Kronik

Ngo: Staten støtter idrætten for en række samfundsgrupper – bare ikke de udsatte

Team Danmark er et godt eksempel på, hvordan Kulturministeriet giver støtte til dansk idræt. Hvorfor ikke lave en tilsvarende ordning, hvor staten støtter idrætsdeltagelsen hos sårbare og udsatte borgere, der ikke er en del af den traditionelle idræt, spørger Martin Svend Pedersen.

Idrætsdeltagelsen for den allermest idrætssvage del af befolkningen – vores socialt udsatte borgere – er stort set fraværende i den danske idrætspolitik og i den økonomiske fordelingsnøgle, der følger med, skriver Martin Svend Pedersen. 
Idrætsdeltagelsen for den allermest idrætssvage del af befolkningen – vores socialt udsatte borgere – er stort set fraværende i den danske idrætspolitik og i den økonomiske fordelingsnøgle, der følger med, skriver Martin Svend Pedersen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Peter, en dedikeret fodboldspiller og målmand for det lokale Ombold-hold i Nørrebro United, er en del af noget helt særligt. Sammen med en broget gruppe af mænd og kvinder i alle aldre, former og farver udgør de et fodboldfællesskab for såkaldt udsatte mennesker.

Det, der gør Peter og hans holdkammerater helt unikke, er, at mange af dem kæmper med misbrug, arbejdsløshed og psykisk sårbarhed – noget, der er sjældent at finde i Danmarks traditionelle fodboldklubber, hvor voksne fra samfundets laveste lag er en mangelvare.

Der skal skabes et fællesskab, der passer til dem, der ikke passer ind i det eksisterende fællesskab.

Martin Svend Pedersen
Direktør, Ombold

Hver uge pakker Peter sit fodboldtøj og drager afsted til træningen. Og hvorfor gør han det? Fordi det handler om fællesskabet og den fantastiske følelse, der fylder hans krop, når den har været aktiv i to timer, og hans hoved ikke har tænkt på andet end den lille runde kugle.

For Peter betyder fodbolden ekstra meget, da den udgør et vigtigt holdepunkt i hans tilværelse og er stedet, hvor størstedelen af hans sociale relationer finder sted.

Gør idræt tilgængeligt

Peter er langt fra den eneste. Årligt bliver omkring 1800 mennesker engageret i Ombold, en landsdækkende fodbold-ngo, som hjælper mennesker, der ellers ikke ville have adgang til landets idrætsforeninger på grund af forskellige sociale, fysiske og mentale udfordringer. Ombold er med til at sænke tærsklen for deltagelse i den lokale fodboldklub, der ellers kan virke uoverkommelig.

Men det handler ikke kun om økonomi. Kulturen og niveauet matcher generelt ikke livssituationen for udsatte mennesker, og derfor er der behov for alternative løsninger for at få denne gruppe til at deltage og føle sig velkomne i idrætsfællesskaberne.

Læs også

Og heldigvis viser erfaringen, at det faktisk kan lade sig gøre, når der er vilje og ønske om at åbne dørene til fodboldklubberne og klubhusene for udsatte målgrupper.

Men inklusion af mennesker som Peter i idrætten sker ikke af sig selv og kan heller ikke overlades til de mange tusinde frivillige i idrætsforeningerne alene.

Det kræver organisationer som Ombold, der er dedikeret til at give udsatte og oversete målgrupper en plads i idrætten på deres egne betingelser. Der skal skabes et fællesskab, der passer til dem, der ikke passer ind i det eksisterende fællesskab.

Idrætssvage borgere får ikke statsstøtte

Ombold er ikke de eneste aktører, der arbejder på denne måde. Organisationer som Game, der arbejder med unge på kanten gennem gadeidræt, Sport For Livet, der arrangerer lavtærskel idrætsaktiviteter for værestedsbrugere og Lykkeliga, der giver børn og unge med udviklingshandicap en mulighed for at dyrke idræt, er alle eksempler på indsatser, der gør idrætten tilgængelig for nye målgrupper.

Idrætsdeltagelsen for samfundets mest idrætssvage borgere er ikke en integreret del af den danske idrætspolitik 

Martin Svend Pedersen
Direktør, Ombold

Desværre er der én ting, der er fællesnævner for disse organisationer: Deres indsats, og dermed udsattes idrætsdeltagelse, er afhængig af midlertidige fondsmidler og puljer.

Idrætsdeltagelsen for samfundets mest idrætssvage borgere er ikke en integreret del af den danske idrætspolitik og falder uden for Kulturministeriets økonomiske fordelingsnøgle, der skal sikre, at idræt er for alle.

I forbindelse med den kommende revision af udlodningsloven er det på tide at tage fat om dette sociale problem (og potentiale) inden for idrætten og fokusere på de oversete og idrætssvage målgrupper.

Vi bør udnytte, at der findes organisationer, der har fundet nøglen til at inkludere alle i idrætsfællesskabet. Lad os skabe en støttestruktur, der kan hjælpe dem, der har brug for ekstra støtte og hjælp.

Team hele Danmark

Kulturministeriet og den økonomiske fordelingsnøgle, der skal sikre at idrætten er for alle, understøtter allerede idrætsdeltagelsen for mennesker ansat i firmaer og erhvervsskoler (Dansk Firma idræt), mennesker med handicap (Dansk handicap idræt) mennesker med arbejde (Dansk arbejder idræt).

Staten støtter endda mennesker, der er super dygtige til at blive endnu dygtigere gennem Team Danmark.

Hvorfor ikke overføre ideen om at give ekstra støtte til grupper med særlige behov, som vi ser det med Team Danmark, til også at omfatte sårbare og oversete grupper, der ikke er en del af den traditionelle idræt?

Martin Svend Pedersen
Direktør, Ombold

I alt bliver der uddelt cirka 700 millioner kroner til idrætten gennem udlovningsloven. Det er hver og en velundt og disse penge skal nok komme ind mange gange igen i statskassen i form af reducerede udgifter til sundhedsvæsenet og en gladere befolkning.

Men det kan undre at idrætsdeltagelsen for den allermest idrætssvage del af befolkningen – vores socialt udsatte borgere – er stort set fraværende i den danske idrætspolitik og i den økonomiske fordelingsnøgle, der følger med.

Hvorfor ikke overføre ideen om at give ekstra støtte til grupper med særlige behov, som vi ser det med Team Danmark, til også at omfatte sårbare og oversete grupper, der ikke er en del af den traditionelle idræt?

Et Team Hele Danmark, der kan understøtte idrætsdeltagelsen hos de allermest idrætssvage danskere, som har brug for lidt ekstra støtte til at blive en del af idrætsfællesskabet.

De midler, det koster at understøtte idrætsdeltagelsen hos alle danskere, skal nok komme mere end rigeligt igen da der er et kæmpe sundhedsmæssigt og socialt potentiale i at engagere udsatte og oversete målgrupper i idrætsfællesskabet.

Idrætten kan og skal være for alle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00