Han voksede op med vold. Han slog igen. Nu kæmper Jonas børnenes sag

PORTRÆT: Jonas Keiding Lindholm blev slået af sin far det meste af sin barndom. Som ung flygtede han til krig og katastrofer for at håndtere sin indre uro. Nu vil han forandre socialsektoren for at hjælpe børn i nød. Stort interview med Red Barnets generalsekretær. 

Jonas var 13 år, da han ikke så anden udvej end at slå sin far.

Faderen lagde an til endnu et overfald, men Jonas slog igen og ændrede sin tilværelse for altid. 

Den systematiske vold mod hans mor og to søstre fortsatte. Men det var sidste gang, faderen forsøgte at lægge hånd på sin søn.

“Han rørte mig aldrig igen,” siger Jonas.

35 år senere er Jonas Keiding Lindholm generalsekretær for Red Barnet og har sagt ja til at medvirke i Altingets portræt af ham.

Og han har valgt at åbne op for, hvordan en barsk opvækst har præget ham som menneske, leder og familiefar.

“Jeg tror, han har været gennem en proces, hvor han nu er klar til at stå frem med, hvad han har været igennem,” siger veninden Kirstine Vinderskov, som har kendt Jonas i mere end 25 år. 

Men den markante civilsamfundsprofil er også nervøs. 

“Nu husker I vel også at fokusere på mit virke som generalsekretær?” spørger Jonas flere gange undervejs.

Han vil gerne ud med sin historie for at sætte fokus på overgreb i familien og give børn og unge modet til at bryde tavsheden og søge hjælp.

Omvendt må hans personlige historie ikke komme til at skygge for hans virke som leder af Danmarks største børneorganisation. Han ser sig selv som en markant ngo-general med en tung bagage, ikke som et offer. 

Ikke længere i hvert fald.

Så vi starter fortællingen om Jonas Keiding Lindholm ved et bastant, nyklassicistisk langbord på Københavns Rådhus.

Vil forandre social sektor
Red Barnet-generalen gav i forsommeren nogle markante kommentarer til Altinget, som socialborgmester Mia Nyegaard (R) gerne vil have uddybet.

Her stillede han en mistrøstig diagnose: Indsatsen mod socialt udsatte har slået fejl, flere børn vokser op i fattigdom, og aktørerne i sektoren er for dårlige til at samarbejde.

Og han satte trumf på med den for mange kætterske tanke, at en række organisationer i civilsamfundet skulle “indgå i langt tættere alliancer og måske endda indgå egentlige fusioner”. 

Han har fået ros, men også hug fra andre pinger i civilsamfundssektoren. Men han møder ikke modstand fra socialborgmesteren. 

“Jeg synes, det er rigtig spændende,” siger Mia Nyegaard på mødet, hvor Altinget har fået lov at være med som en flue på væggen.

“Det er jo dejligt, at folk engagerer sig og opretter foreninger. Men som kommune er det også svært at skulle bevilge penge, når man får fem ansøgninger til den samme indsats fra fem forskellige foreninger,” fortsætter hun.

Jonas nikker. Det er en mærkesag for ham, at store og små organisationer bliver bedre til at samarbejde. At man bliver bedre til at forvalte ressourcerne.

Han tager ordet og foreslår, at man indgår i fællesskaber, hvor store organisationer koordinerer ansøgninger og styrer projekterne.

“Så kunne mindre foreninger med færre sekretariatsressourcer koncentrere sig om det, de er bedst til; for eksempel at være tættere på borgerne. Det kunne virkelig rykke noget for alle parter og ville samtidig medføre en væsentlig omkostningsreduktion samlet set,” siger Jonas Keiding Lindholm. 

De bliver enige om at fortsætte dialogen. Måske er der basis for fælles fondsansøgninger til sociale projekter. Og så åbner Mia Nyegaard for at indarbejde et tættere samspil mellem foreninger og kommuner, når København skal have en ny socialpolitisk strategi i 2020.

“Jeg synes, det gik godt,” siger Jonas Keiding Lindholm efter sit første møde med socialborgmesteren, som har siddet i under et år.

“Mia er en relativt ny borgmester, så hun skal sætte sit aftryk. Det er jo godt, når vi gerne vil være med til at skubbe nogle ting i den rigtige retning for kommunens udsatte børn og unge. For det er der brug for,” siger han, efter at vi har bevæget os ud på Rådhuspladsen.

