Er det digitale civilsamfund et ekkokammer eller en lødig demokratisk træningsbane? Ny undersøgelse peger på det sidste 

Af de 9000 grupper falder ’kun’ 640 i kategorien politiske grupper og protestgrupper.

Men partner i Analyse og Tal, Mikkeline Thomsen, fortæller, at hun i sit digitale feltarbejde, som har fordret medlemsskab i op mod 500 grupper på tværs af alle kategorier over en periode på seks år, aldrig er stødt på en gruppe, hvor der IKKE foregik en politisk diskussion.

“Selv i grupper for køb og salg, skete det at en Inge og en Mohammad bød ind på samme vare, og en henkastet bemærkning om, hvorvidt man kunne stole på en med et fremmedklingende navn førte til en værdi- og integrationspolitisk diskussion. I grupper for samkørsel opstod diskussioner om, hvornår det er selvtægt, hvis man advarer andre eller hænger nogen ud, som har været ubehagelige at køre med,” nævner hun.

Fra wokeisme til miljøhensyn i køkkenhaver

I undersøgelsen findes endnu flere eksempler på politiske spørgsmål, der debatteres i de forholdsvis ‘uskyldige’ grupper: Ikke-kommercielle, digitale medborgerhuse, drevet af frivillige og på medlemsbasis:

• Må børn af alle køn have kjole på i daginstitutionen?
• Hvordan fordeles husarbejdet og pensionen derhjemme?
• Hvor meget må mountainbikerne fylde i skoven?
• Må man som rollespiller spille en karakter af en anden etnicitet end sin egen?
• Hvilke kemikalier må man tage i brug til ukrudtsbekæmpelse i haven?

Og ifølge undersøgelsen er den debat, der foregår i disse fora – modsat mediers og politikeres SoMe sider – ganske sober.

“I grupperne øver borgerne sig på at formulere sig på skrift, debattere med folk, som de i øvrigt ikke kender, udrede misforståelser, motivere andre til handling og udtrykke sig kritisk eller i sympati i nogle trygge(re) digitale rammer,” hedder det.  

Og videre:

“I det digitale civilsamfund får både frivillige og medlemmer praktisk er- faring med at debattere, sige fra, bakke op, vedtage og forhandle regler.”

Digitale frivillige sparker folk ud og sanktionerer hårdere. De modererer hårdt, og hvis det ikke hjælper, så ryger Vagn ud af gruppen.

Mikkeline Thomsen
Partner, Analyse og Tal

Hvordan foregår det i praksis?

“For eksempel hvis et opslag bliver fjernet fra en gruppes væg. Så spørger nogen hvorfor og får det svar, at opslaget bryder reglerne om annoncering fra erhvervsdrivende.’ Men her findes der alligevel forhandlingsrum – for den situation kan ende med, at medlemmer får lov at annoncere en gang om ugen, og under corona var der meget stor vilje til at fravige netop den regel. I andre grupper landes der kompromiser om, at det for eksempel kun er tilladt at diskutere politik onsdag aften, fordi så har admin mulighed for at moderere.”

Hvordan personlige erfaringer bliver til strukturelle debatter

Med udspring i gruppernes oprindelige formål, er det dog en særlig variant af politiske diskussioner, der praktiseres i det digitale civilsamfund.  

Det sker, ifølge undersøgelsen, “oftere med udgangspunkt i medlemmernes egne oplevelser og erfaringer(...)”

Øger det ikke risikoen for, at grundlaget for en oplyst debat bliver meget svagt?

“Til dels jo, men dem, der deler deres egne erfaringer øver sig i at fortælle ‘hvordan foregår det hos mig’ og det har også en værdi. Hver gang man deler noget om sig selv med sit navn, udsætter man sig selv for ‘fare,’ og der er næsten altid nogen i et kommentarspor, der gerne vil hæve niveauet.”

Et medie skal tjene den brede offentlighed, men den reproduktion af ytringsfrihed, mange af dem læner sig op ad, er en udgave af ‘jeg må sige hvad jeg vil, også selvom det tangerer psykisk vold

Mikkeline Thomsen
Partner, Analyse og Tal

Sådan et forløb kunne starte med et forældrepar, der deler et opslag og spørger om råd til samarbejdsproblemer med pædagogerne i deres barns daginstitution. Det er i udgangspunkt ikke en debat om daginstitutionspolitik, og nogen vil give råd om den konkrete institution. Men efter det følger kommentarer om, hvorvidt det handler om ressourcer eller er enkeltsag. Så vil nogle diskutere, om det så betyder, man skal gå til ledelsen eller til medierne for at få opmærksomhed om et – nu pludselig potentielt politisk – spørgsmål.

“Det hele fletter sig sammen – og politik handler jo om vores hverdag. Mange i grupperne ville svare nej, hvis man spurgte dem ‘diskuterer du politik på Facebook?', men det gør de jo alligevel,” siger Mikkeline Thomsen.

Screening og social lim skaber færre sproglige angreb

Rapporten påpeger, at der også udspiller sig “mange højpolitiske, teoretiske, ideologiske og videns- tunge politiske debatter i de digitale medborgerhuse.” Også i en tone i den hårde ende.

Alligevel indeholder debatten i grupperne i gennemsnit mindre end halvt så mange sproglige angreb som debatter på mediernes sider og kun en fjerdedel i forhold til politikernes sider.

En forklaring er, at rammerne i de medlemsbaserede og frivilligt drevne grupper er mere trygge.

Hvorfor er de det?

