Debat

Grønne NGO'er: Dansk Metals hyldest til handelsaftale overser miljø og klima

REPLIK: Dansk Metal roser EU’s handelsaftale med Sydamerika, men overser fuldkommen at aftalen vil være skadelig for miljø og natur, mens det er tvivlsomt, om den overhovedet vil føre til væsentlig jobvækst, skriver Verdens Skove og Greenpeace.

Store skovområder i Sydamerika ryddes for at gøre plads til blandt andet marker med sojabønner. Det vil kun blive værre med den nye EU-aftale, skriver Verdens Skove og Greenpeace.
Store skovområder i Sydamerika ryddes for at gøre plads til blandt andet marker med sojabønner. Det vil kun blive værre med den nye EU-aftale, skriver Verdens Skove og Greenpeace.Foto: Paulo Whitaker/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

EU-chef for Dansk Metal, Johan Moesgaard Andersen, skriver i et debatindlæg i Altinget, at handelsaftalen med Mercosur-landene (Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay) er en fremragende aftale, der blandt andet vil forpligte landene til at overholde Parisaftalen.

Aftalen er ikke fremragende. Desværre tværtimod. Det er rigtigt, at den indeholder et afsnit om handel og bæredygtig udvikling, hvori Parisaftalen nævnes. Men dette afsnit er såkaldt blød lovgivning. Det vil sige, at afsnittet ikke indeholder nogen muligheder for håndhævelse, såfremt parterne bryder med principperne om bæredygtighed. Reelt set er afsnittet derfor tandløst og uden effekt.

Naturødelæggelser og ulighed
Det er derfor absurd, når Moesgaard Andersen sammenligner en handelsaftale med Mercosur-landene med EU’s indre marked. EU's indre marked er demokratisk reguleret, og landene er underlagt fælles miljøregulering og -standarder.

Det er ikke tilfældet med Mercosur-aftalen. Et særlig grelt eksempel på dette er, at Mercosur-landene tillader en lang række sprøjtegifte, som er ulovlige at bruge i EU. Aftalen vil øge eksporten af disse sprøjtegifte fra EU til Mercosur, hvor miljøet samt oprindelige og lokale folk bliver udsat for de skadelige virkninger af sprøjtegift. Samtidig vil aftalen øge EU’s import af varer, der indeholder rester af de forbudte sprøjtemidler.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Derudover vil aftalen føre til øget europæisk import af varer, der har høj risiko for at lede til mere afskovning, som kød, soja og ethanol udvundet af sukkerrør. Videnskabelige studier har allerede vist, at den øgede import af disse varer vil medføre markant mere skovrydning, en stigning i drivhusgasudledninger samt true oprindelige folk, der lever i og af naturen ved at sætte deres landområder under voldsomt pres.

Dansk import skaber dermed naturødelæggelser og dermed øget ulighed.

Vi ønsker, at EU og Danmark ser ud over unionens grænser og tager ansvar for de konsekvenser, EU og Danmarks handel kan have i andre dele af verdenen.   

Anne-Sofie Sadolin Henningsen, Gry Bossen og Kristine Clement
Researcher, Verdens Skove, politisk koordinator, Verdens Skove og kampagneleder, Greenpeace Danmark

Langt fra protektionisme
Moesgaard Andersen går så langt som til at sammenligne den nuværende modstand mod handelsaftalen med protektionisme og skriver sågar, at det er protektionisme på et niveau, der er Donald Trump værdigt. Men modstanden mod denne handelsaftale er hverken et tegn på protektionisme eller isolationisme; det er tegn på det modsatte.

Vi ønsker, at EU og Danmark ser ud over unionens grænser og tager ansvar for de konsekvenser, EU og Danmarks handel kan have i andre dele af verdenen. 

Eksempelvis er EU’s nuværende import af varer fra Mercosur-landene medvirkende til, at der ryddes regnskov på størrelse med en fodboldbane hvert tredje minut.

En forældet aftale
Det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke er imod handelsaftaler eller det indre marked for den sags skyld. Handelsaftaler kan være et vigtigt redskab for at fremme klima, biodiversitet og menneskerettigheder, men handelsaftalen med Mercosur-landene, der har været undervejs i over 20 år, er en forældet aftale.

Handelsaftaler anno 2021 skal beskytte menneskerettigheder og vigtige økosystemer samt fremme bæredygtig levevis og skal sikre, at handel ikke skader natur, klima og mennesker, men derimod gør en positiv forskel for disse.

Coronakrisen vil sandsynligvis medføre stigende arbejdsløshed i EU. Men en øget handel mellem EU og Mercosur-landene for kortsigtet gevinst, på bekostning af vores fælles klima og natur, er ikke løsningen på coronakrisens negative konsekvenser.

Johan Moesgaard Andersen glemmer helt at forholde sig til de to andre kriser, EU også står overfor; klimakrisen og biodiversitetskrisen, og det er en skam.

Tager gerne oprindelige folk som gidsler
Moesgaard Andersen skriver, at vi tager millioner af arbejdsløse europæere som gidsler ved ikke at støtte handelsaftalen, men der er absolut intet, der tyder på, at aftalen vil skabe jobs i den størrelsesorden. Europa-Kommissionens egen analyse peger faktisk på, at det er usandsynligt, at aftalen overordnet vil føre til væsentlig jobvækst.

Samtidig har Moesgaard Andersen åbenbart intet imod at tage de oprindelige folk i Brasilien eller fremtidige generationer som gidsler, når han støtter en handelsaftale, der kan medføre, at CO2-udledningerne fra EU’s handel med Mercosur-landene vokser med 34 procent, og at afskovningen øges med 25 procent på grund af europæernes import af oksekød.

Vi vil gerne tilslutte os Dansk Metals holdning om, at 2021 skal være året, hvor Europa igen tager stafetten for international handel og internationalt samarbejde med vores venner i resten af verden.

Men Europa skal sikre, at international handel og internationalt samarbejde er i tråd med EU’s Green Deal. EU skal arbejde for, at handelsaftaler stopper afskovning og fremmer klimahandling, biodiversitet og oprindelige folks rettigheder. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gry Bossen

Politisk koordinator, bestyrelsesmedlem, Verdens Skove
cand.mag., antropologi (Aarhus Uni. 2009)

0:000:00