Lader børnene i stikken

Det er vigtigt for Jonas Keiding Lindholm at skabe en stærk relation til socialborgmesteren i København. For det er ikke kun sociale foreninger, der skal blive bedre til at samarbejde. 

Der er også for lidt dialog mellem kommunerne og foreningerne om, hvordan man bedst hjælper børn, som eksempelvis vokser op med social kontrol i et udsat boligområde.

“Sociale foreninger og kommuner arbejder inden for det samme paradigme. Vi tror begge på værdien af tidlig helhedsorienteret forebyggelse omkring de sårbare børn og deres familier. Men vi arbejder alligevel næsten totalt ukoordineret omkring de samme børn og familier. Ofte taler vi slet ikke sammen. Det, synes jeg, er problematisk,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Han mener, børnene bliver ladt i stikken, hvis ikke den sociale sektor gør op med årtiers tradition for at arbejde i hver sin retning.

“Kommunerne, men også civilsamfundet, bliver nødt til at se på sig selv og spørge: Hvad kan vi gøre anderledes? Gør vi det rigtige for at bekæmpe en situation, hvor flere og flere børn og unge vokser op i fattigdom og har større risiko for at blive socialt udsatte?”

Han og resten af topledelsen i Red Barnet har stillet sig selv de spørgsmål, efter at han tog over som general i 2015. Og svarene har ført til selvransagelse i én af Danmarks største ngo’er.

“Vi har ikke været dygtige nok til at bekæmpe de grundlæggende strukturer, som skaber øget social ulighed og børnefattigdom,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Nogle af problemerne skyldes politiske beslutninger, fastslår han. Eksempelvis er Red Barnet en arg modstander af kontanthjælpsloftet, som alene i 2016 skubbede over 10.000 børn ud i fattigdom.

Red Barnet var for indadskuende
Men netop i det politiske klima må store børneorganisationer påtage sig mere ansvar, mener Jonas Keiding Lindholm.

“Vi har i mange år været en organisation, som har været en smule indadvendt. Vi har været rigtig dygtige til at søge penge og gennemføre projekter. Men med stigende udsathed, mistrivsel og social isolation blandt børn og unge må vi jo også erkende, at vi ikke har gjort vores arbejde godt nok,” siger han. 

Derfor er man i gang med en kursændring. Man har indgået et meget tæt, flerårigt samarbejde med konkurrenten Børns Vilkår og Mary Fonden, hvor man har fået en millionstor fondsbevilling til at bekæmpe mobning. Sammen med DBU forsøger man over hele landet at få udsatte børn ind i foreningsidrætten.

Det er slut med at lave indsatser for børn i en osteklokke. Stort set alle projekter og programmer i Danmark og internationalt foregår i tætte alliancer med fonde, det offentlige, erhvervslivet eller andre ngo’er.

“Hvis samskabelse skal være andet end skåltaler, må vi gøre noget ved det og være villige til at ændre vores ellers dybt forankrede modus operandi. Ikke være optaget af, hvad der snævert set er godt for vores organisation på kort sigt, men hvad der er godt for børnene på lang sigt,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Red Barnet har også skruet op for lobbyismen. Man har langt mere indgående dialoger med kommunerne, og man ofrer flere ressourcer på at tale børnenes sag på Christiansborg. Og det har ikke været forgæves.

Sidste år nedsatte socialminister Mai Mercado (K) en taskforce, som kom med anbefalinger til den civilsamfundsstrategi, hun præsenterede i november. Folk tæt på processen roser Jonas Keiding Lindholm for hans faglighed og politiske næse i processen.

Han blev også valgt, da de frivillige sociale organisationer i starten af året skulle udpege medlemmer af Frivilligrådet. Her bliver han beskrevet som en stærk politisk tænker.

Samtidig kan han være værdifuld, når regeringen skal politikudvikle.

“Han er typen, man kan vende idéer med. Og som forstår den fortrolighed, der er helt afgørende, når man vil bruge ham og hans organisation som sparringspartner,” siger en kilde med indgående indsigt i regeringens arbejde.

Selv er han dog ikke meget for at kalde sig lobbyist for Red Barnet.

