Naser Khader er stenen i skoen på Papes statsministerdrømme

Meningsmålingerne taler deres klare sprog: Balladen i Venstre koster.

Sammenlignet med det gode valgresultat på 23,4 procent i 2019, har partiet i indeværende år ikke været over 14 procent i meningsmålingerne.

Til gengæld stormer Konservative frem. I Berlingske Barometers vægtede gennemsnit lå partiet på 12,1 procent af stemmene ved seneste opgørelse 7. februar. Og det skal sammenlignes med et valgresultat på 6,6 procent.

Ikke alene indhenter Konservative Venstre – rent faktisk ser det ud til, at de er ved at overhale. I hvert fald, hvis man skal tro den seneste Voxmetermåling fra midten af februar. Her ligger Konservative til 12,9 procent af stemmerne mod kun 11,8 procent til Venstre.

Det er store brydninger, der er i spil. Om tendensen fortsætter, kommer i høj grad an på Venstres håndtering af den aktuelle krise. Indtil videre er det ikke ligefrem gået fremragende. Knap havde Støjberg kundgjort sit exit, førend Venstre i forbindelse med forhandlinger om statsborgerskab fremkom med et forslag om, at alle, der ønsker dansk statsborgerskab, skal igennem en personlig samtale, som har til formål at klarlægge, om man "har danske værdier".

Hvis man som følge af Støjbergs exit havde håbet på at få noget af det gamle liberale Venstre tilbage, så skal man tilsyneladende se langt efter det. Og hvis Venstre med den strategi håber at genvinde fodfæste og lokke nogle af de mange, der har forladt partiet, tilbage, skyder de sig selv godt og grundigt i foden. Det er jo ikke kun Støjberg-støtter, som har forladt Venstre. Vælgerflugten skyldes med al sandsynlighed ikke mindst mængden af fnidder, personkrige og manglende evne til at bryde uenigheder internt i det gamle hæderkronede parti, som i sin tid stod på skuldrende af den grundtvigske ordenlighed og menneskelige dannelse.

Valget af strategi bliver altså afgørende for, om Venstre fortsætter rutschebaneturen nedad. Hvis de gør, er der for alvor god grund til at spørge, om blå bloks næste statsministerkandidat slet ikke hedder Jakob Ellemann Jensen, men Søren Pape Poulsen.

Hvis borgerne skal kunne forestille sig, at den næste statsminister kunne være Søren Pape Poulsen, så kræver det, at partiet fremlægger en vision for, hvad det er for et Danmark, partiet kæmper for.  

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

Det afhænger af flere ting. Nogle taler imod, andre taler for.

Lad os tage udfordringerne først. Hvis Konservative vil gøre sig forhåbninger om rent faktisk at kunne stille med en statsministerkandidat til næste valg, så skal de snart i gang med de politiske markeringer. Ikke kun i relation til corona og genåbning.

Hvis borgerne skal kunne forestille sig, at den næste statsminister kunne være Søren Pape Poulsen, så kræver det, at partiet fremlægger en vision for, hvad det er for et Danmark, partiet kæmper for.

Vi er med på, at Konservative er det grønneste parti i blå blok, og at der er noget med nogle ejendomsskatter, der skal ned, og nogle fængselsstraffe, der skal op. Men hvad ellers? Hvordan vil partiet helt konkret løfte 70 procent-målsætningen i forhold til reduktion af CO2-udslip?

Hvor står de egentlig på værdipolitikken, særligt på udlændingeområdet? Skal vi tage Marcus Knuths lettere rabiate holdninger for den officielle konservative linje? Hvad med uddannelse? Hvad med de liberale erhverv, ikke mindst de selvstændige og iværksætterne?

Kort sagt: Hvis Konservative skal gøre sig forhåbninger om at stille med et statsministerkandidatur, så skal de begynde at skabe fortællinger om det samfund, de drømmer om – og som de vil have danskerne til at drømme om også.

For det andet, men ikke mindre alvorligt, går Konservative aktuelt rundt med en meget stor sten i skoen. Den hedder Naser Khader.

