Debat

Købmandsfond: Frie købmænds engagement forpligter til lokal forankring

Frie købmænd har en tæt relation til både erhvervslivet og lokalsamfundet. Det forpligter og skaber forventninger om engagement i foreningslivet og udviklingen af lokalområdet. Det skal fonde og regeringen støtte, skriver uddelingschef Marie Scott Poulsen.

Købmænd oplever forventninger fra lokalsamfundet, som rækker udover varerne på hylderne og kundeforholdet. Den relation forpligter til engangement i lokalsamfundets udvikling, mener Marie Scott Poulsen .
Købmænd oplever forventninger fra lokalsamfundet, som rækker udover varerne på hylderne og kundeforholdet. Den relation forpligter til engangement i lokalsamfundets udvikling, mener Marie Scott Poulsen .Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Marie Scott Poulsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den måde vi opfatter de frie købmænd på, korresponderer tæt med den funktion, de har i deres lokalsamfund. Og opfattelsen er ikke begrænset til, at købmanden har de rigtige varer på hylderne. Det gælder i lige så høj grad for lokalsamfundet at have de rigtige købmænd på lægterne
 
Det er ikke nyt, at lokale indkøbsmuligheder er et vigtig parameter for, hvor vi vil bo: Hele 45 procent af danskerne har netop lokale indkøbsmuligheder på vores top-3, når de skal flytte, viser en undersøgelse af YouGov.

Lokal relation skaber loyalitet

En fri købmand er ofte kendetegnet ved en langvarig relation til lokalsamfundet – købmanden ejer sin butik og er ikke bare på gennemrejse, inden næste mulighed byder sig. Det giver en særlig stærk indsigt i lokalområdet, og det er selvfølgelig en kæmpe styrke for både købmand og lokalbefolkning.

Store entreprenører mener, at "ordentlighed forpligter", frie købmænd ved, at lokal forankring gør det.

Marie Scott Poulsen
Uddelingschef, KFI Erhvervsdrivende Fond

I nogle tilfælde er butikken simpelthen opstået ved, at en borgergruppe går sammen om at finansiere etableringen af en lokal, fri købmand. Den type projekter kommer der flere og flere af, og i KFI Erhvervsdrivende Fond støtter vi ofte projekterne med en uddeling.

Det har vi tænkt os at fortsætte med, og vi glæder os også over det seneste regeringsudspil, der tilgodeser borgerbutikkerne med 18 millioner kroner. For når en borgergruppe etablerer en butik, er den lokale kundeloyalitet nærmest givet på forhånd: Der er en særlig interesse for at handle i den butik, man selv har været med til at etablere.

Men den loyalitet forpligter videre end til et bredt varesortiment i butikken: De lokale forventer også, at deres lokale købmand engagerer sig i lokalområdet. Det viser en analyse, som KFI Erhvervsdrivende Fond har gennemført her i foråret blandt de frie købmænd.

Engangement til lokal udvikling

Engagementet omfatter ikke overraskende det lokale erhvervsliv, hvor 57 procent af de frie købmænd er medlem af den lokale handelsstandsforening eller erhvervsklub. Næsten halvdelen af købmændene er engagerede i udvikling af deres lokalområde som for eksempel lokal byudvikling. Det giver bestemt god mening, at en lokal handelsdrivende er engageret i både erhvervsliv og byudvikling.

Mere overraskende er det måske, at hele 99 procent af købmændene også oplever forventninger fra lokalsamfundet om sponsorater af lokale klubber og foreninger. Hele 90 procent af købmændene kvitterer med den form for støtte til det lokale foreningsliv.

Det vidner om en tæt relation, der rækker langt ud over kundeforholdet, men som griber dybt ind i lokalsamfundets sjæl, når der på foreningsniveau tegner sig så store forventninger til den lokale købmand, og når samme forventninger bliver indfriet på et modsvarende højt niveau.

45 procent af købmændene er selv aktive medlemmer af klubber eller foreninger. Et tal, der på trods af en travl hverdag i butikken, ligger over gennemsnittet for danskerne, der er kendt for deres høje foreningsorganisering.

Når en fri, lokal købmand kvitterer for et lokalt kundegrundlag med den form for engagement i lokallivet, så vidner det om en relation, der rækker langt ud over de rigtige varer på hylderne.

Analysen viser, at det for lokalsamfundet også gælder at have de rigtige købmænd knyttet til foreningslivet: Den type der ikke alene har deres navn og logo på den lokale klubtrøje, men som også gerne sørger for øl og pølser i pausen, holder ro og orden på generalforsamlingen og som selvfølgelig også er at finde på lægterne i lokalopgøret.

Store entreprenører mener, at "ordentlighed forpligter", frie købmænd ved, at lokal forankring gør det.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00