Knud Aarup: Frivilligrådet skal sikre civilsamfundet bedre vilkår

DEBAT: Det bliver Frivilligrådets opgave at sikre civilsamfundet og dets organisationer bedre vilkår, så de selvstændigt og uafhængigt af det offentlige kan bidrage til at forny velfærdssamfundet, skriver Knud Aarup.

Af Knud Aarup
Formand i Socialpolitisk Forening

Danmark får i starten af det nye år et ny-udpeget Frivilligråd med direktør i Mødrehjælpen Mads Roke Clausen som ny formand. Frivilligrådet rådgiver socialministeren om civilsamfundets rolle i udviklingen af det sociale arbejde i Danmark.

Det giver Frivilligrådet en helt særlig position, både fordi der er så stort behov for at nytænke velfærden og de sociale indsatser, og fordi nytænkning af det sociale arbejde altid er kommet fra civilsamfundet. Jeg vil i det følgende udpege de udfordringer, som det nye frivilligråd skal finde løsninger på. 

Staten har ikke opfundet noget, det har civilsamfundet 
Igennem det seneste halve århundrede er velfærdssamfundets institutioner blevet så integreret en del af den offentlige sektor, at rigtig mange ikke kender til baggrunden for dem. Mange tror, at det offentlige så at sige har opfundet sig selv, men sådan er det ikke.

Alle velfærdssamfundets forskellige institutioner har deres oprindelse i civilsamfundet og er et resultat af menneskers fælles samvirke – ofte i en konkret lokal sammenhæng. Staten og det offentlige har blot senere overtaget ideen og gjort det til en offentlig institution. 

Da præsten Hans Peter Mollerup i begyndelsen af 1900-tallet kom hjem fra Hull i England og begyndte at opsøge drankerne og de prostituerede i København og gav dem mad, husly og et Guds ord med på vejen, var grunden lagt til Kirkens Korshær.

Det var samtidig grundstenen til det, vi kender som den sociale forsorg med herberg og sociale plejehjem, som er en del af servicelovens paragraffer.  

På samme måde startede børnehaverne også for mere end 100 år siden som et samarbejde mellem mennesker, som ikke kunne udholde at se børn henslæbe en kummerlig tilværelse i baggårdene i brokvarterene i København. 

Folkebørnehaverne af 1915 var resultatet af samarbejde mellem Richard Kjer-Petersen, som var læge på Vesterbro, Anne Wulf, som var knyttet til den såkaldte Frøbel-Højskole, og forskellige dele af kirkerne i København. De brugte kirkernes lokaler om vinteren og et areal lejet på Fælleden om sommeren. Og i dag kender vi det som dagtilbud til børn fra 0-5 år.  

Et sidste eksempel er Præmieselskabet for Plejemødre af 1861. Det blev startet af en række københavnske borgerfruer, som ikke kunne acceptere, at op til 4 ud af 10 børn født af arbejderkvinder i København døde det første år hos såkaldte plejemødre.

De lavede derfor en organisation, som opsøgte plejemødrene og sikrede et minimum af hygiejne og ordentlig kost til børnene, som var i pleje. Samtidig belønnede de plejemødrene økonomisk for at børnene overlevede og arbejdede i øvrigt for forbedringer i offentligt regi.

I 1894 lykkedes det at få Københavns Kommune til at etablere offentligt aflønnede plejemødre underlagt et offentligt tilsyn. Det var baggrunden for forsorgsarbejde, børnehaver, tilsyn med børnepleje og sundhedspleje. Og jeg kunne nævne mange flere eksempler. 

Faktisk har jeg lavet et offentligt væddemål og giver en god flaske vin til den, som kan nævne en offentlig velfærdsinstitution, som ikke har sin oprindelse i civilsamfundet.

Staten har ikke opfundet noget, og derfor er det en afgørende opgave for det nye Frivilligråd at fremme et aktivt civilsamfund, som kan sikre den sociale innovation i velfærdssamfundet.  