Han er et løsgående missil, som på de sociale medier opfører sig lettere rabiat. Som da han i efteråret beskyldte forsvarsadvokat Mette Grith Stage for at have et medansvar, hvis hendes klient, en syrienskriger, skulle begå terror i Danmark igen. Eller da han for nylig på Facebook hovmodigt stillede spørgsmålstegn ved to forskeres (med ph.d.-grader) forskningskompetencer, fordi han var politisk uenig i deres analyse af en tekst, som en sigtet i en terrorsag havde skrevet på Facebook.

Naser Khader kan simpelthen ikke styre sin frustration og sit sprog, når han konfronteres med hændelser eller udtalelser, som han er politisk uenig i. Særligt på retsområdet, som han jo er ordfører for.

Hans sprog er ikke bare tilspidset, men decideret krænkende. Det er et alvorligt problem for Konservative, og et problem, Søren Pape Poulsen bliver nødt til at håndtere, skulle han gå efter landets højeste embede.

Men vi skulle jo også tale om potentialerne. Jeg kan i hvert fald få øje på ét.

Søren Pape besidder nemlig noget meget væsentligt, som hverken Jakob Ellemann eller Mette Frederiksen er i nærheden af: folkelighed.

Søren Pape Poulsen er loveable. Det kan blive hans store fordel, hvis han kommer i en situation, hvor han skal overbevise danskerne om, at han er Danmarks næste statsminister. 

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

Jakob Ellemann er med sin soldaterbaggrund og sit nordsjællandske ophav milevidt fra at være det, man kan kalde en folkets mand. Men han forsøger heller ikke at være det, og det skal man anerkende ham for.

Mette Frederiksen, som nok er den mindst folkelige socialdemokratiske statsminister, Danmark har haft i årtier, forsøger derimod med sine opslag på de sociale medier om makrelmadder, håndboldeufori og vinduespudsning desperat at fremstå, som var hun født ud af folkets jævne skød. Lige så grinagtigt det er for dem, der gennemskuer det, ligeså alarmerende er det, at det rent faktisk virker. Det viser antallet af likes på hendes opslag.

Men sandheden er, at hun slet ikke er i nærheden af den folkelighed, som Svend Auken eller Anker Jørgensen havde. Det er ikke noget, man kan købe sig til eller foregive gennem billeder på sociale medier. Det er noget, man har. Og det viser sig i det menneske, man er, og den adfærd, man praktiserer – ikke mindst over for andre mennesker. Det er ikke noget, der forstås rationelt af modtageren, men noget, som mærkes. Havde Mette Frederiksen folkeligheden boende i sig, ville hun slet ikke have brug for den mægtige indsats på de sociale medier.

Søren Pape Poulsen, derimod, har det. Han udstråler en folkelighed, som var han én af os. Han giver indtryk af naturlig imødekommenhed, jordbundethed og hjertelighed. Han har en umiddelbarhed, vi som mennesker kan genkende fra vores hverdagsrelationer.

Jeg husker en episode fra Justitsministeriet, da han var justitsminister, og jeg var retsordfører fra Alternativet. Vi sad til forhandlinger, og som altid var der kage på bordet. Søren Pape Poulsen, som ellers altid normalvis tog for sig af de søde sager, lod kagefadet passere, hvilket ikke undlod at blive bemærket. Til det fortalte han, at han kort forinden havde været til et arrangement med nogle borgere. Fordi han havde taget på i vægt over nogen tid, var en af knapperne i hans skjorte sprunget, hvilket han havde forsøgt at skjule med sit slips. Men en ældre kvinde havde opdaget det, og uden blusel kommenteret, at maven vist var vokset lidt. Det havde fået ham til at træffe en beslutning om, at nu skulle han tabe sig.

Historien skabte stor morskab rundt om bordet. Ikke kun fordi billederne af skjorten med den manglende knap, og det forgæves forsøg på at skjule det med slipset kørte for de indre hornhinder. Men også fordi Søren Pape Poulsen fortalte historien med tilpas selvironi til, at man i det øjeblik ikke kunne andet end at holde af ham.

Søren Pape Poulsen er loveable. Det kan blive hans store fordel, hvis han kommer i en situation, hvor han skal overbevise danskerne om, at han er Danmarks næste statsminister. Men skal han overhovedet komme dertil, står opgaverne i kø: et opgør med Venstre, en tydelig politisk fortælling og en stram styring af interne anarkister.