Efter professor, dr.jur. Ole Espersens død har nekrologerne naturligt lagt vægt på, at han 1981-82 var justitsminister og socialdemokratisk medlem af Folketinget 1973-94. 

Men hans rolle i civilsamfundet som forkæmper for menneskerettigheder og hans vigtige rolle i arbejdet mod tortur bør ikke glemmes. 

Efter at læge Inge Genefke i 1982 startede Rehabiliteringscentret for Torturofre (RCT) og i 1985 knopskydningen Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), tegnede Ole Espersen som bestyrelsesformand 1986-96 i høj grad den globale kamp mod tortur med støtte til ofre fra Grækenland til Chile.

Efter årene som kommissær for demokratiske institutioner og menneskerettigheder ved Østersørådet 1994-2000 og som professor i folkeret og menneskerettigheder ved Københavns Universitet 2000-04 vendte han tilbage til RCT som konsulent 2005-10, hvor han inspirerede og opmuntrede yngre kollegaer i det internationale arbejde mod tortur. 

Som formand for den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder 2001-07 var Ole Espersen en vigtig, kritisk retspolitisk stemme i det danske civilsamfund.

Han forstod vigtigheden i at feje for egen dør da danske soldaters medvirken til tilfangetagelse af irakere, der siden blev udsat for tortur af irakisk politi, blev rejst i 2011.

Da den første stævning kom i den nu årelange Irak-tortursag, der snart kommer for Højesteret, var Ole Espersen ikke i tvivl om, at det, som stævningen beskrev, var tortur. Han mente, at de danske myndigheder og det danske forsvar ikke havde gjort, hvad de skulle, for at forhindre tortur, og hvis man accepterer en risiko, når man overgiver fanger, er det strafbart.

Trods Socialdemokratiets ændrede flygtninge- og retspolitiske holdninger i de senere år forblev Ole Espersen til sin død medlem af Socialdemokratiet.