Fjernvarmens vej ud af naturgasfælden

Problemet for Lidegaard og resten af regeringen er, at mens det tidligere var en begrænset gruppe på 8-10.000 husjere, der var stavnsbundet til dyre fjernvarmeværker, kan den aktuelle krise for landets 250 decentrale kraftvarmeværker ende med at få betydelige konsekvenser for 400.000 husstande - eller næsten 800.000 danske vælgere.

Det kan undre, at politikere på jagt efter stemmevekslende standpunkter ikke for længst har taget opstilling om fjernvarmebranchen.

En prisforskel på op til 29.000 kroner årligt for så basal en ydelse som opvarmning af huset er ellers en sag, som vælgerne må forventes at kunne forstå.

Og når der tilmed er tale om løsninger, som hovedparten af de klemte husejere bekæmper, men ikke kan få tilladelse til at løsrive sig fra staten, burde den være serveret lige til højrebenet.

Alligevel er der overraskende stille omkring de nødstedte fjernvarmeforbrugere, som med et gennemsnitshus på 130 kvadratmeter kan få lov at betale op til 37.000 kroner årligt i varmeregning.

Energiordfører i Venstre Lars Christian Lilleholt, der i øvrigt er næstformand i Fjernvarme Fyn, var tidligere på måneden ude at kræve en national løsning for husejerne. Og i samme moment erkendte Martin Lidegaard (R), at prisforskellen på fjernvarmen er for stor, men at man aktuelt afventer resultaterne af en stribe analyser, der skal munde ud i en national strategi i begyndelsen af det nye år.

Energitilsynet: Brændselsvalg afgørende for prisniveau
Analyserne vender vi tilbage til. Først årsagen til avisernes skriverier. Energitilsynet udkom i slutningen af maj med et skriv, der forsøger at forklare de enorme prisudsving.

Minianalysen peger på fire variabler, som er bestemmende for prisen: brændselskilde, bymæssighed, ejerskab, størrelse.

Og konklusionen er klar: Naturgas er markant dyrere end øvrige typer brændsler, hvilket også ses, ved at problemet er størst i de decentrale naturgasfyrede kraftvarmeværker.

Hvad kendetegner i øvrigt disse værker? At de er små og typisk placeret på landet, hvilket igen boner negativt ud i forhold til analysens resultater. Eksempelvis bliver vores gennemsnitshus på 130 kvadratmeter små 4.000 kroner dyrere årligt af at aftage varme fra barmarksvarianten, ligesom husejere tilknyttet selskaber med stort årssalg kan spare over 6.000 kroner årligt sammenlignet med de helt små.

Til sidst er der spørgsmålet om ejerskab. Her er mange af de dyreste værker allerede brugerejede, så her er der desværre ikke meget at komme efter.

Afgiftsstigning på naturgas på 70 procent på seks år
Bedste bud synes derfor at være at gå til brændselskilden. Det var da også brancheorganisationen Dansk Fjernvarmes tanke, da den i marts forfattede et notat til Martin Lidegaard. Hovedpointen her var, at afgiftsbelastningen pr. produceret varmeandel på et naturgasfyret kraftvarmeanlæg fra 2007 til 2013 er steget fra 163 til 278 kroner/MWh-varme - en stigning på i alt 70 procent.

Find oversigt over afgiftsstigningerne i boks under artiklen.

I takt med at afgiften på naturgas er skudt i vejret, er det sket en fortsat udbygning af vindmølleparkerne, hvilket betyder, at incitamentet til at producere strøm på de decentrale kraftvarmeværker er forsvundet. Billig strøm fra vindmøller - og især når vinden blæser kraftigt - er umulig for de gasdrevne motoranlæg at konkurrere med.

Piller man strømproduktion og -salget ud af kraftvarmeværkerne, falder økonomien imidlertid sammen, og så er det, at man havner der, hvor 81 ud af 123 naturgasværker, som ikke fyrer med andet end gas, end ikke prismæssigt kan udkonkurrere et individuelt naturgasfyr. Og så taler vi slet ikke om de 24 naturgasværker, hvor det bedre ville kunne betale sig for kunden at investere i et gammeldags oliefyr.

Dansk Fjernvarme: Giv frit brændselsvalg
Løsningen set fra Dansk Fjernvarmes side er at ophæve decentrale værkers forpligtelse til at aftage naturgassen og i stedet præsentere dem for frit brændselsvalg. Hermed ville man bane vejen for, at varmeproduktionen kunne ske via højeffektive kedler på basis af lokale ressourcer som overkudsvarme, halm, affald eller i kombination med sol, geotermi og varmepumper. Og skulle det knibe for vinden med at dreje møllevingerne rundt, bør kun de mest effektive kraftvarmeanlæg levere den fornødne elektricitet til elnettet.

