Debat

Debat: Ladestanderne har vi. Nu mangler vi bare elbilerne

DEBAT: Udviklingen af den grønne transport i Danmark handler ikke om flere ladepunkter, men om at få mange, mange flere elbiler ud at køre på de danske veje, skriver Lasse Altmann. 

I en dansk kontekst bør vi kun fokusere på én ting: at få mange, mange flere elbiler ud at køre, skriver Lasse Altmann.
I en dansk kontekst bør vi kun fokusere på én ting: at få mange, mange flere elbiler ud at køre, skriver Lasse Altmann.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lasse Altmann
Business Development Manager hos ABB

Europa skal være klimaneutralt i 2050.

Det er hovedbudskabet i den nye, ambitiøse klimaplan fra EU-Kommissionen. Helt på linje med Danmarks ambition.

Og elektrificering er hovedingrediensen i både den europæiske og danske opskrift på, hvordan ambitionen skal nås.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Folketingets beslutning om at fastfryse afgifterne på elbiler i 2019 er i den forbindelse et lille, men ikke desto mindre vigtigt skridt i den rigtige retning.

Rigtig prioritering af opgaven
De næste skridt på vejen mod grøn transport bliver betydeligt vanskeligere. Derfor er det også kritisk at få prioriteret opgaven rigtigt. Og herhjemme handler den på den korte og mellemlange bane ikke om at få flere ladepunkter.

Som verdens førende leverandør af hurtig- og lynladere kan jeg love, at ladeteknologien er klar, og at udrulningen kan fortsætte hurtigt. Nu venter vi på bilerne.

Lasse Altmann
Business Development Manager hos ABB

For i Danmark har vi med den nuværende ladeinfrastruktur en ganske flot ladekapacitet. Faktisk har danskerne fire gange så mange ladepunkter per elbil som nordmændene, og alligevel er der indregistreret 180.000 elbiler i Norge. Tankevækkende.

Selvfølgelig skal udrulningen af hurtigladere og ladepunkter fortsætte, og på den lange bane får vi behov for yderligere ladepunkter rundtom i Danmark for at kunne sikre en velfungerende infrastruktur til 1 million elbiler.

Og fra dansk side bør der på EU-niveau også arbejdes for en europæisk masterplan for at sikre en ladeinfrastruktur, så vi i elbiler kan bevæge os trygt og effektivt på tværs af Europas grænser. Men i en dansk kontekst bør vi nu fokusere på kun én ting: at få mange, mange flere elbiler ud at køre.

Og det stiller krav til bilproducenterne, vilkårene for elbilisterne ude i trafikken og ikke mindst afgiftssystemet.

Det skal være en reel mulighed at vælge en elbil
Der er brug for et ordentlig, bredt udvalg og tilstrækkelig kapacitet. Med andre ord skal private bilister, virksomheder og offentlige indkøbere have reelle muligheder for at vælge en eldrevet bil, varevogn eller lastbil, der matcher deres individuelle behov.

Volkswagens udmelding om at investere milliarder indikerer, at bilproducenterne er indstillet på at levere på samfundets og forbrugernes efterspørgsel.

Desuden skal afgiftssystemet og incitamenter matche ambitionen. Erfaringerne fra Norge viser den enorme effekt, som elbilvenlige afgifter og initiativer som for eksempel gratis parkering og adgang til at køre i busbane, har.

Jeg er helt med på, at det er en uhyre kompliceret øvelse at få omlagt afgiftssystemet, og modellen skal være langtidsholdbar og samfundsøkonomisk ansvarlig. Men der er ingen vej udenom – det skal gøres, for ellers når vi ikke i mål.

Og som verdens førende leverandør af hurtig- og lynladere kan jeg love, at ladeteknologien er klar, og at udrulningen kan fortsætte hurtigt. Nu venter vi på bilerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00