Så kører diskussionen om målene igen. Igen, igen, igen.

Misforstå mig ikke. Mål er vigtige. Til COP26 i Glasgow er det for eksempel afgørende, at alverdens lande forpligter sig til at øge ambitionsniveauet - og jo mindre vilje, der er til det, des mindre sandsynligt er det, at verden leverer på de mange fine intentioner. 

Så jo, mål er vigtige. Mål betyder noget.

Alligevel mærker jeg en træthed snige sig ind, når eksempelvis europaparlamentarikere profilerer sig på at ville gå videre end EU-landenes vedtagne mål om 55 procents reduktion i 2030. 60 procent. 65 procent. Ingen højere? Jo, formentlig. 

Kære læser, vi taler om en gennemsnitlig reduktion i alle 27 lande inklusive Polen, Rumænien, Bulgarien; lande, der knap nok er begyndt på den grønne omstilling. Vi taler om mål, der skal være leveret på om bare otte år og to måneder, og som i øvrigt blev skærpet fra 40 procent for bare ti måneder siden. Måske vi nu bare skulle se at komme i gang med reduktionerne og den strukturelle omstilling og så vende tilbage til måldiskussionen om et par år.

Det samme gælder i Danmark. Knap var blækket tørt på regeringens køreplan til at levere på 70-procentsmålet, før kyndige mennesker påpegede, at målet burde være endnu højere. Jeg er sikker på, at det er videnskabeligt rigtigt. Men er det nu også klogt lige nu at bruge flere kræfter på diskussionen om nye mål, når køreplanen med al ønskelig tydelighed viser, hvor meget der stadig mangler, før vi er på rette spor, når det gælder at levere på de 70 procent?

Jeg vil så meget hellere, at beslutningstagerne lige nu bruger al deres energi på løsninger, på at levere, på at få sat den konkrete omstilling og innovationen på skinner frem for velmenende diskussioner om, hvorvidt klima skal skrives ind i Grundloven, om klimaloven skal genåbnes, om alt muligt, som er politisk mere populært og mindre farligt end rent faktisk at gå i kødet på de svære, konkrete valg og handlinger.

Jeg tror, omstillingen kræver omstilling. Også på Slotsholmen i den forstand, at der skal arbejdes, prioriteres og reguleres på tværs af ministerier og sektorer i en grad, der næppe er set før i fredstid. Hver chef sidder med sit team og knokler med et givent projekt. Men hvem har musklerne og ikke mindst mandatet til at prioritere og implementere på tværs? Og hvordan friholde nok kræfter til opgaven, når virkeligheden er, at der hele tiden er en lind strøm af andre opgaver, der også skal varetages i et ministerielt kontor?

Vi kommer kun i mål ved at tale lidt mindre om nye mål og temmelig meget mere om, hvordan vi rent faktisk når de ambitiøse mål, der allerede er sat.

Connie Hedegaard

Da Danfoss for år tilbage besluttede sig for at tage et kæmpe skridt ind i den digitale fremtid og rulle fælles digitale løsninger ud i hele organisationen skete implementeringen knivskarpt og på rekordtid, blandt andet fordi det var forberedt af et team på henved 250 mennesker, der blev sammensat og fysisk sat sammen til lejligheden, og som gik på tværs af hele organisationen. Måske der er inspiration at hente? 

Jeg tilbragte for et par uger siden et par dage hos VW, som også er i gang med en gigantisk omstilling fra at være verdensmestre i at producere forbrændingsmotorer til nu at omlægge til elektriske køretøjer. Også her er den mindste del af omstillingen at sætte målene for eksempel om, at man vil være CO2-neutral i 2050, og at man vil overgå til cirkulær økonomi. Men derefter kommer det svære.

Hvordan får man energisystemerne på alverdens markeder til at følge med? En elbil, der kører på kul-strøm giver jo ikke meget mening. Så hvor får man lige den grønne energi fra - også til selve produktionen - i eksempelvis Kina, hvor en pæn del af bilerne produceres? Skal man offset'e og klimakompensere der, hvor man endnu ikke kan nå målene? Eller er pengene bedre brugt ved at accelerere investeringerne i fremtidens teknologier? Man lover forbrugerne en CO2-neutral bil, når de køber en ID3, men hvad betyder det egentlig? Hvornår er der "grønt" stål? Genanvendeligt aluminium?

Man bygger nu egne batterifabrikker også med partnere i andre lande og sektorer, men de står jo ikke klar i morgen. Hele produktdesignet skal gentænkes. Der skal stilles krav til leverandørerne ned gennem hele værdikæden - i øvrigt samtidig med, at der er mangel på komponenter, så hvor hårdt kan man gå til sine leverandører? Og hvad med organisationen?

Vi taler om en virksomhed med over 650.000 ansatte, hvor der er én kultur i Porsche, en anden i Audi og en helt tredje i hovedkvarteret i Wolfsburg, og samtidig skal ganske mange medarbejdere opkvalificeres eller omskoles.

Ledelsesopgaven er gigantisk og kræver oven i købet, at man evner at spille sammen med med det øvrige samfund inklusive de politikere, der nationalt og på EU-plan beslutter love og spilleregler. 

Derfor: Vi kommer kun i mål ved at tale lidt mindre om nye mål og temmelig meget mere om, hvordan vi rent faktisk når de ambitiøse mål, der allerede er sat.