Tidligere departementschef efter minksag: Genopret embedsmændenes ansvar og faglige fokus

Forholdet mellem skiftende regeringer og embedsapparatet har længe givet anledning til debat. Der er løbende sket en række større eller mindre ændringer både i forholdet mellem ministre og embedsmænd og i den måde, regeringsarbejdet tilrettelægges og udføres på.

Med minksagen har denne debat nået sin foreløbige kulmination, og mange venter spændt på udkommet af det udvalg, der er nedsat med Karsten Dybvad i spidsen, som skal se på samspillet mellem politikere, embedsmænd og medier.

Tilrettelæggelsen af regeringsarbejdet har været gennem en række forandringer de seneste år. Da den nuværende regering tiltrådte, var der især fokus på statsministerens udnævnelse af en centralt placeret stabschef samt på, at regeringen tilsyneladende løbende udskifter en del almindelige embedsmænd med personer med politisk tilknytning til Socialdemokratiet, hvilket dog benægtes af regeringen.

Minksagen har imidlertid betydet, at opmærksomheden nu især er rettet imod, om der stadig er tilstrækkelig klarhed over, hvad der er embedsmændenes rolle i forbindelse med vigtige regeringsbeslutninger, ligesom sagen også har skabt opmærksomhed på de ændringer, der har fundet sted i relationerne mellem de enkelte ministerier - især mellem fagministerierne på den ene sige og Statsministeriet på den anden side.  

Hvad det sidste angår, var det et erklæret mål fra statsministerens side at styrke Statsministeriet og i højere grad lede og koordinere regeringsarbejdet herfra.

Uklarhed om ansvar

Igennem en årrække havde Finansministeriet opnået en status, der betød, at ministeriet ikke alene skulle godkende alle væsentlige beslutninger, men efterhånden udgik alle vigtige beslutninger også herfra, og udformningen af de konkrete initiativer var tillige i vid udstrækning flyttet fra fagministerierne til Finansministeriet.

Denne udvikling var med til at give skiftende regeringer et diffust og farveløst præg – Finansministeriets politik var nogenlunde den samme, uanset hvem der sad i regering. Dette har statsministeren ændret på ved at flytte de centrale beslutninger og koordineringen af regeringsarbejdet over i Statsministeriet.

Det vil altid give problemer, når der ikke er sammenhæng mellem faglig kompetence og ansvar på den ene side og beslutningskompetence på den anden side – når magt og indsigt ikke følges ad

Peter Loft
Fhv. departementschef, Skatteministeriet, folketingskandidat (LA)

Minksagen har vist, at beslutningen herom ikke er uden problemer. Statsministeriets ageren i denne sag har ifølge Minkkommissionen skabt forvirring om kompetence og ansvarsforhold. Opgaverne blev flyttet rundt mellem flere ministerier, så der var uklarhed om, hvem der egentlig var ansvarlig for processen, og det fagligt kompetente ministerium blev rangeret ud på et sidespor. Processen førte både til ansvarsforvirring og til ansvarsforflygtigelse.

Tilsvarende, om end måske knap så synlige, problemer fulgte også af den tidligere centralisering af magten i Finansministeriet, hvor der ofte heller ikke var den rette relation mellem dette ministerium og det fagligt kompetente – og ansvarlige – fagministerium. Det vil altid give problemer, når der ikke er sammenhæng mellem faglig kompetence og ansvar på den ene side og beslutningskompetence på den anden side – når magt og indsigt ikke følges ad.

At flytte magten tilbage til fagministerierne kan i dette lys forekomme besnærende, men det er næppe heller løsningen. Fagministerier ser verden fra deres egen synsvinkel. Det problem, et ministerium er sat i verden for at løse, vil i dette ministeriums optik være altopslugende. Regeringen vil derfor komme til at fremstå usammenhængende, ukoordineret og strittende i alle retninger. Specifikke interesser vil vinde over generelle hensyn.

Fokus på faglig rådgivning

Da den efterhånden herostratisk, berømte beslutning om minkene blev taget i regeringens koordinationsudvalg, var et stort antal embedsmænd, som bekendt, til stede. Uanset de vanskelige forhold, beslutningen blev taget under, har Minkkommissionen konkluderet, at de deltagende topembedsmænd gjorde sig skyldige i væsentlige tjenesteforseelser i denne forbindelse.

At udfaldet af minkbeslutningen blev så fatal, forekommer altså at være en kombination af en uhensigtsmæssig interministeriel arbejdstilrettelæggelse og af embedsmænd, der ikke levede op til deres arbejdsmæssige forpligtelser.

Hvis både politikere og embedsmænd har blikket rettet imod det politiske mål, er der ingen til at sikre, at dette nås på rette vis

Peter Loft
Fhv. departementschef, Skatteministeriet, folketingskandidat (LA)

Jeg har før i disse spalter peget på den udvikling, at topcheferne i ministerierne i vid udstrækning har fokus rettet imod den politiske rådgivning med det resultat, at der ikke levnes megen plads til eller interesse for den faglige rådgivning. Minksagen og de afhøringer, denne gav anledning til, forekommer at bestyrke denne påstand.

For mig at se er den eneste måde, man i fremtiden kan sikre sig imod tilsvarende fejltagelser, at reetablere det faglige fokus hos de øverste embedsmænd og tydeliggøre deres ansvar for den faglige rigtighed af de beslutninger, der træffes.

I en centraladministration, hvor det også i fremtiden vil være Statsministeriet, der har den afgørende koordinerings- og beslutningskompetence, er det vigtigt, at de embedsmænd, der er involveret i beslutningerne, er klædt på til og fokuseret på at sikre, at det faglige grundlag for beslutningen er til stede. Kun ved at fastslå embedsmændenes ansvar er det muligt at sikre, at beslutninger, som muligvis tages andre steder end dér, hvor den faglige kompetence er, lever op til de faglige krav.