Hækkerup: Gyllelåg i klimaplan er ikke attraktive

SAMRÅD: Nye beregninger på den samfundsøkonomiske konsekvens ved at kræve låg på gylletanke gør, at det ikke længere er et specielt attraktivt virkemiddel i klimaplanen, siger fødevareminister Karen Hækkerup (S) på et samråd.
Fødevareminister Karen Hækkerup (S) var onsdag i samråd om regeringens klimaplan sammen med energi- og klimaminister Martin Lidegaard (R) og Holger K. Nielsen (SF)
Fødevareminister Karen Hækkerup (S) var onsdag i samråd om regeringens klimaplan sammen med energi- og klimaminister Martin Lidegaard (R) og Holger K. Nielsen (SF)Foto: Folketinget
Michael Hjøllund
Låg på gylletanke er ikke længere et attraktivt virkemiddel, hvis landbrugets CO2-udslip skal begrænses. Det erkender fødevareminister Karen Hækkerup på et samråd om klimaplanen.

Altinget.dk har tidligere beskrevet, hvordan en regnefejl i klimaplanen betyder, at de samfundsøkonomiske fordele ved gyllelåg er blevet voldsomt overvurderet.

Frem for at give et plus på samfundets bankbog på 15.408 kroner pr. reduceret ton CO2, vil et krav om låg på gylletanke koste samfundet 2.321 kroner.

Det får Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen til at kræve virkemidlet taget af bordet.

"Konsekvensen må være, at det forslag lynhurtigt pilles ud af kataloget," lød hans opfordring til Karen Hækkerup på et samråd onsdag.

Hækkerup: Ingen virkemidler fjernes
Fødevareministeren erkender, at regnefejlen ændrer på, hvor gunstigt det vil være at stille krav om, at alle gylletanke i Danmark skal udstyres med et låg.

"Det gik fra at være et virkemiddel i den billige ende til at være et virkemiddel, der ligger i den dyre og ikke specielt attraktive ende," sagde ministeren, der dog afviser, at fjerne virkemidlet fra kataloget.

"Vi har ikke taget stilling til, hvilke virkemidler vi vil bruge, så selvfølgelig fjerner vi ikke noget fra kataloget. Men der vil naturligvis være virkemidler, der ikke vil blive brugt," sagde ministeren.

På samrådet fastslog klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) desuden, at alle virkemidler, som regeringen vil arbejde videre med politisk vil blive regnet igennem endnu en gang.

0:000:00