Concito: Klimamål skal fremme ansvarlighed over tid og sted

Af Jarl Krausing
International chef i Concito

Diskussionen om klimamål dækker over langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvilket Danmark vil vi skabe for os selv og ikke mindst vores børn og børnebørn? Skal vi være generationen som lægger til eller trækker fra på trivsel, velstand og sikkerhed for Danmark? 

Og i hvor høj grad skal vi være egennyttige i en gensidigt afhængig verden? Spiller det en rolle, at vores eventuelt manglende lederskab i reduktion af drivhusgasser har ødelæggende konsekvenser for verdens fattigste?

Spørgsmålet om fastsættelse af klimamål er grundlæggende et spørgsmål om vores vilje til at tænke ansvarligt og solidarisk med vores medmennesker i tid og rum. Det forpligter, og fremtidige generationer vil helt sikkert dømme os på vores vilje og evne til at påtage os et historisk ansvar.

Undgå en ukontrollerbar klimafremtid
Videnskaben er krystalklar: For at undgå en ukontrollerbar klimafremtid med ødelæggende konsekvenser for verden skal vores udledninger af CO2-ækvivalenter nå i nul i 2050. Det skal til for at fastholde den globale opvarmning på under to grader inden udgangen af dette århundrede.

Hvis vi skal opfylde Parisaftalens ambition om at toppe ved kun 1,5 grader, skal vi nå i nul med udledninger af CO2-ækvivalenter i 2040. Vi har allerede nået en grads opvarmning, så vi har kun kort tid tilbage til, at verdens udledninger skal toppe, og vi skal hurtigt herefter sikre dybe reduktioner og fremme teknologier, som muliggør negative udledninger efter 2040-2050.

Manglende lederskab nu vil øge omkostningen på sigt og stille krav om endnu højere reduktionstakt i udledninger senere. Resultatet vil være tab af muligheder, trivsel og velstand for alle danskere.

Af Jarl Krausing, international chef i Concito

Det er disse to aspekter – det videnskabelige klarsyn og det globale solidaritetshensyn – som ligger til grund for Parisaftalen fra december 2015.

Afgørende er det, at vi her har med indgåede forpligtigelser og bindende klimamål at gøre, som er funderet i den senest opdaterede videnskab. Og at vi i forhold til Parisaftalen allerede nu er bagud på point i forhold til målet om at begrænse den globale opvarmning til højst to grader og med yderligere ambition om at begrænse opvarmningen til højst 1,5 grader.

De målsætninger, som EU og Danmark tidligere har sat, blev nemlig alene defineret i forhold til to-graders-målet og ikke 1,5-graders-målet.

Det er i den forbindelse værd at pointere, at de store EU-lande som Tyskland, Frankrig og England allerede har omsat reduktionsmål for 2030 i national lov på et niveau omkring 55 procent. Det bør Danmark også gøre som et absolut minimum.

Mens vi har fokuseret debatten på indsatsfordelingen i forhold til EU’s 2030–mål, så er en række førende europæiske lande altså gået videre og har defineret deres 2030-mål ud fra et længere sigte på den fulde omstilling. Og det er jo det som er det centrale: Klimaudfordringen er en brændende platform, som kræver, at vi fastlægger de lange sigtelinjer mod omstillingen til et klimavenligt og dermed mere bæredygtigt og sundt samfund. 

En “økologisk civilisation”
Det er netop den tilgang, et land som Kina har taget, og som kan være en vigtig inspiration for Danmark.

Kina beskriver i grundlaget for sin 13. femårsplan (2016-2020) muligheden for at opbygge en ”økologisk civilisation”, som er klimavenlig, i harmoni med naturen, og som muliggør øget lighed, opbygning af nye serviceerhverv, bæredygtige byer, fødevaresikkerhed med mere.

Klimakampen ses som en satsning og er et instrument til at modernisere Kina generelt, og i den forbindelse at danne rammerne for skabelse af ”den kinesiske drøm” som afløsning for en gængs udviklingsmodel, der rummer forestillinger om at nå samme ressourceintensive livsstile som i Vesten.

Folketinget bør også tage et skridt tilbage, erkende vores fulde ansvar, betragte klimakampen som en positiv fælles rød/blå-satsning og sætte vidensbaserede og ambitiøse 2030-mål, som understøtter de lange sigtelinjer for at skabe et nul-udledningssamfund i perioden 2040-2050.

Manglende lederskab nu vil øge omkostningen på sigt og stille krav om endnu højere reduktionstakt i udledninger senere. Resultatet vil være tab af muligheder, trivsel og velstand for alle danskere.

Fremtidige generationer vil fælde dom over, hvorvidt vi evner at agere ambitiøst netop nu.