Cepos: Concito er blandt de mest seriøse stemmer i klimadebatten

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef i Cepos

Samtidig med at Concito fylder ti år, fylder Garrett Hardins berømte artikel ”Fælledens tragedie” halvtreds. Begge handler langt hen ad vejen om det samme.

Garret tog udgangspunkt i en særlig klasse af problemer, eksemplificeret ved fælleden. En fælled er et fælles græsningsareal, udbredt før landboreformerne.

Problemet er i sin essens: Når en bonde sætter en ekstra ko på græs, tilfalder gevinsten ham, men omkostningerne i form af trængsel og overgræsning bæres af alle. Derfor ender fælleden med at blive overgræsset. Og bønderne ender i en situation, som er værre, end hvis adgangen blev begrænset.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at det stadig er individuelt rationelt for hver bonde at sætte flest mulig køer ind på fælleden.

En markedsfejl
Garrets hovedanliggende – at verdens befolkning er et fælledproblem – er for længst gået i glemmebogen. Men selve fælledproblemet er blevet stående. 

Anbefalinger er ultimativt set normativt rodfæstede. Og det grønne fokus medfører, at det kan være svært at afveje i forhold til andre områder end just det grønne.

Otto Brøns-Petersen

Klimaproblemet er også et fælledproblem – og i gigantisk målestok. Hvis jeg udleder drivhusgasser, deler jeg omkostningen med syv milliarder andre. Vi deler en fælles atmosfære og klimasystem. Mit incitament til at holde igen er derfor meget lille.

Markedsfejl, kaldes denne typer problemer ofte, fordi den forventede markedsligevægt svarer til en overgræsset fælled. Men fælleden går igen, når problemet flyttes til politisk regi.

Forhandlingerne mellem verdens lande er et fælledproblem, hvor det bedst kan betale sig at udlede selv og lade andre påtage sig byrden med at reducere. Og selv på den nationale scene med givne reduktionsmål er der et væld af fælledproblemer.

Den i sidste ende globale gevinst medfører, at den enkelte vælger eller beslutningstager ikke har noget stærkt incitament til at være velinformeret eller effektiv. Lobbyister har et incitament til at kapre dagsordenen, og politikerne har et incitament til at imødekomme dem. Aktivister har et incitament til at vælge forenklede og spektakulære budskaber.

God information
Garret anså fælledproblemer for teknisk uløselige. Konklusionen blev modificeret af blandt andre Elinor Ostrom. Men ingen bestrider, at fælledproblemer er vanskelige.

Skal fælledproblemer kunne løses, kræver det, at nogen er villige til at påtage sig at stille god information til rådighed for beslutningstagerne – fra vælgere til ministre – og at forsøge at få dem til at handle.

Sådan kan man se den rolle, Concito definerede for sig selv ved sin stiftelse. Og det er i den funktion, tænketanken har formået at blive blandt de mest seriøse stemmer i den klimadebat, som ikke er blevet mindre central i løbet de forgange ti år.

Det skorter vel at mærke ikke på organisationer i den debat. Det er, når det gælder seriøsitet, at Concito adskiller sig fra mange andre ”grønne organisationer”. Til det hører også at sætte emner på dagsordenen, som ikke nødvendigvis er alment populære. Det gælder eksempelvis atomkraft. 

Hvad er der af udfordringer for de kommende år?
Fælledproblemerne er der stadig.

Selv om der er indgået internationale aftaler, er de svagt funderede og ikke særlig virksomme. Danmark kan yde sit vigtigste bidrag ved påvirke den internationale udvikling. Paradoksalt nok har mange aktører på klimaområdet et meget snævert nationalt fokus.

Der er brug for de nøgterne stemmer i klimadebatten. Kampagneretorik og forestillinger om, at en katastrofe er nært forestående, er måske gode til at aktivere folk på den korte bane, men det risikerer at underløbe det permanente engagement og fjerne fokus fra reelle problemstillinger og effektive redskaber.

Den lidt mere grå virkelighed er, at problemerne ved et varmere klima ikke eksploderer fra den ene dag til den anden, samt at løsningerne må afvejes mod andre problemer. Den er også, at der ikke er et "quick fix", som kan bremse udledningen af drivhusgasser med meget kort varsel. Over 80 procent af verdens energi kommer fra fossile brændsler.

Virkeligheden er også en risiko for at vælge initiativer, som samlet koster mere end de klimagevinster, de skaber.

For Concito ligger der en begrænsning i, at tænketankens fokus er på det grønne område, og at den ikke har et idémæssigt udgangspunkt. Uden det sidste er det svært at komme med anbefalinger – anbefalinger er ultimativt set normativt rodfæstede. Og det grønne fokus medfører, at det kan være svært at afveje i forhold til andre områder end just det grønne.

Udfordringen må være at gøre sig begrænsningen klart – og også se dens styrker.

Held og lykke med de næste vigtige ti år.