“Først og fremmest er der en screeningsproces, modsat i TV2s kommentarspor. Hvis du melder dig ind i en gruppe, lover du samtidig at følge reglerne, så der er en anden social kontrakt. Derudover er grupperne baseret på noget, medlemmerne har til fælles. Det skaber en slags social lim og tillid mellem medlemmerne. Det er groft sagt svært at kalde nogen en møgluder, lige efter at de har delt et billede af fødselsdagskage i en bagegruppe, man begge er medlem af."  

Her mødes mødre fra Hellerup, som selv passer deres børn, fordi de synes, at daginstitutionerne er for dårlige, med mødre i Vollsmose, som har aldrig været i kontakt med daginstitutionssystemet

Mikkeline Thomsen
Partner, Analyse og Tal

Mikkeline Thomsen opsummerer med en betragtning, som Elisabeth Hoff-Clausen lektor ved KU, har formuleret på baggrund af læren fra den canadiske filosof Trudy Govier og den afdøde tyske sociolog Niklas Luhmann: 

"Har vi tillid til andre, til os selv og til vores fælles institutioner, hører vi oftest det bedste i det, de andre siger, og lader tvivlen komme dem til gode. Nærer vi mistillid, forstår vi deres ord helt anderledes, fokuserer på det negative og tænker gerne det værste i tvivlstilfælde,” lyder det. 

Og den logik gør sig i høj grad gældende i grupperne, hvor tilliden til de andre (medlemmer) er bygget op gennem den oprindelige, fælles interesse for permakultur, racekatte eller TV-serien Matador.

Lavere tolerance og hårdere sanktioner

Derudover peger Mikkeline Thomsen på, at formålet med grupperne spiller en rolle.

“Til forskel fra sider, der bruges af medier eller politikere, skal der ikke generes klik eller interaktion, man skal bare have en god samtale. Mange admins sætter en stor ære i at drive deres grupper, men ingen tjener penge på det,” siger hun.

Vi skal huske, at hele vores fysiske liv er et ekkokammer

Mikkeline Thomsen
Partner, Analyse og Tal

Og så er tolerancen for ulødig debat i de frivillige grupper meget lavere end i de andre fora:

“Digitale frivillige sparker folk ud og sanktionerer hårdere. De modererer hårdt, og hvis det ikke hjælper, så ryger Vagn ud af gruppen. Medier får jo også skudt i skoen, at de begrænser ytringsfriheden og får skældud, hvis de udelukker folk,” siger Mikkeline Thomsen og tilføjer om det aspekt:

“Et medie skal tjene den brede offentlighed, men den reproduktion af ytringsfrihed, mange af dem læner sig op ad, er en udgave af ‘jeg må sige hvad jeg vil, også selvom det tangerer psykisk vold.’ Dem i grupperne får simpelthen for meget at lave, hvis de tolker det lige så bredt.”

Den totale ytrinsgfrihed betyder begrænsning af nogens ytringsfrihed

Mikkeline Thomsen har ofte hørt admins fortælle, at de startede med at ønske sig et forum helt uden regler, men siden er blevet klogere.

Og ligeledes, at de i starten kunne være bekymrede, når medlemmer enten forlod eller blev udelukket fra gruppen, men at de derefter oplevede, at hvis et medlem med en hård tone var ude, begyndte en hel skov på op til flere hundrede andre pludselig at ville og turde sige noget.  

Kan man lære noget af de her mekanismer i forhold til andre fora – online (ikke grupper) eller fysiske fællesskaber?

“Ja. Admins inddrager ofte medlemmer, når de skal sanktionere eller udelukke. De beslutter ikke egenrådigt, de lægger opslag ud om, hvorvidt der er enighed i, at reglerne skal fortolkes på den og den måde. Og når man ikke modererer, praktiserer man ikke den totale ytringsfrihed – man træffer bare et valg om at begrænse visse gruppers ytringsfrihed: Dem, der modtager den største del af hadet, såsom køns- og etniske minoriteter.”

Man er ikke nødvendigvis politisk enige, bare fordi man bor i Slagelse eller har en schæferhund

Mikkeline Thomsen
Partner, Analyse og Tal

Så er sociale medier virkelig så meget bedre end deres rygte som ekkokamre – i hvert fald på det her særlige sted?

Undersøgelsen rummer i hvert fald flere indikatorer på et positivt svar.

For eksempel har befolkningsundersøgelsen spurgt deltagerne i de digitale medborgerhuse, om de via Facebookgrupperne har mødt mennesker, de ellers ikke ville have mødt. Det svarer 32 procent ja til – hvilket omregnet til hele befolkningen svarer til 1 mio af danskerne.

Mikkeline Thomsen hiver et af mange eksempler frem på, at et specifikt interessefællesskab kan forene grupper, der i øvrigt står milevidt fra hinanden.

“I grupper med hjemmegående forældre mødes mødre fra Hellerup, som selv passer deres børn, fordi de synes, at daginstitutionerne er for dårlige, med mødre i Vollsmose, som har aldrig været i kontakt med daginstitutionssystemet. Og måske tør man mere ‘udsætte sig selv mere for andres holdninger,’ når man ikke behøver møde op til et fysisk debatmøde med dem, man er uenig med,” siger hun.

Men hvorfor er oplevelse af ekkokamre så så udbredt?

“Der findes selvfølgelig ekko-kamre. Måske især i de politiske grupper. Og så skal vi huske, at hele vores fysiske liv er et ekkokammer – mere end online. Vi omgås mennesker, der ligner os selv og ligner hinanden. Men i forhold til at udveksle holdninger med andre digitalt, gælder det jo, at man ikke nødvendigvis er politisk enige, bare fordi man bor i Slagelse eller har en schæferhund.”