Teenagere i fængsel får et sjældent strejf af normalitet, når frivillige besøger dem: ”Ellers er vi kun sammen med andre kriminelle”
Siden november sidste år har unge indsatte på Søbysøgård fået besøg hver uge af frivillige unge i Danmarks første frivilligindsats for frihedsberøvede unge. Tag med Altinget i fængsel og hør, hvorfor et par timers fodbold, kagebagning eller brætspil betyder alverden for teenagere, som bruger det meste af deres tid på at lære at leve et helt almindeligt liv.
Gitte Skotby-Young Ballenstedt
Redaktør17-årige Mark drømmer om at blive kok. Han er både vild med det asiatiske køkken og dets mange smage – og med dansk mad som stegt flæsk og persillesovs.
Han bor i en gammel murstensvilla omkranset af en have med to drivhuse og lidt møbler. Han bor sammen med andre unge, som har hver deres værelse, et køkken og en fællesstue i underetagen. Overetagen rummer kontorer og et aktivitetsrum.
Mark afsoner en dom for en række forbrydelser såsom grov vold, trusler, afpresning, og røveri. Huset, han bor i, er den åbne del af Søbysøgård Fængslets ungdomsafsnit.