Brandmænd hædret for at redde mindst syv menneskeliv

Den Danske Redningsberedskabspris 2019 går til de fire brandmænd, som rykkede ud til en brand på Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro, som sidste år kostede tre kvinder livet.

Jakob Riis
Jakob Riis (53) Adm. direktør, Falck, fhv. koncerndirektør for USA, Novo Nordisk
Nils Borring
Nils Borring (60) Borgmester (S), Favrskov Kommune

"Hurtig tænkning og mange års erfaring gjorde det muligt for de fire brandmænd at komme de nødstedte til undsætning, på trods af svære omstændigheder. Brandslukning er et holdarbejde, men disse fire gjorde en helt afgørende forskel den fredag aften: Med deres førsteindsats reddede de mindst syv menneskeliv – og formentlig flere."

Sådan begrunder Beredskabsforbundet sin tildeling af dette års udgave af Den Danske Redningsberedskabspris til holdet, der rykkede ud til en brand på plejehjemmet Farsøhthus i Allingåbro i august sidste år. En brand, som kostede tre kvinder livet.

De fire brandmænd, som tog opgaven på sig, er holdleder Mikkel Julsgaard Schmidt, holdleder Jan Lindrup Nielsen, holdleder René Salling Rasmussen og brandmand Hans Steffensen.

De er alle ansat hos Beredskab & Sikkerhed, det fælleskommunale beredskab, som ejes af Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner.

Formand for Beredskab & Sikkerhed og borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, er stolt over, at det netop er de fire, der modtager prisen.

"Der er ingen tvivl om, at vores fire brandmænd kan være stolte over deres indsats. Vi er i hvert fald stolte af dem, og prisen er yderst velfortjent. En indsats som denne er noget helt særligt og er formentlig kun noget, man oplever ganske få gange i livet. Hos Beredskab & Sikkerhed er vi derfor meget taknemmelige over, at deres indsats bliver hædret med Den Danske Redningsberedskabspris."

Prisen blev overrakt fredag 4. oktober af koncernchef i Falck, Jakob Riis, som trådte til i stedet for kultur- og kirkeminister Joy Mogensen. Det skete ved en højtidelighed i Holmens Kirke i København.

Med prisen følger et beløb på 25.000 kroner. Beslutningen om, hvem der skal tildeles prisen, træffes af en komité bestående af: Beredskabsforbundet, Falck, Danske Beredskaber, Beredskabsstyrelsen, Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk, Sønderjysk Frivillig Brandværnsforbund, Det Offentlige Beredskabspersonales Landsforbund, FOA og 3F.

Tilbage til navnenyt »

Prøv sundhed gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement