Carolina M. Maier: Ellemann på katastrofekurs kan sende Venstre ud af magten i dansk politik

KOMMENTAR: Jakob Ellemann-Jensens manglende vilje til at udtale kritik af næstformand Inger Støjberg oven på Instrukskommissionens delberetning er en åben invitation til mange år med Socialdemokratiet ved regeringsmagten. 

Mandag kom endelig den længe ventede delberetning fra Instrukskommissionen, som undersøger forløbet omkring Støjbergs ulovlige instruks.

Delberetningen bød på dybt alvorlige og for Støjberg meget belastende konklusioner: Dels, at den meget omtalte instruks ikke bare var ulovlig, men at den var klart ulovlig; dels, at Støjberg overhørte advarslen om, at den praksis, hun udbad sig, var ulovlig; og dels, at Støjberg har løjet over for Folketinget.

Det egentligt interessante bliver nu naturligvis, hvilke konsekvenser Instrukskommissionens delberetning kommer til at få for ikke bare Støjberg, men hele Venstre og, ikke at forglemme, for regeringspartiet. Der står nemlig umådeligt meget på spil for både Støjberg, Ellemann og Frederiksen.

Med udgangspunkt i mandagens politiske reaktion på delberetningen, tyder alt i måne og stjerner på, at sagen kommer til at decimere Venstre som det førende oppositionsparti, og at den samtidig vil styrke Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ikke bare nu og her, men i lang tid fremover.

Hvorfor så det? Jo, for det første fordi Venstres reaktion på delberetningen, da den kom mandag, var så ualmindeligt ubegavet.

Først og fremmest fordi Støjberg fik lov til at fremture på enhver mulig platform, smilende og arrogant, med det budskab, at delberetningen påviser, at hun ikke har givet en direkte ulovlig ordre, og at hun derfor med al ret og ære kan fortsætte som Venstres næstformand.

Det er korrekt, at kommissionen skriver, at den ikke har grundlag for at konkludere, at Støjberg kom med en tjenestebefaling om at iværksætte en ulovlig adskillelse. Men den skriver altså også, at embedsværket handlede i overensstemmelse med hendes ønske om en undtagelsesfri praksis – den praksis, vel at mærke, som hun jo blev advaret imod af sine embedsmænd.

Det er helt sindssygt, ikke bare at Støjberg ikke evner at udvise bare en flig af personlig og politisk ydmyghed over for så alvorlig kritik (som potentielt kan ende med en dom for at have overtrådt ministeransvarlighedsloven, såfremt der kommer en rigsretssag ud af det), men også at Venstre tillader hende at stå der og afvise kritikken så overmåde arrogant.

Det blev kun værre, da Jakob Ellemann-Jensens reaktion på delberetningen var at læse på hans Facebook-side lidt op ad dagen. Her var flere ting påfaldende.

Dels, at han endnu ikke havde ’haft tid’ til at læse beretningen. Det må undre, at Støjberg, som har haft mulighed for at læse beretningen forlods, ikke har orienteret sin formand om dens indhold.

Det må også undre, at det tilsyneladende ikke er tilfældet, at han kaster alt, hvad han har i hænderne mandag formiddag, for at få sine embedsmænd til at give ham et fyldigt referat af rapporten.

Påfaldende er også, at han i Facebook-opslaget understreger, hvad der for ham er væsentligt: Nemlig at kommissionen er nået frem til, at Støjberg ikke har givet en direkte ordre til sine embedsmænd, som strider mod loven. Altså Støjbergs eget argument revisited.

Venstre er med Elleman-Jensen ved roret stille og roligt i gang med at skrive sig selv ud af en bærende magtposition i dansk politik. Dels på grund af uviljen til at konfrontere Støjberg ovenpå så massiv kritik. Og dels på grund af det åbenlyse hykleri, partiet præsterer ved på én og samme gang at råbe op om en kommissionsundersøgelse af minksagen, samtidig med at hånden holdes over instrukssagen.

