hvad sker der, når Danmark træder ud af coronaens skygge?
Spørgsmålet stiller Mikkel Bogh, Kasper Holten og Rane Willerslev fra henholdsvis Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og Nationalmuseet i en kronik i Altinget.

Her slår de lyd for, at kulturens institutioner spiller en vigtig rolle, når samfundet lukker op igen.

Det handler om at kombinere vores fælles hukommelse med vores kritiske nysgerrighed, også langt ud over det dagsaktuelle, hedder det.

På den anden side af coronaen bliver der brug for alle gode kræfter blandt borgerne, i kulturlivet, erhvervslivet, fondene – og sidst, men ikke mindst, Folketinget.

Sidstnævnte afskaffede sidste år det forhadte omprioriteringsbidrag. Og med weekendens aftale kan man håbe, at der er lys forude i forhold til at forstå kulturlivets særlige mekanismer.

Tiden er inde til at korrigere hele den konstruktion, som vores moderne kulturliv bygger på.

Vi har brug for kulturen for at komme videre, når coronastøvet har lagt sig.

Forrige artikel Isobro: Velgørende organisationer skal have bedre mulighed for momsrefusion Isobro: Velgørende organisationer skal have bedre mulighed for momsrefusion Næste artikel Rami Zouzou: Krisen har været den passende forstyrrelse for civilsamfundet Rami Zouzou: Krisen har været den passende forstyrrelse for civilsamfundet