URK: Først i ligeværdigheden opstår reelle fællesskaber

Af Amalie Utzon
Landsformand, Ungdommens Røde Kors

Det er ikke pænt at prale, men i Ungdommens Røde Kors er vi dygtige til at få alle med. Over vores vifte af aktiviteter oplever børn og unge, som ikke tidligere har været en del af et positivt fællesskab, at være med og blive forpligtet. Det er børn og unge, som ikke tidligere har oplevet at være noget særligt for nogen – eller at blive mødt med positive forventninger fra deres omgivelser. Hvert år engagerer vi 17.000 børn og unge på vores aktiviteter.

Tålmodighed, tilpasningsevne og dygtige ledere
På aktiviteterne engagerer vi unge, der ikke tidligere har været frivillige. På ferielejren starter du måske i køkkenet på dit første år, hvor opgaverne er klare, og hvor de garvede køkkenfolk guider dig godt ind i fællesskabet. På fodboldholdet for tidligere unge misbrugere får du ansvar for at huske boldene næste gang, så du føler dig ansvarliggjort og forpligtet til at komme igen.

Med en insisteren på, at det skal kunne lade sig gøre, bygger vores frivillige hver dag fællesskaber med nogen, der ikke ligner dem selv. Det kræver tålmodighed, tilpasningsevne og dygtige ledere – og det er ikke altid det letteste – men det kan lade sig gøre.

Den universitetsuddannede må og skal kunne se sig som ligeværdig med den unge hjemløse – også når det handler om at definere, hvordan madklubben skal fungere.

Amalie Utzon
Landsformand i Ungdommens Røde Kors

Det er især svært, når det kræver et opgør med, hvordan ”vi” – de traditionelle frivillige – opfatter Den Gode Aktivitet. Det kræver livtag med forestillinger om, hvad der er godt for nogen, og det kræver en absolut villighed til at se sig selv som ligeværdig. Den universitetsuddannede må og skal kunne se sig som ligeværdig med den unge hjemløse – også når det handler om at definere, hvordan madklubben skal fungere. Først i ligeværdigheden bygger vi reelle fællesskaber og venskaber, som holder. Og som gør både den universitetsuddannede og den hjemløses horisont en smule bredere.

Det skal kunne lade sig gøre – og det kan det heldigvis også i aktivitetsfællesskaberne.

Vigtigt med professionel ledelse
Jeg kunne også fortælle den stik modsatte historie – at vi ikke formår at engagere udsatte i vores fællesskab. For ser man på vores traditionelle foreningsstrukturer – vores landsmøde, bestyrelse og sekretariat – ser man en absolut foreningsklassisk og homogen flok. Ressourcestærke og ambitiøse unge mennesker, som gerne vil udvikle foreningen Ungdommens Røde Kors.

I mange år så jeg det som et tegn på fiasko. At vi ikke var lykkedes, så længe den unge hjemløse ikke sad til vores landsmøde, og når alle i bestyrelsen mere eller mindre kom med samme uddannelsesbaggrund.

I dag ser jeg anderledes på det. Ikke fordi, jeg ikke har ambitionen om, at alle skal føle sig forpligtede til at deltage aktivt i vores fællesskab – men fordi, vores fællesskab ikke er gjort af de strukturer, som gør en traditionel forening.

Fællesskabet i vores – og i en række andre sociale organisationer – er gjort af de nære aktivitetsfællesskaber. De eksisterer, fordi vi har en central struktur med en skarp bestyrelse og et professionelt sekretariat, der igangsætter og understøtter dem. Men vores succes ligger i, at en tidligere misbruger møder op med et net bolde. Ikke i den perfekt sammensatte bestyrelse.

Et nyt foreningsbegreb
Derfor giver det også ringe mening at holde fast i et foreningsbegreb, som skaber succes og plads til dem, der i forvejen har let ved at tale i større forsamlinger, og som i store træk er ressourcefulde og ambitiøse. Vi måler stadig graden af foreningernes succes efter, hvor mange betalende medlemmer, de har, og efter, hvor tæt de lægger sig op af det parlamentariske system i deres virke.

Det holder ikke. For civilsamfundet har sin egen viltre og fandenivoldske logik. Civilsamfundet er bygget af folk, der handler. Det ser vi, når enkeltpersoner sidste efterår kørte til Rødby med klapvogne og varm kaffe til de flygtninge, der krydsede grænsen. Om man bryder sig om det eller ej, var det et vink med en vognstang til os etablerede foreninger, om at vi er for sløve til at engagere folk, der vil gøre en forskel nu og her.

Hvis du først skal være betalende medlem og engageret i en lokalforening for at få lov at gøre en forskel nu og her, er behovet for længst forbi, når du har betalt og været til dit første møde i lokalforeningen. Det går ikke.

I år arbejder Ungdommens Røde Kors derfor med at forny foreningsbegrebet med os selv som udgangspunkt. Vi vil finde nye måder at vise og måle vores succes på. Vi skal insistere på, at det ikke skal kræve et medlemskab at være en del af fællesskabet, og vi skal bygge en organisation op om de nære fællesskaber i stedet for om en generalforsamling. Det er håbet, at vi kan bygge en ramme, hvor unge kan engagere sig og drive lokal forandring – uanset deres udgangspunkt.