Kulturspidser: Institutionerne er vigtige for vejen ud af coronaens skygge
KRONIK: Kulturinstitutionerne står som spøgelseshuse med tomme scener og samlinger. Men institutionerne bliver afgørende, når vi skal finde vejen ud af coronaens skygge, skriver tre kulturdirektører.
Af Mikkel Bogh, Kasper Holten og Rane Willerslev
Direktører på Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og Nationalmuseet
Ingen kunne forudse, hvad den kommende tid ville byde på, da vi skålede og ønskede godt nytår for knap fire måneder siden.
I kulturlivet var vi optimistiske: Væk var omprioriteringsbidraget, og der var god fremgang i publikumstallene. Det var tid til at tænke nyt, tid til at række ud og tid til at give kulturinstitutionerne endnu større rækkevidde til at engagere borgere i alle aldersgrupper og over hele landet.
Vi tror nemlig på, at kulturinstitutionerne kan spille en vigtig rolle i vores tid. Vi har mere end nogensinde brug for, at alle mennesker i vores samfund gives mulighed for aktivt at kunne opsøge vores kollektive hukommelse og bruge den med kritisk nysgerrighed til at spejle sig og se fremad.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Så kom pandemien. Og Danmark lukkede ned. I stedet for at åbne os mod omverdenen, er dørene til vores kulturinstitutioner nu lukkede. Vores stolte bygninger står som spøgelseshuse med tomme scener og samlinger, som ingen kan besøge. Er drømmen så opgivet?
Nej. Selvom vi bløder mange millioner i mistede indtægter, og selvom vi som så mange andre også har stunder, hvor vi skuer frygtsomt ind i en uvis fremtid, så tror vi på, at drømmen om, at vores institutioner kan spille en aktiv rolle i flere menneskers liv er mere påtrængende – og mere realistisk – end nogensinde før.
Når vi formidler, genfortolker eller tilføjer nyt til traditionen, så giver vi mennesker i vores samfund en mulighed for ikke at blot at se på et billede af fortiden, men at bruge traditionen som et spejl, hvori vi kan se os selv.
Mikkel Bogh, Kasper Holten og Rane Willerslev
Direktører på Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og Nationalmuseet
Digitale døre har åbnet sig
Vores medarbejdere har på fantastisk vis taget handsken op og arbejdet på at åbne dørene digitalt, samtidig med at de fysiske bygninger lukkede ned.
Det Kongelige Teater har åbnet en digital portal for streaming af forestillinger, skolematerialer og formidling og har allerede haft verdenspremiere på en videokonferenceforestilling om tidens aktuelle dilemmaer, som er skabt, mens det skete.
SMK – Statens Museum for Kunst stiller en stor del af sin samling til rådighed online, laver videoforedrag, digitale omvisninger og børneværksted på museets website.
Nationalmuseet har lanceret den digitale kanal 'Vores Tid', og på museets facebookside har forskernes hjemmevideoer med historiske perspektiver på krisen nået over en million danskere fra hele landet. Museet har også startet en digital indsamling af beretninger og genstande fra livet i coronaens tid.
Digitalt indhold kan ikke erstatte det at være i rum sammen. Vi glæder os derfor til igen at kunne slå dørene op. På den anden side er der heller ingen tvivl om, at samspillet mellem den digitale formidling og vores institutioners fysiske tilbud kan noget, og at vi skal bruge denne usædvanlige tid aktivt til at omstille os, til at lære, og til at række ud til nye målgrupper.
Forbinder fortid med nutid
For vi tror på, at institutioner som vores bliver helt afgørende, når vi skal finde vejen ud af coronaens skygge – hver især og som samfund.
Institutioner som vores har en særlig rolle i samfundet som bærere af en lang tradition og som fortællere af historier, som vi kan forstå os selv igennem. Og netop det med at kunne bruge vores institutioner som direkte link til vores fortid er vigtigt i denne situation.
Når man ser på billedkunst på SMK, møder fortidens historier og kulturskatte på Nationalmuseet eller oplever teater og musik på Det Kongelige Teater, kan man derfor identificere sig direkte – ikke abstrakt – med mennesker fra andre steder og tidsaldre end vores egne.
Det kan være med til at vise os, at selvom vi er slået ud af kurs, og selvom meget måske bliver forandret, så genkender vi menneskelige følelser og tanker på tværs af tid og sted.
Det giver håb, når vi kan se, at mennesker før har overkommet store udfordringer blandt andet ved at fortælle historier om dem. ´
Det giver håb, når vi kan se, at mennesket kommer på den anden side og ikke så sjældent endda stærkere, selvom vores samfund aldrig vil være helt det samme, som det var, før katastrofen ramte.
Folk skal tilbydes at tage del i kulturlivet
Men institutionerne har en vigtig rolle ud over dette.
Når vi formidler, genfortolker eller tilføjer nyt til traditionen, så giver vi mennesker i vores samfund en mulighed for ikke at blot at se på et billede af fortiden, men at bruge traditionen som et spejl, hvori vi kan se os selv.
Og så er det pludselig ikke fortiden, som vi oplever på Nationalmuseet, SMK og Det Kongelige Teater, men vores egen samtid og fremtid, som vi engagerer os i.
Allerede inden corona var vi nemlig som sagt i gang med samtaler om, hvordan vi kan spille en rolle for flere mennesker. For at navigere den moderne verden er der mere end nogensinde brug for, at alle mennesker tilbydes at tage del i kulturlivet for at udvikle både personlige og kollektive egenskaber, som kræver både traditionsbevidsthed og lyst til at prøve og tænke nyt.
Vi har brug for digital dannelse, og vi har brug for det nære for at møde os selv, hinanden og vores samfund en-til-en. Derfor har vi brug for, at institutioner som vores styrkes og udvikler sig, for her kan en kombination af det digitale og det fysiske bidrage.
Det handler om at kombinere vores hukommelse med vores kritiske nysgerrighed, også langt ud over det dagsaktuelle. Det er værdier, som vi skal kæmpe for, og det er værdier, som vores institutioner i særlig grad kan være bærere af.
Krisens akutte følelse driver over
I de forgangne uger har vi været overstrømmet af det dagsaktuelle. Verden her og nu. Begivenheder og tal, der kommer til os minut for minut.
Vi mærker adrenalinen pumpe. Det kan blive en udfordring i sig selv at finde os selv, når krisens følelse af det akutte driver over, og samfundet risikerer en kollektiv omgang PTSD.
Mange kan derfor allerede mærke behovet for også at træde tilbage og se det større perspektiv, som videnskaben, kunsten, historien og filosofien kan give og som kan danne os til leve bedre i verden.
Vi har mærket, at vi ikke kan være foruden vores teaterrum, museer, musikscener, biblioteker og alle de andre steder, hvor vi deltager i og deler historier, som bringer os styrket og klogere videre.
Hvad der end sker, vil vores institutioner forsøge at bidrage med at åbne sig mod alle i vores samfund med et tilbud om, at vi alle skal kunne beskæftige sig aktivt med vores fælles hukommelse, og at vi skal bruge denne hukommelse til at fremme nysgerrigheden, så vi kan drømme om og forme fremtiden.
Både sammen og hver for sig.