Politisk ordfører hos Moderaterne om Bosse-udtalelse: Det må du tale med hende om

Det var torsdag ikke muligt at få Moderaternes ledelse til at forholde sig til, hvad der er partiets holdning til EU's migrationspagt og muligheden for at huse op imod 7000 flygtninge i Danmark. 

Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin, er ikke vendt tilbage på Altingets gentagene forsøg på at få en kommentar. 
Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin, er ikke vendt tilbage på Altingets gentagene forsøg på at få en kommentar. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Magnus Garde-Strandberg

Det skabte forvirring torsdag, da Moderaternes EU-spidskandidat, Stine Bosse, i Altinget var citeret for at sige, at Danmark "fint ville" kunne huse op til 7.000 flygtninge om året.

For i løbet af formiddagen - hvor hun også udkom med samme melding i Jyllands-Posten - var budskabet et andet.

"Jeg skulle have sagt, at ambitionen er nul flygtninge," lød det til blandt andre Politiken.

I Altingets interview, som udkom torsdag morgen, med Stine Bosse fik hun spørgsmålet: I har en politisk holdning om, at Danmark vil kunne klare at modtage op mod 7.000 flygtninge om året? 

"Svaret er ja. Men hvis man måler det op mod, hvor mange der eksempelvis strømmer mod Grækenland, så er det meget lidt. Vi kan godt klare et antal i det leje, uden det rokker vores båd. Vi rokker for alvor båden, hvis vi ikke gør noget," svarede hun.  

Læs også

Udtalelsen kom, efter at Moderaterne i sidste uge præsenterede et nyt migrationsudspil, hvor partiet foreslår, at Danmark dropper retsforbeholdet og tilslutter sig EU’s nye migrationspagt, der fornyelig blev stemt igennem af Europa-Parlamentet.

I øvrigt oplyste Stine Bosse til Altinget, at det er Moderaterne selv, der på baggrund af EU's egen model, har regnet sig frem til, at Danmark vil kunne modtage op mod 7.000 flygtninge årligt.

Ta' den med Stine

Derfor har Altinget forsøgt at få en afklaring på, hvorvidt det er partiets politik, at man vil deltage i EU's migrationspakke og solidaritetsmekanisme, som betyder, at flygtninge skal fordeles bedre internt mellem EU-landene, end det er tilfældet i dag.

Fakta

Det sagde Stine Bosse til Altinget:

I har en politisk holdning om, at Danmark vil kunne klare at modtage op mod 7.000 flygtninge om året?

"Svaret er ja. Men hvis man måler det op mod, hvor mange der eksempelvis strømmer mod Grækenland, så er det meget lidt. Vi kan godt klare et antal i det leje, uden det rokker vores båd. Vi rokker for alvor båden, hvis vi ikke gør noget," siger Stine Bosse.

--

Hvad vil du sige til de kommuner og mennesker, der ifølge dig skal betale for og stå for den konkrete integration af de her 7.000 flygtninge?

"Hvis vi ikke gør det, så bliver det voldsomt dyrt for vores velstand og velfærd. Det er en relativt lille indsats og et relativt lille kontingent, vi betaler. Og i øvrigt er det relativt nemt at få de her mennesker i arbejde, som vores verden ser ud nu," siger Stine Bosse.

--

Frygter du ikke, at det vil øge incitamenterne til at tage turen over Middelhavet, hvis man ved, at der mulighed for at komme til Nord– og Vesteuropa via migrationspagten?

"En flygtning er jo en flygtning. Ingen flygter for sjov. Det er jo en tilfældig fordeling. Det er ikke sådan, at man kan sidde og kigge i et katalog og sige 'jeg vælger Danmark'. 7.000 skal du måle op imod, at der er cirka 400.000 migranter i Grækenland, der i forvejen ikke kan magte den her type ting."

Det siger Stine Bosse nu:

Så du mener altså ikke, at Danmark kan tage 7.000 flygtninge inden for EU’s system?

"Nej, det mener jeg ikke, Danmark skal. Jeg mener – og det ønsker jeg bliver meget, meget tydeligt – at vi ikke skal nærme os noget af det her, før vi har fået styr på de ydre grænser."

Sagt til Politiken.

--

"Vi foreslår ikke, at vi her og nu skal være en del af den solidaritetsmekanisme. Det er totalt misforstået. Vi forslår, at vi skal have styr på det ved de ydre grænser. Og derefter kan vi ophæve retsforbeholdet." 

Sagt til DR.

--

"Der er en rækkefølge i det her. Vi går til valg på, at på et tidspunkt skal retsforbeholdet ophæves. Vi går til valg på at tage den meget stramme danske politik med til EU og sikre, at vi får lukket af ved de ydre grænser på en helt anden og mere effektiv måde. Først på det tidspunkt skal vi være en del af det her og ophæve retsforbeholdet. Men der er et stykke vej derhen."

Sagt til Jyllands-Posten.

  

Da Altinget fik fat i Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin, og spurgte ind til partiets linje i forhold til sagen, sendte hun hurtigt bolden videre til Stine Bosse.

"Det tænker jeg, at du skal tage med Stine."

Men jeg vil gerne høre Moderaternes linje?

"Jeg har simpelthen ikke tid til det nu, og jeg har et møde senere. I’m so sorry," afslutter Monika Rubin.

Altinget efterfølgende forsøgt at få en kommentar fra Monika Rubin og gruppeformand Henrik Frandsen. Det har dog ikke været muligt.

Monika Rubin henviser dog i en sms til et Facebook-opslag fra Stine Bosse, hvori der blandt andet står:

"7.000 flygtninge til Danmark er et skrækscenarie vi gerne vil undgå. Vi skal først ophæve retsforbeholdet, når der er en klar, fast og fælles politik i EU og der er vi ikke endnu."

Regeringskollegaerne fra Socialdemokratiet og Venstre har både afvist forslaget om at sende retsforbeholdet til folkeafstemning, og partierne afviser også idéen om flere flygtninge til Danmark.

Valget til Europa-Parlamentet finder sted den 9. juni.    

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00