“Jeg er børnenes lobbyist. Det er sagen, der er vigtig. Og hvis det betyder, at det i nogle sammenhænge er bedst at skubbe andre organisationer i front, så er det sådan, vi gør,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Interne rystelser

Internt i huset har man også mærket, at der er kommet en ny mand på broen. Organisationen har skullet vænne sig til, at projekter skal udføres i partnerskaber. Helst med kommuner og velgørende fonde. Gerne med nye aktører som sportsforeninger og virksomheder. 

Samtidig har han haft fokus på at generere nye typer af indtægter, så man bliver mindre afhængig af offentlige midler. Fundraisingafdelingen er mere end fordoblet, man er begyndt at generere langt flere midler fra fonde, og antallet af private bidragsydere er tredoblet.

Og så har man flyttet ressourcer væk fra den afdeling i København, som styrer de internationale projekter. Det er bedre at allokere de penge til den internationale paraplyorganisation Save the Children, mener ledelsen.

Det er med andre ord gået stærkt i Red Barnet de senere år, og det har skabt interne rystelser og store arbejdsbyrder for medarbejderne.

En enkelt afdeling har i en periode været så underdrejet, at det endte med et påbud fra Arbejdstilsynet.

“Jeg er virkelig, virkelig ked af, det skulle komme dertil. Det kan holde mig vågen om natten, at der er medarbejdere, der ikke trives i Red Barnet,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Man har taget konsekvensen af sagen.

“Vi har været gennem en lang proces i afdelingen for at nedbringe arbejdsbyrden, sikre bedre match mellem funktioner og kompetencer og gennemført en omorganisering med en helt ny ledelse om bord i den pågældende afdeling. Påbuddet er nu fjernet,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Det er ikke den eneste personaleudskiftning, man har gennemført på Jonas Keiding Lindholms vagt. Som led i den omfattende kursændring af Red Barnet har det været nødvendigt at afskedige en del medarbejdere, som havde været i organisationen i en årrække.

“Det fylder hos mig, at jeg sender de mennesker og deres familier ud i usikkerhed. Det gør det. Men hvis ikke jeg var villig til at påtage mig det ansvar, var jeg ikke min opgave voksen som leder af Danmarks største hjælpeorganisation for børn,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Volden bag den pæne facade
Jeg sidder over for Jonas i et blåt sofa-arrangement på hans kontor på Rosenørns Allé. Han sidder med flere tætskrevne sider foran sig, vil tydeligvis gerne være sikker på, han får det hele med. Han taler længe og naturligt i et sprog centreret omkring ord som “myndighedsindsatser”, “programadministration” og “helhedsorienteret forebyggelse”.

Det er hjerteblod for ham, men det er centralt for ham at kæmpe børnenes sag på en bund af solid socialfaglig viden. Det skorter ikke på akademiske termer, når han taler, lyder det fra flere kilder i Jonas Keiding Lindholms professionelle netværk.

Og han forstår godt karakteristikken.

“Det er vigtigt for mig at præstere og have en høj faglighed. Jeg må være ærlig og sige, at jeg kæmper med et lavt selvværd, og derfor har jeg følelsen af, at jeg hele tiden kan gøre det tanden bedre, være tanden bedre forberedt,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Hvorfor tror du, at du kæmper med et lavt selvværd?

“Det hænger nok sammen med den opvækst, jeg har haft.”

Her tager interviewet drejningen fra den sag, Jonas Keiding Lindholm kæmper for, til hans person. At de to ting hænger sammen, kan ingen være i tvivl om. Men rejsen fra den ene til den anden har været lang, voldelig og kostet ham selv og dem omkring ham meget smerte og lidelse.

Udadtil var alt, som det skulle være for mor, far og tre børn, som boede i Glostrups pænere kvarterer i 1970’erne og 1980’erne. Moderen var en anerkendt psykolog, faderen var forstander. Ingen havde nogen mistanke om, at børnene blev udsat for vold og psykiske overgreb.

Jonas selv har svært ved at huske detaljer fra sin barndom. Han har blackout, fortrængt det meste, siger han. Men ifølge hans storesøster Renate Keiding Lindholm var det som regel Jonas, der stod for skud, når faderen blev korporlig.

