Debat

Analytiker: Polen og Ungarn overgiver sig aldrig i kampen om demokratiet

DEBAT: Tænker man, at EU med retsstatsmekanismen har flekset så store muskler, at Ungarn og Polen er blevet skræmt fra deres lemfældige omgang med demokratiet, må man nok tro om. Både Orbán og Kaczynski har set meget større muskler under kommunismen. De ser det som en kamp, og de overgiver sig aldrig.
 

Ungarns Viktor Orbán og Polens Jaroslaw Kaczynski giver sig ikke i kampen om, hvad "demokrati" skal betyde. Gør EU, spørger Europa-analytiker Vibe Termansen.
Ungarns Viktor Orbán og Polens Jaroslaw Kaczynski giver sig ikke i kampen om, hvad "demokrati" skal betyde. Gør EU, spørger Europa-analytiker Vibe Termansen.Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Før jul, til det store EU-topmøde, blev der landet en retsstatsmekanisme trods megen forudgående drama fra Polen og Ungarn. Der var nogle, der solgte det som en sejr for demokratiet og retsstaten i EU.

Måske har de ret. På længere sigt.

Men havde man håbet, at EU nu kan stoppe udbetalingen af midler til lande, der bryder med EU’s værdier, må man skuffes. Havde man håbet, at EU i det mindste kan stoppe udbetalingen af midler, hvis det er klart, at et land bryder den måske vigtigste værdi, retsstaten, må man også skuffes.

Er hovedmålet derimod, at udbetalingen af midler kun kan stoppes, hvis der kan påvises en direkte forbindelse mellem brud på retsstatsprincipperne og snyd med EU-midler, kan man glæde sig over aftalen. Det gør den polske regering så.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Har man bredere kanaler mellem EU’s kasser og egne lommer, men kan man få mekanismen udskudt til efter næste parlamentsvalg i foråret 2022, kan man også glæde sig. Så det gør den ungarske regering.

Demokrati som kampsport
EU’s værdier står i EU-traktatens artikel 2, der fylder et par linjer og findes på alle Unionens sprog. Den handler om demokrati, ligestilling, retsstaten og menneskerettigheder, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal.

Nej, retsstatsmekanismen betyder ikke, vi nu er blevet enige om, hvad ”demokrati” betyder. Betydningskampen fortsætter. Orbán og Kaczynski giver sig ikke. Gør EU?

Vibe Termansen
Analytiker, DEO

Problemet ligger ikke i ordet ”demokrati”. Det er vi enige om er positivt, fra Budapest til Bruxelles, fra Warszawa til Valonien. Problemet er, at vi mener noget væsensforskelligt, når vi udtaler ordet.

De senere år er det lykkedes Viktor Orbán i Ungarn og Jaroslaw Kaczynski i Polen at indføre en alternativ forståelse af, hvad ”demokrati” betyder. At (gen-)åbne en betydningskamp om begrebet og at insistere på, at der findes flere forskellige slags ”demokrati”, og at det er den illiberale variant, fremtiden tilhører.

Her opfatter regeringerne demokrati som en kampsport, hvor der er en vinder og en taber. Den, der vinder valget, vinder staten, og har ret til at definere fortid, nutid og fremtid, at smide ngo’er, universiteter og asylansøgere ud, at knægte den fri presse, udnævne dommere politisk og kalde LGBT for en ond ideologi. Brokker taberen sig, er det ikke fordi, vinderen bryder demokratiets grundregler, men fordi han er en dårlig taber.

De hævder, at det er bestemt af deres kultur og historie, at de vestlige lande ikke forstår det, fordi de ikke gider at forstå det, at EU udøver et politisk korrektheds-diktatur samt at de værdier, de forbinder med de vestlige lande, er farlige og vil ødelægge deres kultur.

Ungarn og Polen giver ikke op
Vi ved endnu ikke, hvor retsstatsmekanismen ender; hvordan den vil blive forvaltet i praksis.

Men vi ved, at de polske og ungarske regeringer ikke opgiver deres kamp. Det gør de aldrig. De mener faktisk, hvad de siger. Og de har brug for at vise deres vælgere, at det er dem, der er vinderen, og EU/oppositionen, der er taberen.

Siden jul har den ungarske regering for eksempel beordret, at et forlag trykker advarsler udenpå en eventyrbog, der skal lære børn at vise tolerance, om, at dens indhold beskriver ”adfærd, der er uforenelig med traditionelle kønsroller”. Og de har ignoreret en dom fra EU-Domstolen om, at det var ulovligt, da Ungarn sendte migranter tilbage over grænsen til Serbien - og fortsat praksissen.

I Polen har regeringen trykt – den i sig selv forfatningsstridige – Forfatningsdomstols afgørelse om de facto forbud mod abort, trods enorm modstand og splittelse i det polske samfund.

Og så har regeringen lanceret sig selv som demokratiets forkæmper og ytringsfrihedens beskytter med et lovforslag om at uddele enorme bøder til sociale medier, der udelukker folk eller fjerner indhold, medmindre et (politisk udnævnt) ytringsfrihedsråd finder, indholdet er ulovligt ifølge polsk lov.

Det er hadtale mod LGBT-personer for eksempel ikke. Så det kan man bare fortsætte med.

Samtidig er retssagen mod tre kvinder, tiltalt for at have vist en plakat med den hellige jomfru Maria iført påmalet regnbue-glorie, gået i gang. I Polen - demokratiets forkæmper, ytringsfrihedens beskytter - er det nemlig forbudt at fornærme religiøse symboler, monumenter, præsidenten samt den polske stat og nation. Kvinderne risikerer to års fængsel.

Så nej, retsstatsmekanismen betyder ikke, vi nu er blevet enige om, hvad ”demokrati” betyder. Betydningskampen fortsætter. Orbán og Kaczynski giver sig ikke. Gør EU?

Dokumentation

Debatserie: EU's største udfordringer i 2021

2021 står for døren. Hvad bliver den allervigtigste dagsorden på EU-området? Det har Altinget spurgt et hold af debattører om. 

Mød panelet her:

Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa

Anders Ladefoged, underdirektør i Dansk Industri

Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal 

Vibe Termansen, analytiker, DEO

Stine Bosse, formand for Europabevægelsen

Jens Joel (S), EU-ordfører

Søren Søndergaard (EL), EU-ordfører

Alex Ahrendtsen (DF), EU-ordfører

Pernille Weiss (K), medlem af Europa-Parlamentet

Morten Helveg (R), medlem af Europa-Parlamentet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00