VedvarendeEnergi: Social retfærdighed skal prioriteres højere i den grønne omstilling

Det er en stor anerkendelse for Danmarks grønne omstilling, at Dan Jørgensen nu er udnævnt som formand for Det Internationale Energiagenturs (IEA) nye globale energikommission, som har fokus på en socialt retfærdig omstilling til vedvarende energi. Også i Danmark har vi behov for mere fokus på ulighed og en socialt retfærdig omstilling med borgernes aktive deltagelse og medbestemmelse.

Da de første vindmøller blev bygget i Danmark, var motivationen ikke kun vedvarende energi og et supplement til ”atomkraft – nej tak”. Tanken med vindmøllerne var også, at strømmen kunne produceres decentralt med lokalsamfundet som ejer og beslutningstager, både ift. placering af møllerne og fordeling af overskuddet. I dag bliver de store vindmølleparker bygget af store konsortier og finansieret af kapitalfonde.

Et demokratisk problem
At pensionsselskaber flytter deres penge fra fossile til grønne investeringer, giver lige nu et vigtigt momentum for en hurtig grøn omstilling. Problemet er, at værdiskabelsen bliver meget koncentreret. Det er et demokratisk problem, fordi beslutninger bliver fordelt på færre personer. Desuden bidrager de nuværende investeringsmønstre til en koncentration af formuer. To af regeringens prestigeprojekter inden for den grønne omstilling kan tydeliggøre problemet: energiøer og affaldssortering.

Energiøer er konceptnavnet for store vindmølleparker, der skal bygges langt ude i Nordsøen og i Østersøen ved Bornholm omkring kunstige øer. De kommer til at øge elkapaciteten og understøtte den yderligere elektrificering af vores energiproduktion. De kan give strøm til bl.a varmepumper, elbiler og brintproduktion.

Bør sikre en bred ejerkreds
Det er en god udvikling. At man kunne bygge mange af vindmøllerne billigere på land, er man på det politiske niveau p.t. ikke interesseret i at diskutere. Derfor er en vigtig diskussion, som jeg vil tage op her er, hvem der skal eje og drive de kommende energiøer.

Som nyt ”væksteventyr” ville det være oplagt at have staten, tilknyttede kommuner, borgere og medarbejdere som medejere af energiøerne. På den måde kunne man sikre, at en bred ejerkreds har medbestemmelse over en så stor infrastrukturinvestering, og at en bred ejerkreds kan få direkte gavn af profitten. Et stort flertal i Folketinget besluttede i starten af februar, at staten skal eje majoriteten af Energiøerne. Men hvem skal eje de resterende 49,9%?

Hvis private investorer bliver ejere af energiøerne og havmøllerne, så fordeles profitten proportionelt efter investeringsvolumen. Det betyder, at dem der har mest i forvejen, i absolutte tal får den højeste gevinst. Det vil øge uligheden og vil ikke bidrage til en socialt retfærdig omstilling. Derfor er det vigtigt at diskutere ejerskabsstrukturen bag så store infrastrukturprojekter som energiøerne – både på verdensplan og her i Danmark.

Samtidig med at vindmøllerne i Nordsøen og Østersøen planlægges, har regeringen sammen med et stort flertal i Folketinget besluttet, at vores affald i højere grad skal sorteres og genanvendes i stedet for at forbrændes. Det er den rigtige vej at gå. Vi skal fra smid-væk-kultur til mere reparation og genanvendelse. Udfordringen kommer dog igen, når vi ser på ejerskabsfordelingen.

En fælles ressource
Når vores daglige affald bliver hentet i dag, så er det kommunerne, der håndterer affaldet. Det betyder, at affaldet bliver til en fælles ressource. Den værdi, som kommunen kan få ud af affaldet, er til gavn for os alle. En stor del bliver genanvendt mens lidt under en tredjedel bliver brændt og leverer op mod 25 pct. af den danske fjernvarme. Vores fælles affald bliver til ressourcer i offentligt-private samarbejder og til varme i vores huse.

Fremover skal to centrale, privatejede affaldssorteringsanlæg håndtere hele Danmarks affald. Igen: mere sortering er den rigtige vej at gå. Men ved at ”overdrage” vores affald til privatejede affaldssorteringsanlæg, bliver vores affald og værdien af det reelt privatiseret. Værdiskabelsen flyttes fra at gavne den brede befolkning (bl.a. varme i boligerne) til at gavne ejerne af sorteringsanlæggene, som kan opkræve affaldsgebyrer og videresælge sorteret affald. Det er uklart hvordan kommunerne skal indsamle affaldet og overdrage det til sorteringsanlæggene. Men der er en stor fare for, at værdiskabelsen også her bliver koncentreret på færre hænder end før.

Regeringens partnerskaber med erhvervslivet bringer gode ideer frem, som kan bruges til at understøtte en hurtig grøn omstilling. Men tekniske løsninger kan ikke stå alene. Regeringen og partierne i Folketinget bør i højere grad diskutere ejerskab og fordelingen af de værdier, der skabes med de kommende grønne løsninger. Det bliver spændende at følge med i IEAs nye energikommission og dens anbefalinger til en socialt retfærdig grøn omstilling med borgerne i centrum. Anbefalinger om mulige ejerskabsstrukturer og profitfordeling bliver forhåbentlig en del af forslagene og får forhåbentlig også mere opmærksomhed i Danmark.