“Han var især meget voldelig over for Jonas, fordi han var en dreng,” husker hun.

Børnene havde deres egen fløj i villaen i Glostrup. Renate havde værelse lige over for Jonas, og en aften hørte hun deres far bevæge sig ned ad gangen og ind på Jonas’ værelse.

“Han sparker Jonas i maven og går tilbage i seng for at sove,” husker hun.

Både Jonas og storesøsteren beskriver deres far som utilregnelig og en mester i psykisk terror. Han kunne blive voldsomt vred på dem uden nogen åbenlys grund. Og han kunne finde på at give dem den kolde skulder ved ikke at tale til dem i dagevis.

Sådan levede Jonas, underkuet, indtil han som 13-årig fik nok og slog igen, da hans far angreb ham.

“Der fik jeg pludselig magten over ham. Han rørte mig aldrig igen. Men jeg fik så også den erfaring, at fysisk overlegenhed gav mig kontrol. At vold får problemer til at stoppe. Og det tog mig flere år at håndtere den på alle måder problematiske erfaring på en sund måde,” siger han i dag.

Når man sidder over for Jonas nu, virker han til at være afklaret omkring sin opvækst. Med en bemærkelsesværdig ro fortæller han reflekteret om de omkostninger, faderens vold har haft i hans tilværelse. 

Lige indtil jeg spørger, hvilken rolle hans mor spillede.

Jonas tager sin ene hånd op til ansigtet. Som om han lige skal samle tankerne. Men hans udtryk ændrer karakter, han virker pludselig mere forpint end tænksom. Så bliver han overmandet af tårer.

“Hun skulle jo have stoppet det,” får Jonas udbrudt.

Først sent i livet tog moderen konsekvensen og gik fra sin voldelige mand.  

"Når jeg bliver så berørt, handler det selvfølgelig om hendes store svigt af os børn, men også at hun lod sig ydmyge i en sådan grad, at hun aldrig var rigtig lykkelig. Hun fik for lidt ud af sin tilværelse, fordi hun var sammen med en voldelig mand, indtil hun var 67," siger Jonas. 

Begge hans forældre er i dag gået bort. Men inden sin død nåede moderen at undskylde for, at hun ikke formåede at stoppe faderens vold.

Deres far kom aldrig med nogen beklagelse. Og han fortsatte sine angreb på moderen og de to piger, efter at han ikke længere turde røre sin søn.

Arbejdede som dørmand
Derfor skyndte Jonas sig også at flytte til København, så snart han blev student. Han kom sjældent i barndomshjemmet efterfølgende, kun kærligheden til moderen fik ham til indimellem at komme på besøg.

Efter et år som nattevagt på herberget Sundholm startede han på den internationale linje på humanistiske basisstudier på RUC i 1990. Her beskriver studiekammeraten Kirstine Vinderskov ham som drengenes frygt og pigernes ven.

”Jonas var en virkelig høj og smuk mand, som var utroligt stærk fagligt,” husker hun.

De endte dog med at udvikle et tæt venskab, og sammen tog de til Lund for at læse sociologi. 

”Han kunne godt have noget facade, da han var yngre. Måske fremstå en lille smule arrogant. Men hvis man kender ham, er han en utrolig blød mand, som faktisk er ret god til at sætte ord på sine følelser,” siger hun.

Alligevel havde hun ingen anelse om, at Jonas kæmpede en hård kamp med at håndtere dæmonerne fra opvæksten i Glostrup.

Red Barnet-generalen husker tydeligt perioden.

“Jeg var dørmand på Klaptræet og flere andre steder i København i flere år,” siger Jonas Keiding Lindholm. Han ruller med øjnene af den yngre udgave af sig selv, ryster på hovedet.

“Jeg havde genvundet kontrollen ved at slå min far som 13-årig. Så der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne lide den følelse af kontrol, det gav mig at være dørmand,” siger han.

Jonas’ søster Renate havde samme oplevelse.

“Han skulle deale med nogle indre dæmoner i forhold til vores far. For vi kan jo ikke løbe fra, vi også er hans afkom,” siger hun.

Flygtede til krig og katastrofer
Efter studietiden arbejdede han i en periode som selvstændig integrationskonsulent for kommunerne og som underviser på Københavns Universitet. Men ved årtusindskiftet blev han udsendt for FN’s World Food Programme. De efterfølgende år arbejdede han i verdens brændpunkter som Afrikas Horn og Mellemøsten.

