Dansk Metal: Grønne protektionister vil bremse EU's handel med omverdenen

DEBAT: EU's kommende handelsaftale med Sydamerika er fremragende og vil skabe mange arbejdspladser. Alligevel kæmper en række protektionister helt misforstået imod aftalen i klimaets navn, skriver Johan Moesgaard.

Af Johan Moesgaard Andersen
EU-chef, Dansk Metal

Europas største succes i nyere tid er det indre marked. Op gennem 90’erne og 00’erne er Europas lande og økonomier blevet så forbundne med hinanden, at vindmøller, medicin og maskiner nu let kan krydse grænser til gavn for velstand, arbejdspladser og velfærd.

I Europa har vi bevist, at handel på tværs af lande er bedre end lukkede grænser og protektionisme. Det er der tegn på, at resten af verden også er ved at indse. Kigger vi mod vest, er USA's mest protektionistiske præsident i nyere tid snart væk. Mod øst har Kina indgået en gigantisk handelsaftale, som omfatter mere end to milliarder mennesker i Asien.

Desværre er der et stort ”men”. For mens der blæser positive vinde over andre globale stormagter, har Europa fået skåret en alvorlig luns af det indre marked med briternes exit fra Unionen. Samtidig ser vi i disse år, at protektionistiske kræfter truer Europas handel med omverdenen. Her er vi nødt til at tage et stort opgør i Europa i 2021.

Handelsaftaler er lig med arbejdspladser
Lad os tage et eksempel: EU’s kommende handelsaftale med en række lande i Sydamerika som Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay - den såkaldte Mercosur-aftale. Det er en fremragende aftale. Hvad betyder dette så? Jo, aftalen sparer europæiske virksomheder for dobbelt så meget told som handelsaftalerne med Japan og Canada til sammen.

Aftalen kan gøre europæiske varer billigere i Sydamerika og derfor samtidig være med til at bekæmpe fattigdom i Sydamerika. Og aftalen kan skabe tusindvis af arbejdspladser alene i Danmark i en situation, hvor corona allerede på kort tid har sendt millioner af europæere ud i arbejdsløshed.

At handelsaftaler betyder nye konkrete arbejdspladser, kommer i øvrigt ikke bag på dem, der har fingeren på pulsen ude i virksomhederne. Det er kun en forsvindende lille andel på under fem procent af industriens tillidsfolk her i Dansk Metal, der mener, at handelsaftaler er negative for netop deres arbejdsplads. Man skulle altså tro, at en handelsaftale med Sydamerika ligger lige til højrebenet i en krisetid som denne.

Grønne protektionister vil lukke sluserne
Imens er der dog desværre opstået en uhellig alliance i Europa af protektionistiske landmænd anført af de franske bønder samt visse grønne organisationer, som med alle midler forsøger at bombe EU’s handelspolitik tilbage til stenalderen. Landmændene i for eksempel Østrig, Frankrig og Irland frygter konkurrencen fra mere produktive landbrug i Sydamerika.

De mest yderliggående grønne protektionister vil i klimaets navn lukke sluserne for mere handel med omverdenen. Handelsaftalen forpligter ellers landene i Sydamerika på Parisaftalen, på at stoppe handel med truede planter og truede dyr, på at bekæmpe ulovlig skovhugst og på at respektere lønmodtagerrettigheder.

Samtidig gør aftalen det billigere at sende dansk og europæisk grøn energiteknologi og vindmøller til Sydamerika til gavn for den helt nødvendige grønne omstilling. Så skulle man tro, at den hellige gral var velforvaret. Men ak. Modstanden er ikke stoppet. Tværtimod holder protektionisterne krampagtigt fast i, at aftalen ikke skal godkendes af EU’s lande.

Europa skal sprede ringe i vandet
Hele processen viser, at vi altså også her i Europa har protektionisme på et niveau, som nærmest er Donald Trump værdigt. Den form for protektionisme og isolationisme er der ikke brug for med den situation, Europa står i. Og der er slet ikke brug for at gidseltage millioner af arbejdsløse europæere, som ellers har akut brug for at få gang i økonomien igen, så de kan få deres arbejde tilbage.

Skal fremtiden være ”Made in Europe”, kræver det en ambitiøs og offensiv handelspolitik på vores kontinent. Det er jo det, der har skabt velstand, velfærd og arbejdspladser i Europa gennem generationer.

Lad derfor 2021 være året, hvor Europa igen tager stafetten for at fremme international handel og internationalt samarbejde med vores venner i resten af verden. I 2020 viste coronakrisen os, at en virus i ét land kan sprede kaos i en hel verden.

I 2021 skal Europa vise, at progressiv handelspolitik på ét kontinent kan sprede positive ringe i vandet i resten af verden og sikre mere handel til gavn for os alle. Lad os derfor hurtigst muligt få gennemført en ambitiøs handelsaftale med Sydamerika, og lad meget gerne nye handelsaftaler med andre lande i verden følge efter hurtigst muligt.

Forrige artikel Aktører: Hvorfor bruges 18.000 GDPR-anmeldelser ikke aktivt? Aktører: Hvorfor bruges 18.000 GDPR-anmeldelser ikke aktivt? Næste artikel Stine Bosse: Messerschmidts kritik af EU's vaccinehåndtering er overfladisk Stine Bosse: Messerschmidts kritik af EU's vaccinehåndtering er overfladisk
EU trækker spændingen om dataoverførsler til Storbritannien

EU trækker spændingen om dataoverførsler til Storbritannien

TILSTRÆKKELIGHED: Virksomheders dataoverførsler fra EU til UK er i limbo indtil EU-Kommissionen tager en beslutning om, hvorvidt Storbritanniens regler på området er gode nok. Kommissionen vil holde øje med, at UK ikke forringer standarder, før de indgår en aftale, siger en kilde.