Eksperter: Kommission skærer pligten til at sige fra mere ud i pap for embedsmændene

Ny beretning fra Instrukskommissionen tydeliggør, hvor meget embedsmænd skal gøre for at sige fra over for en minister, der udsteder en klart ulovlig ordre, vurderer juraeksperter. "Et wake-up-call", siger Pernille Boye Koch.

Tidligere afdelingschef Lykke Sørensen havde protesteret og mundtligt advaret tidligere udlændingeminister Inger Støjberg mod en ulovlig instruks. Men det var ikke tilstrækkeligt, vurderer Instrukskommissionen.
Tidligere afdelingschef Lykke Sørensen havde protesteret og mundtligt advaret tidligere udlændingeminister Inger Støjberg mod en ulovlig instruks. Men det var ikke tilstrækkeligt, vurderer Instrukskommissionen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund Birk Sebastian Kotkas

Den sidste beretning fra Instrukskommissionen bør være en brat opvågning for embedsværket i forhold til at sige mere tydeligt fra over for politiske ordrer, der er klart ulovlige.

For kommissionen er usædvanlig klar i spyttet, når det kommer til at vurdere embedsmænds ansvar i instrukssagen, vurderer Pernille Boye Koch, forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder.

“Det er et wake-up-call i forhold til nogle af de andre sager, der har været. Den gør det meget tydeligt for embedsværket, at man bliver nødt til at stå meget stærkt på embedsmandsnormerne,” siger Pernille Boye Koch, der forsker i embedsmandsnormer og ministeransvar.

I beretningen konkluderer Instrukskommissionen, at fem embedsmænd har tilsidesat deres pligter som embedsmænd så groft, at de kan drages til ansættelsesretligt ansvar i sagen om adskillelse af unge asylsøgende par.

Det drejer sig om to afdelingschefer og en kontorchef i det daværende Udlændinge-, Integrations- og Boligministerium samt to daværende chefer i Udlændingestyrelsen.

Kommissionen konstaterer da også om det faktiske forløb, at der er "indikationer på, at embedsværket - selv i en situation, hvor en instruks er klart i strid med grundlæggende retsprincipper - er tilbageholdende med at sige klart fra og i stedet går for langt for at imødekomme ministerens beslutning".

En milepæl for embedsværket
Også professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, Michael Gøtze vurderer, at beretningen giver embedsværket nogle tydeligere pejlemærker for, hvornår de skal stritte imod en ministers ordrer.

“Jeg synes, der bliver sat nogle streger, som er klarere, end vi er vant til, og det har der været et behov for længe. Instrukskommissionen er mere operationel og direkte i sin ansvarsvurdering,” siger han.

Det er særligt tydeligt i vurderingen af tidligere afdelingschef Lykke Sørensen og tidligere kontorchef Jesper Gori fra departementet, mener Michael Gøtze.

“Jeg synes, kommissionen sætter barren relativt højt. Der har været interne kampe, konfrontation og dårlig stemning, men Lykke Sørensen og Jesper Gori har stadig ikke gjort nok, så i den forstand vil jeg sige, at der kræves ret meget,” siger han.

Jeg tænker, det er en af kommissionens mere principielle læresætninger. At hvis man som embedsmand får en ordre om noget, som er klart ulovligt, så er det altså ikke nok at råbe op. Man skal gøre det i skriftlig form.

Pernille Boye Koch, Forskningschef, Institut for Menneskerettigheder

En aktiv handlepligt
Kommissionen går endnu videre og slår fast, at en embedsmand, der bliver bekendt med klare ulovligheder skal sige fra og søge at forhindre den ulovlige tilstand i at blive etableret - eller søge ulovligheden bragt til ophør.

Det viser sig helt konkret i kommissionens vurdering af ansvar for flere chefer i Udlændingestyrelsen.

“Jeg tror virkelig, at det bliver en milepæl for embedsværket, fordi det bliver skåret så meget ud i pap, at du ikke bare kan undgå et eventuelt ansvar ved at råbe op over for din overordnede. Du bliver nødt til at gøre mere. Du har faktisk en aktiv handlepligt,” siger Pernille Boye Koch, der også er tidligere lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet.

Kommissionen bemærker desuden, at embedsværkets pligter i en sådan situation ikke er opfyldt ved alene på ”de indre linjer” eller ”i kulissen” at forsøge over tid at få bragt en ulovlig tilstand til ophør.

Kommissionen skriver andetsteds, at det vil være en misforståelse af embedsmandens lydigheds- og loyalitetsforpligtelse at tro, at embedsmanden i tilfælde af i hvert fald klare ulovligheder skal bidrage til at bringe sin minister “sikkert i mål” ved for eksempel at medvirke til at dække over en situation.

“Lydigheds- og loyalitetspligten må i sådanne situationer vige for sandhedspligten og embedsmandens pligt til at handle inden for gældende ret,” skriver kommissionen, der bemærker, at embedsmandens loyalitet overfor myndigheden eller staten her træder i stedet.