“Der er ingen tvivl om, at sagen var vigtig for mig. Men jeg rejste også ud, fordi jeg havde en stor udlængsel og behovet for at opleve, at jeg betød noget for nogen,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Han mødte sin kommende hustru Marie i de år. De fik datteren Elin og flyttede sammen til Rom i 2003.

“Men jeg havde utrolig svært ved at finde ind i farrollen. For jeg havde ikke noget forbillede, jeg kunne spejle mig i,” siger han.

Jobbet betød også, at han i mange år havde op til 130 rejsedage årligt til nogle af de farligste steder i verden.

“I stedet for at være sammen med min familie, prioriterede jeg at være i felten i nogle af de mest brutale konflikter og katastrofer i verden. Flere steder med en vis fare for eget liv,” siger han. Jonas Keiding Lindholm har forhandlet konvojer med nødhjælp forbi militser i krigshærgede områder, været under beskydning og blevet truet på livet. Tætte kollegaer er blevet dræbt i baghold og bombninger. 

“Jeg håndterede mit lave selvværd ved at være i frontlinjen. Det positive er, at jeg har reddet børns liv. Det ved jeg, at jeg har. Men jeg flygtede fra rollen som far for min egen datter,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Det omflakkende liv som nødhjælpsarbejder og humanitær leder for FN og siden Save the Children stoppede i 2012, da Jonas Keiding Lindholm blev rådgiver og siden vicegeneralsekretær. I 2015 overtog han så generalsekretærposten efter Mimi Jakobsen, som blev fyret af bestyrelsen.

“Her fik vi en mere stabil tilværelse. Og jeg har også haft en mulighed for at være tættere på familien,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Er blevet mere blød

Han har i dag væsentligt færre rejsedage og har fået mere tid til at være der for familien. Samtidig har han fået mere rum til at reflektere over, hvordan hans opvækst har påvirket ham i voksenlivet.

Familien blev udvidet med en lille pige, Irma, for snart tre år siden, og det har ikke været et lige så stort chok som det første barn.

“Det har været en hård proces at finde sig selv som far, men jeg har en helt anden ro og erfaring i dag,” siger han.

Jonas’ hustru, Marie Graunbøl, kan godt genkende, at der er sket en udvikling med ham, siden de fandt sammen for snart 20 år siden.

“Jeg mødte nok en mand, der var relativt hård. Og jeg synes, han er blevet blødere med årene,” siger hun.

Han står ikke lige så stejlt på regler og kontrol som tidligere.

“Jeg elsker ham allermest som far, når han er eftergivende over for vores børn. Når han tør indrømme, at voksne også tager fejl, og alle regler ikke er hugget i sten,” siger Marie Graunbøl.

Jonas Keiding Lindholm er dog stadig et menneske, der stiller store krav til sig selv og sine medarbejdere. Det fortæller Altingets kilder, som samtidig fastslår, at han er visionær, veltalende og hårdtarbejdende.

Jonas kan godt genkende dele af beskrivelsen.

“Jeg er nok rundet af en lidt traditionel arbejdsetik om ærgerrighed, grundighed og ordentlighed,” siger han.

“Vi skal hele tiden udvikle os som de udsatte børns fremmeste støtte og talerør. Og det er der desværre behov for, næsten mere end nogensinde. Flere og flere børn og unge vokser op i fattigdom og mistrivsel i Danmark, og rundt om i verdens konflikter og skrøbelige stater vokser antallet af børn i nød og børn på flugt. Så ja, selvfølgelig stiller jeg store krav til mig selv og mine medarbejdere. Sagen er for vigtig til andet,” fortsætter Jonas Keiding Lindholm. 

Han mener dog ikke, man kan tegne en lige linje mellem den hårde opvækst og hans ledelsesstil i dag.

“Jeg bestræber mig på, at det naturligvis er den erfarne leder Jonas, der er generalsekretær. Jeg er formet af min opvækst, og det voldsramte barn lever altid i et eller andet omfang i mig. Men jeg gør, hvad jeg kan for at undgå, at min opvækst influerer på, hvordan jeg er som leder,” siger Jonas Keiding Lindholm selv.

