R: Integration er ikke politikernes opgave

Af Sofie Carsten Nielsen (R)
Integrationsordfører

Venligboerne, der er skudt op over hele landet, er noget af det bedste, der er sket for integrationen. Fordi de helt banalt handler om relationen mellem mennesker.

Sofie Carsten Nielsen (R)
Integrationsordfører

Det er et paradoks, at alt imens der kommer flere flygtninge til Danmark end nogensinde, taler vi mindre og mindre om integrationsopgaven. Som om, at hvis vi alene taler om, hvordan vi undgår, at flere kommer hertil, så løser integrationsopgaven sig selv.

Men det gør den ikke. Den bliver bare større. Og uanset hvad man mener om Danmarks forpligtelser, antallet af flygtninge i Danmark, og hvem der bærer ansvaret for kaos i Europa og krig i verden, så bor der lige nu rigtig mange flygtninge i Danmark. Det bliver vi altså nødt til at forholde os til. De kan ikke rejse hjem lige nu. De har fået asyl i Danmark, fordi der er krig i deres hjemland.

Ingen skjulte dagsordener
Det, der opmuntrer mig mest i en ellers trist tid, er den enorme vilje hos borgere, virksomheder, foreningsdanmark, frivillige og organisationer til at sikre flygtninge en god start i Danmark. Venligboerne, der er skudt op over hele landet, er noget af det bedste, der er sket for integrationen. Fordi de helt banalt handler om relationen mellem mennesker. Fordi de ikke dømmer på forhånd.

De forholder sig til hver eneste flygtning som menneske. De er ikke systemet, de er ikke staten, de er ikke politikere. Og derfor behøver ingen være på vagt eller skele til skjulte dagsordener (sådan burde det heller ikke være i øvrigt, men det er det).

Den tillid, Venligboerne får skabt mellem flygtninge og danskere, er helt afgørende for, at integrationen kan lykkes. Vi er jo tilbage ved, at samtale fremmer forståelsen. Samvær fremmer forståelsen. Og når vi forstår hinanden bedre, så kan vi samarbejde bedre, og så løser vi alle udfordringer bedre.

Praktik, sprog og uddannelse gennem netværk
Vi er ikke lykkedes fuldt ud med integrationsopgaven indtil nu. Der er fortsat alt for mange indvandrere og efterkommere, der ikke er en del af arbejdsmarkedet. Og der er for mange drenge med anden etnisk baggrund, der ikke får en uddannelse. Kriminaliteten er for høj blandt de samme drenge. Det er en falliterklæring for vores samfund. Det skal vi have ændret på.

Samtidig er kvinder med anden etnisk baggrund de seneste ti år strømmet ind på de videregående uddannelser. Unge – både mænd og kvinder – med anden etnisk baggrund er bedre repræsenteret blandt iværksættere end gammeldanskere. Så noget er vi lykkedes med. Skulle vi så ikke prøve at kigge lidt nærmere på det? Gøre mere af det?

Hvis man er flygtning, flygtet fra krig, så har man været igennem en krise. Nogle har traumer som følge af deres oplevelser. Men det betyder ikke, at de har glemt det, de havde lært, inden de kom til Danmark, de kompetencer, de måske havde erhvervet sig, eller de drømme og håb om fremtiden, som alle mennesker nærer om ikke for sig selv, så altid for deres børn.

Også her er civilsamfundet afgørende. Det er via frivillige og deres netværk, at flygtninge som oftest hører om praktiktilbud og uddannelsesmuligheder. Og det er gennem kontakt med civilsamfundet, at sproget og kulturforståelsen trænes allerbedst.

Ikke politikerne, der driver Danmark
Derfor spiller civilsamfundet – sammen med virksomheder og uddannelsesinstitutioner – en nøglerolle i den situation, Danmark står i nu. Det er nu, vi skal vise, at det sådan set er dem – jer – der driver Danmark. Det er ikke politikere, der driver Danmark. Det bør ikke være politikere, der driver Danmark.

Politikere skal sætte retning og skabe rammer. Men også give plads. Når integration og udlændinge så ofte bliver gjort til en politisk kampplads, så bremser det arbejdet for at løse de udfordringer, der er. Det er på tide at forlade kamparenaen og i stedet få det til at fungere.

Tænk hvis vi kunne lade mennesker være mennesker, og lade virksomheder, uddannelser og civilsamfund klare den kæmpe opgave, som integrationen er, uden at vi ødelagde det for dem? De aktører har bygget Danmark. De driver Danmark. I fællesskab. De udgør vores samfund. Vi burde som politikere kunne skabe de rammer her og nu. Hvis vi ville det. Og så kunne vi passende holde fingrene væk resten af tiden. Og holde vores mund engang imellem.