Familiefonde stormer ind i toppen af de nye skattelister

HEJ SKAT: Fondene betalte næsten dobbelt så meget i skat i 2017 som i 2016. Det skyldes ikke mindst, at Folketinget har afskaffet et fradrag for uddelinger til familiemedlemmer, vurderer revisor.

Fondene betalte næsten dobbelt så meget i skat i 2017 som i 2016. Det er der gode grunde til, forklarer revisor. 
Fondene betalte næsten dobbelt så meget i skat i 2017 som i 2016. Det er der gode grunde til, forklarer revisor. Foto: Erik Refner
Carsten Terp Beck-Nilsson

De danske fonde betalte 350 millioner kroner i skat i 2017. Det er næsten dobbelt så meget som året før, hvor fondene tilsammen lagde 180 millioner kroner i skattekassen. Det viser en trækning af de netop offentliggjorte skattelister, som Altinget har foretaget.

I 2016 lagde de ti største skattebetalere i fondsverdenen tilsammen 111,5 millioner kroner i kassen. Det tal steg i 2017 til 198,5 millioner kroner. Stigningen skyldes ikke mindst, at fonde, der ikke tidligere har betalt noget af betydning i skat, nu lægger større millionbeløb i skat.

Det ses tydeligst på listens førsteplads, der indehaves af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Familiefond.

I 2017 betalte fonden lidt over 60 millioner kroner i skat. Året før var tallet knap 2,3 millioner kroner og i 2015 nul.

 

 

Familiefonde kan ikke trække uddelinger fra
A.P. Møller-familiefondens placering som Fondsdanmarks største skattebetaler markerer en ny tendens, nemlig øget beskatning af fonde, der uddeler penge til familieformål.

”Fondene får ikke fradrag, når de uddeler til familieformål. Så når de tjener 100 kroner, skal de betale skat af dem. De kan hverken hensætte eller uddele sig ud af at betale skat,” siger Peter Rose Bjare, partner i revisionsfirmaet KPMG og ekspert i fondes skat.

7 af de 20 største skattebetalere har hensynet til familie som en del af deres formål. Det er mest tydeligt ved de rene familiefonde – for eksempel Else og Erik Jørgensen Familiefond, som i 2017 betalte knap fem millioner kroner i skat. Fonden har til formål at støtte efterkommere af afdøde Alexander og Ida Jørgensen.

Men tendensen ses også hos fonde med mere blandede formål – for eksempel listens nummer ni, Gudbjörg og Ejnar Honorés Fond, som både støtter efterkommere af stifterne og forskellige sociale, humanitære og kulturelle aktiviteter.

Fonden betalte i 2017 knap seks millioner kroner i skat – markant mindre end året før, hvor fonden lå på førstepladsen af skattelisten. Topplaceringen i 2016 skyldtes dog ekstraordinære skattebetalinger som følge af, at fonden solgte Herlev Bycenter.

Nye skatteregler har ændret billedet
Familiefondenes fremmarch på listen over store skatteydere skyldes nye skatteregler, der slog fuldt igennem i 2017, vurderer Peter Rose Bjare fra KPMG.

Indtil da fik fondene også skattefradrag, når de udloddede penge til familiemedlemmer. Men med virkning fra 2017 blev det fradrag afskaffet. Det skete for at bringe Danmark på linje med resten af EU-landene. I stedet har modtagerne af uddelingerne fået et fradrag, der betyder, at 20 procent af en sådan donation er skattefri.

”Skatteministeriet valgte at fjerne fondenes fradrag, men kompensere modtagerne, så de kun skal angive 80 procent af donationen i deres skattepligtige indkomst,” siger Peter Rose Bjare.

Ud over familiefonde er fonde med erhvervsformål stærkt repræsenteret på listen over de mest skattebetalende fonde. Det gælder for eksempel Fonden DBK og KFI Erhvervsdrivende Fond.

Også fonde, der støtter iværksætteri – som Christian Nielsens Fond – er med på listen. Også her er forklaringen, at de ikke har skattefradrag for i hvert fald en del af deres uddelinger, vurderer Peter Rose Bjare.

”Der kunne godt være nogle formål, som hverken er familieformål eller almennyttige – for eksempel uddelinger til erhvervsmæssige formål – som ikke vil blive betragtet som almennyttigt,” siger han.

Kun to af de største fonde, målt på almennyttige uddelinger, er med blandt de 20 største skattebetalere. Det drejer sig om A.P. Møller Fonden og Lundbeckfonden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00