Også Michael Gøtze finder vurderingen af de ansatte i Udlændingestyrelsen interessant.

“Her går de meget operationelt ind og siger, hvad man skal gøre for at have strittet tilstrækkeligt imod for at komme ud af den røde zone. Og der kræves helt konkret, at de hurtigere skulle have genoptaget sagerne og rettet op, da de indså, at det var klart ulovligt,” siger Michael Gøtze.

Styrelser tættest på borgerne
Pernille Boye Koch mener desuden, at et af de mere åbne spørgsmål på forhånd var, om pilen pegede mest i retning af folk i departementet eller i styrelsen.

Jeg synes, der bliver sat nogle streger, som er klarere, end vi er vant til, og det har der været et behov for længe.

Michael Gøtze, Juraprofessor, Københavns Universitet

Kommissionen konstaterer da også, at Udlændingestyrelsen har været under et enormt pres fra departementet, der har gjort det vanskeligt for styrelsen at agere.

“Men det virker til, at kommissionen også understreger, at det på den anden side er styrelsen, der administrerer ordningen og er tættest på de borgere, det går ud over. Så det er også der, at man med egne øjne kan se de konsekvenser, som den ulovlige ordning kan få for de involverede personer. Så også af den grund har man et selvstændigt fagligt ansvar som højtstående embedsmand i en styrelse,” siger Pernille Boye Koch.

Sig fra på skrift
Flere af de involverede embedsmænd burde desuden have indset, at de skulle have sikret sig skriftlig dokumentation undervejs i forløbet, mener Instrukskommissionen. Eksempelvis ved at gentage rådgivning skriftligt, ved at udarbejde mødereferater eller lave en egentlig skriftlig advarsel eller redegørelse.

“Jeg tænker, det er en af kommissionens mere principielle læresætninger. At hvis man som embedsmand får en ordre om noget, som er klart ulovligt, så er det altså ikke nok at råbe op. Man skal gøre det i skriftlig form,” siger Pernille Boye Koch.

Michael Gøtze hæfter sig også ved kommissionens meget klare bemærkninger om skriftlighed, men han anerkender også, hvorfor det kan være et svært dilemma, som embedsmand at stå i.

“Det vejer klart tungere, når man siger fra med et skriftligt grundlag, men så er den gode stemning jo også for alvor ødelagt. Så er man ikke bare en irriterende jurist, der siger det modsatte hele tiden, så er man i direkte konflikt med sin minister. Men det siger kommissionen, at man skal gøre, når det er så tilspidset, som i denne her sag,” siger Michael Gøtze.

Læs også

Folketinget ført bag lyset
Flere af embedsmændene får kras kritik for deres medvirken til at give misvisende oplysninger til Folketingets Ombudsmand og for at have bidraget til, at der blev givet urigtige oplysninger til Folketinget.

“Det er en cementering af sandhedspligtens betydning og måske en skærpelse af, hvad der skal til, for at man lever op til sandhedspligten,” vurderer Pernille Boye Koch.

Kommissionen skriver, at det billede, der tegner sig i denne sag, giver kommissionen “anledning til at præcisere rækkevidden af sandhedspligten for embedsværket”.

Embedsmænd kan principielt pådrages et ansvar på to forskellige måder som følge af sandhedspligten i forbindelse med, at en minister afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget.

Det kan ske ved, at embedsmanden deltager aktivt i konstruktionen af den urigtige eller vildledende oplysning, men det kan også ske ved, at embedsmanden ikke har gjort tilstrækkeligt for at forhindre, at en minister afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget.

Næste step for embedsmændene
Michael Gøtze understreger, at beretningen kun er første halvleg for de fem embedsmænd, der, ifølge kommissionen, kan stilles til ansættelsesretligt ansvar.

Anden halvleg består i, at der skal føres ansættelsesretlige sager, eventuelt en tjenestemandsundersøgelse, hvis der skal gennemføres disciplinære sanktioner over for de involverede embedsmænd. Sanktioner, der kan spænde fra en irettesættelse til forflytning, degradering eller ultimativt en fyring.

Og fra Pernille Boye Koch er vurderingen, at der ikke nødvendigvis vil blive gennemført en disciplinærsag mod alle fem embedsmænd.

Selv om kommissionen giver embedsmændene et rap over nallerne, så kan der for embedsværket som helhed være noget godt at hente i beretningen, mener Michael Gøtze.

“Der kan ligge en vis form for beskyttelse i, at man skærper lidt, hvad der så kræves, når man som embedsmand skal sige fra. Det bidrager til mere afklaring om nogle grundprincipper, og embedsmændene vil måske fremover kunne henvise til retningslinjerne i Instruks-sagen og bruge dem som argument for, hvorfor man er nødt til at være meget genstridig overfor en minister i en sag som denne."

Læs hele beretningen fra Instrukskommissionen her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Gori

Juridisk rådgiver, Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lykke Sørensen

Politidirektør, Rigspolitiet, fhv. fungerende direktør, Kriminalforsorgen
cand. jur. fra Københavns Universitet i 1993