Det er snarere sagens alvor, der får ham til at agere, som han gør.

Har modtaget trusselsbreve
Skoler og børnehospitaler i Yemen og Syrien bliver udsat for målrettede bombardementer. Flygtningebørn bliver adskilt fra deres forældre i USA. Den kriminelle lavalder er blevet sænket i Danmark, og han har på nærmeste hold mærket kritik af ngo’er, som redder flygtningebørn fra at gå til grunde i Middelhavet.

“Jeg har fået trusselsbreve på min privatadresse på grund af vores redningsskib i Middelhavet. Det havde jeg aldrig troet, ville ske. Hvad er det, folk tror, vi opnår, hvis vi møder børn med den ultimative kynisme, ved at vi ikke vil redde og beskytte dem? Det har jeg meget svært ved at begribe. Det er jo for fanden uskyldige børn, som har drømme og potentialer ligesom vores egne,” siger han.

Men der er også håb, fastslår Jonas Keiding Lindholm. For kampen for at søge nye alliancer foregår ikke kun internt i Red Barnet. Den foregår i store dele af civilsamfundet.

“For bare fem år siden havde det været næsten utænkeligt, at DBU, DIF og Red Barnet gik sammen om at hjælpe og fastholde udsatte børn i fællesskabet i foreningsidrætten. Men vi har jo sammen med kommuner og fonde indset, at vi løfter langt bedre sammen end hver for sig,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Fandt ro på fodboldbanen


Boldbanerne hos IF32 dannede rammerne om de få glade minder, Jonas har fra sin barndom. 

Det er en mærkesag for ham, at udsatte børn skal ind i foreningslivet. Dels peger evidensen på, at det kan skabe fremgang. Men der er også en mere personlig grund til, at han har så stort fokus på det.

Nogle af de lykkelige minder, han har fra sin opvækst, udspillede sig nemlig på fodboldbanerne hos IF32 i Glostrup.

“Jeg har på egen krop oplevet betydningen af at være en del af et fællesskab, hvor det er ligegyldigt, hvor du kommer fra, og hvad der foregår derhjemme. Hvor man oplever frivillige voksne som en fodboldtræner tage en under armen, vise tillid og give en lov til at være sig selv,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Jonas kigger på sit ur og lægger an til at runde interviewet af. Han skal hente sin yngste datter, Irma, i børnehaven.

“Det betyder virkelig noget for mig,” fortæller Jonas Keiding Lindholm.

Han vil gerne være mere nærværende, end han var over for sin store datter, som i dag er blevet 15.

“I dag er jeg ulykkelig over næsten hver en time, jeg har misset med Elin gennem hendes opvækst. Jeg begræder de fælles oplevelser og vigtige betroelser fra hende, som jeg er gået glip af, fordi jeg var midt i mit eget faderopgør og faret vild i min egen forældrerolle,” siger han. 

Udlængslen er blevet mindre, føler Jonas Keiding Lindholm. Og det bekræfter hans hustru Marie Graunbøl.

”Rastløsheden fulgte ham i de år, han rejste meget, og beslutningen om at vende hjem og leve et mere stabilt familieliv var et vendepunkt for os. I dag tror jeg, at den livsfylde, han fik ved at være ude, netop kommer ved at være hjemme,” siger hun.  

Forrige artikel Store grønne organisationer mister medlemmer Store grønne organisationer mister medlemmer Næste artikel Lauritzen Fonden får ny topchef Lauritzen Fonden får ny topchef
  • Anmeld

    Poul Simonsen · Folkepensionist

    Høje lønninger

    Det er bestemt påskønnelsesvlrdugt, at Red Barnet gør en indsats for, at flygtningebørn ikke skal drukne i Middelhavet.
    Men der er ihvertfald 2 ting, der ikke pynter på organisationen. At der er retrætestillinger til politikere i ledelsen. (er det grunden til socialborgmesterens interesse?) og så de skyhøje lønninger til ledelsen.
    Var det ikke 2,6 mio Helle Thorning fik i grundløn i London? Og hvad laver hun overhovedet?
    Personligt støtter jeg hellere mere græsrodsagtige børneorganisationerne, hvor midler bruges på børnene istedet for høje lederlønninger.