Læs henvendelsen fra Dansk Fjernvarme til Martin Lidegaard her

Man kan spørge sig selv: Er løsnet ikke bare at give resten af de cirka 250 decentrale kraftvarmeværker frit brændselsvalg, ligesom man med sidste års energiforlig gjorde med 35 barmarksværker, hvor økonomien var ved at køre helt af sporet?

Hvortil svaret naturligvis er: Var det så simpelt, var det nok allerede sket. Problemet er, at indtægter fra salg af olie og naturgas fra Østersøen skæpper så godt i statskassen, at der skal alvorlige argumenter til at begynde at pille ved gamle aftaler. Alene i 2008, som omtales i den nyeste opgørelse på Klima-, Energi- og Bygningsministeriets hjemmeside, tjente staten 35,9 milliarder kroner på salget.

Decentrale værker skulle skabe forsyningssikkerhed
Da man i kølvandet på oliekrisen besluttede at styrke den danske forsyningssikkerhed, var forudsætningen for at bore dyre huller efter gas på havbunden, at man havde nogen i den anden ende klar til at aftage gassen, når først den begyndte at sive op gennem boringerne. En måde at sikre dette på var at diktere, at en stor del af de decentrale værker, der skød op rundtomkring i det danske landskab, ikke måtte fyre med andet end gas.

I en lang periode gennem 80’erne og 90’erne var de gasdrevne motoranlæg skam også gode forretninger, der skaffede danskerne billig varme, samtidig med at vi opbyggede et af verdens mest effektive elnet. Efterfølgende er hensyn til forsyningssikkerhed afløst af politiske beslutninger om udbygning af grøn energi samt åbenlyse fordele ved at aftage langt billigere strøm produceret enten på vand i Norge eller kul i Tyskland.

Hermed er vi tilbage ved nogle af de foreløbige resultater fra regeringens igangværende analyser af fjernvarmens fremtid. Eksempelvis foreslås det, at man nedjusterer fra de 1.700 MW, som de 250 naturgasfyrede værker i dag stiller til rådighed, til en samlet kapacitet i størrelsesordenen 1.000 MW.

Hvordan en sådan transformation kunne foregå, må man vente på, indtil Lidegaards annoncerede løsning kommer en gang efter nytår.

Tilskud ændres til produktion til grundbeløb
Det betyder nu ikke, at der ikke laves politik på fjernvarmeområdet frem til da. I sidste uge udløb høringsfristen på et forslag om ændring af elproduktionstilskuddet til decentrale kraftvarmeværker, som fra 1. juli 2013 skal tilskynde værkerne til i højere grad at agere på markedsvilkår.

Midlet dertil er at flytte et tilskud på 8 øre pr. kWh fra produktionen til grundløbet, således at man med Martin Lidegaards ord undgår at gøre “det rentabelt også at producere i perioder, hvor der allerede er et stort udbud af elektricitet".

I Dansk Fjernvarme har man imidlertid svært ved at genkende den fremstilling, at man med produktionstilskuddet fremmer unødig produktion. Tværtimod er det ikke unormalt at møde værker, som kun udnytter 10 procent af deres produktionskapacitet. Og selv om et øget grundbeløb skærer en smule af regningen til borgerne, betyder det samtidig, at gasanlæggene stilles endnu dårligere i konkurrencen med udlandet, fordi tilskuddet på de 8 øre nu frafalder, fremhæver man.

Hvad rummer Lidegaards løsning?
Det store spørgsmål er nu, hvad Lidegaards nationale løsning konkret rummer af værktøjer. Lempes reglerne bredt for brændselsvalget, som fjernvarmebranchen ønsker det, eller udtænker man endnu en lappeløsning til gavn for de mest udsatte husjere?

Problemet for Lidegaard og resten af regeringen er, at mens det tidligere var en begrænset gruppe på 8-10.000 husjere, der var stavnsbundet til dyre fjernvarmeværker, kan den aktuelle krise for landets 250 decentrale kraftvarmeværker ende med at få betydelige konsekvenser for 400.000 husstande - eller næsten 800.000 danske vælgere.

Og så er spørgsmålet, hvor højt de skal råbe, før der er en politiker eller to, der begynder at kunne se potentialet i at lytte til dem.