Venstres katastrofale strategiske valg i disse tider er en åben invitation til ikke bare fire år mere, men mange flere år med en stærk socialdemokratisk regering. Var jeg politisk rådgiver for Venstre (ja, jeg ved det ikke ønskes, så vi leger bare), så ville jeg give fire helt konkrete anbefalinger:

1) Fratag Støjberg næstformandskabet og ordførerskaber as we speak. Hellere i går end i dag. Det vil givetvis skubbe hende i armene på Nye Borgerlige, men skaden i form af mistede vælgere vil være meget mindre, end Venstre frygter, tror jeg.

2) Vær principielle og støt op om en undersøgelseskommission i både mink- og instrukssagen.

3) Kom ind i kampen på den grønne dagsorden – her står Socialdemokratiet meget svagt lige nu.

4) Gør op med de indskrænkninger i de borgelige frihedsrettigheder, som partiet selv gennemførte i sidste regeringsperiode (burkalov, smykkelov, håndtrykspåbud og så videre). Det har aldrig været en skam at indrømme egne politiske fejl.

Som om det ikke var nok med Venstres selvudslettende reaktion på Instrukskommissionens beretning, får Socialdemokratiet også uventet hjælp af Enhedslisten. For sagen er jo også speget for regeringspartiet på grund af den grundlovsstridige minkaflivningsordre. Det er svært for Socialdemokratiet at bakke fuldtonet op om en rigsretssag mod Støjberg, når de på samme tid selv øjner et lignende krav, såfremt den netop aftalte granskningskommission skulle resultere i en tilsvarende alvorlig kritik af regeringens ageren i minksagen.

Enhedslisten har på baggrund af Instrukskommissionens delberetning ønsket, at uvildige advokater redegør for, hvorvidt beretningen giver anledning til at rejse en rigsretssag. Dette krav støtter Socialdemokratiet nu, hvilket har givet dem et pusterum fra at skulle forholde sig til et meget mere kontant krav - nemlig et krav om en rigsretssag.

Selvom der intet fortænkt er i at ønske, at uvildige advokater gennemgår delberetningen med henblik på at rådgive Folketinget, om der er materiale nok til en rigsretssag, så er det alligevel ærgerligt, at Enhedslisten med denne ageren har givet Socialdemokratiet en livline.

For det første fordi adskillige juridiske eksperter allerede mandag udtalte, at der er materiale nok i beretningen til en rigsretssag.

For det andet fordi Socialdemokratiet nu får mulighed for at anvende en eller anden teknisk undskyldning for ikke at støtte en rigsretssag.

Ingen ved jo, hvad de uvildige advokater vil konkludere, men hvis det nu viser sig, at deres konklusion indeholder en eller anden form for teknisk forbehold, så skal jeg gætte meget forkert, hvis ikke Socialdemokratiet vil bruge det som krog til at legitimere et nej til en rigsretssag. Og så findes flertallet for en rigsretssag ikke.

Havde Enhedslisten sammen med de øvrige støttepartier dermed allerede i mandags, da delberetningen udkom, krævet Socialdemokratiets ja eller nej til en rigsretssag, ville regeringspartiet have haft meget svært ved at sige nej. Djævlen findes i detaljen.

Lad os håbe, detaljen ikke vinder over retsstatens principper og det demokrati, alle vi borgere sætter vores lid til, hver gang vi sætter et kryds på den lange liste af mennesker, der altid lover os at være demokratiets vogtere. 

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Marie Krarup: Tro på sundhed, demokrati og menneskerettigheder kan udgøre en ateistisk sharia Marie Krarup: Tro på sundhed, demokrati og menneskerettigheder kan udgøre en ateistisk sharia Næste artikel Tarek Hussein: Kravet om samfundssind gælder åbenbart kun muslimer Tarek Hussein: Kravet om samfundssind gælder åbenbart kun muslimer
Rigsretten punkterer Løkkes drøm om den magiske midte

Rigsretten punkterer Løkkes drøm om den magiske midte

ANALYSE: Med sit nej til en rigsretssag har den nye LLR-bevægelse for første gang meldt ud om konkret politik. Den placerede sig et andet sted end alle andre midterpartier. Det er et varsel om hverdagens realiteter, hvis Løkkes nye folkebevægelse bliver til et parti.