Manglende innovation koster velfærdssamfundet dyrt 
Det er forbundet med store omkostninger menneskeligt og økonomisk, at den sociale innovation er gået i stå i samfundet. Og i dag står vi i en situation, hvor samfundets evne til at støtte de dårligst stillede 20 procent over de sidste 30-40 år er blevet dårligere. Kan det have at gøre med forholdet mellem det offentlige og civilsamfundet? Det tror jeg. 

I 1980 var mere end hver anden daginstitution selvejende. Der var ikke tale om private institutioner, som skulle tjene penge på pasning. Der var tale om selvejende institutioner med egen bestyrelse. Nok fik de fik størstedelen af deres økonomi dækket af det offentlige, men samtidig havde de en vidtstrakt selvstændighed og kunne løse udfordringer på deres egen måde.

Siden midten af 90’erne er dette billede langsomt, men sikkert ændret, og stadig flere dagtilbud er kommunaliseret. I dag er der vel 12 procent selvejende daginstitutioner tilbage. 

Men hvorfor er det katastrofalt? Først og fremmest fordi fornyelsen og iderigdommen forsvinder med kommunaliseringen. En institution, som er styret centralt fra efter kommunalt vedtagne servicedeklarationer, behøver ikke at tænke selv. Det har byråd og forvaltning allerede gjort. Den skal bare levere ”god service” til borgerne.

Derved flytter institutionens medarbejder fokus fra de ressourcesvage og de få til de ressourcestærke og de mange. Det betyder, at man bruger mere tid og flere ressourcer på dem, som i virkeligheden kan selv, og mindre på dem, som har behov for den ekstra støtte, for bare at klare sig nogenlunde.

Det viser sig senere i livet i form af, at 5-6 procent - 3.500 børn – af hver årgang havner i udenforskab. De ender med at få et liv, hvor de som oftest er henvist til overførselsindkomst og i hvert fald uden at være herre i eget hus. 

Et samfund uden social udviklingsmulighed for de svage bliver et fattigt samfund. Det ender med at ekskludere for mange af dets borgere fra at bidrage til fællesskabet. Det bliver et mere usikkert samfund og i sidste ende et utrygt samfund. Omvendt med et stærkt civilsamfund, hvor mennesker tager ansvar for sig selv og hinanden. Hvor fællesskab, lighed og tillid står som de centrale værdier for samfundet. Disse værdier er det også Frivilligrådets opgave at fremme. 

Tre centrale udfordringer for Frivilligrådet
Der er således et stort behov for en fornyelse af velfærdssamfundet. Det perspektiv må stå som overskrift for det nye Frivilligråd og derfor skal de finde løsninger på i hvert fald tre store udfordringer:  

For det første skal civilsamfundet og dets organisationer og institutioner sikres sådanne vilkår, at de selvstændigt og uafhængigt af de offentlige myndigheders indblanding kan bidrage til fornyelsen af velfærdssamfundet.  

For det andet skal velfærdssamfundets måde at fungere på i forhold til civilsamfundet udfordres ikke mindst i forhold til den styringstænkning, som er den herskende og som til stadighed gør vilkårene for civilsamfundet vanskeligere for eksempel gennem kommunalisering.  

Endelig, og det har jeg kun indirekte berørt her, skal Frivilligrådet tage fat i det private erhvervsliv og udfordre det i forhold til dets bidrag til en styrkelse af civilsamfundet.  

Et stærkt civilsamfund er en forudsætning for innovation og udvikling af velfærdssamfundet. Det kan kun ske, hvis samfundets sektorer – civilsamfundet, den offentlige og den private sektor – er i balance, og det forudsætter som udgangspunkt, at civilsamfundet hverken er i lommen (økonomisk eller på anden måde) på staten eller den private sektor. Det kræver således et frit og uafhængigt civilsamfund. Det bliver en stor mundfuld for Frivilligrådet.

Forrige artikel Matematikcenter: Giv plads til de frivillige, og udnyt deres evner Matematikcenter: Giv plads til de frivillige, og udnyt deres evner Næste artikel DF: Socialøkonomiske virksomheder skal hjælpe borgere videre DF: Socialøkonomiske virksomheder skal hjælpe borgere videre