Dansk Erhverv: Den nationale klimapåvirkning er ikke en regnskabsøvelse

Af Ulrich Bang
Klima- og energichef, Dansk Erhverv

I forhold til den grønne omstilling er det et vigtigt skridt, at vi nu får klimavurderinger af lovforslag og andre politiske initiativer. 

Ulrich Bang
Klima- og energichef, Dansk Erhverv

I Dansk Erhverv bakker vi op om de gode takter i det nyeste initiativ fra Dan Jørgensen (S) og Klimaministeriet om klimavurdering af nye lovforslag.

Men vi synes, der er behov for, at takterne fører os endnu længere: Der er lagt op til, at vi kun ser på klimaeffekten på produktionen i Danmark, men klimaeffekterne rækker jo videre end det og er altså ikke en national størrelse.

Det er vigtigt, at vi også forholder os til, hvad der sker udenfor landets grænser, når det for eksempel gælder produktion af varer, og det er vigtigt at vi forholder os til klimaeffekten af vores forbrug i Danmark. Dels fordi det er godt at være bevidst om sine forsyningskæder, men også fordi vi selv importerer mange varer og produkter.

Vi skal spænde vandrestøvlerne
I forhold til den grønne omstilling er det et vigtigt skridt, at vi nu får klimavurderinger af lovforslag og andre politiske initiativer. Særlig positivt er det, at der er sat en konkret grænse for, hvornår forslag skal vurderes nøjere og politisk drøftes i regeringens grønne udvalg. Men hvis vi skal kalde det en vejledning til, hvordan man undgår greenwashing af politiske initiativer, så skal vi altså spænde vandrestøvlerne og tage en hel del flere skridt.

For eksempel lægges der op til, at man ikke skal indregne effekter for drivhusgasudledningen, hvis man erstatter klimabelastende produkter, som for eksempel beton med klimaneutrale løsninger eller omvendt. Argumentet er, at hvis man eksempelvis anvender klimaneutrale alternativer til for eksempel beton til energianlæg, veje med videre, så påvirker det ikke de nationale udledninger fra cementproduktionen. Derfor skal det ikke opgøres.

Logikken er altså, at selvom der er en markant reduktion af drivhusgasser ved for eksempel bæredygtigt byggeri, så skal det ikke tælles med, fordi det ikke påvirker for eksempel den danske udledning fra blandt andet cementproduktionen.

Konsekvensen af dette er jo at vi bare kan bruge regnskov i kraftværkerne til el- og varmeproduktion, palmeolie fra Indonesien i dieselbilerne og så videre fordi drivhusgasudledningen ikke finder sted i Danmark eller tæller med i det danske 70 procent mål.

Det mener vi, er den forkerte vej at gå. Vi bliver nødt til at forholde os til, at skal vi se på, hvordan vi bedst skaber positive effekter for klimaet, så bliver vi nødt til at rette blikket ud over landets grænser også. Den reelle grønne effekt af et forslag kan ikke kun opgøres ud fra nationale parametre og ud fra, hvad vi producerer.

National regnskabsøvelse
Vi tillader derfor at minde om en metode man i flere år har anvendt i virksomheder verden over. Her opgør man klimapåvirkning ud fra tre forskellige ”scopes”. Scope ét er alle direkte emissioner fra kilder, der ejes eller kontrolleres af virksomheden (for eksempel biler, gas og olie til opvarmning eller proces).

I scope to kigger man videre end virksomhedens egne kilder og ser på de indirekte emissioner fra for eksempel elektricitet eller fjernvarme, som virksomheden bruger.

Endelig er der scope tre, hvor man forholder sig til al den klimapåvirkning, som virksomhedens aktivitet skaber. Det er med andre ord alle øvrige indirekte emissioner i værdikæden.

Opgørelsen af scope tre-emissionerne er selvfølgelig vanskelig, men det er samtidig her mange af de store udledninger er. Og det er i virkeligheden det scope, som regeringen også bør have, hvis der for alvor skal rykkes på klimaet, og beslutninger skal bidrage til at holde temperaturstigningen under 1,5 grad som det fremgår af Paris-aftalen og den ambitiøse danske klimalov.

Hvorvidt eventuelle klimareduktioner falder indenfor eller udenfor den regnskabspraksis man i øjeblikket anvender omkring 70 procent-målet bør ikke være det styrende. Det bør være den reelle klimaeffekt.

Derfor opfordrer vi til, at regeringen søger inspiration hos virksomhederne og ser klimapåvirkningen som dét den er, ikke en national regnskabsøvelse, men en virkelig og global udfordring, hvor løsningerne både handler om vores ændringer af vores forbrug og produktion, og hvor positive og negative effekter ikke stopper ved den danske grænse.