Lempelse af PSO splitter aktørerne

HØRING: Vækstaftalens erhvervsrettede lempelse af betaling til PSO for elektricitet møder kritik fra flere aktører. Dansk Erhverv mener, det i praksis vil ramme skævt, mens Landbrug & Fødevarer mener, regeringens lovforslag er uambitiøst.

Aktørerne er ikke helt tilfredse med regeringens lovudspil. Tirsdag skal lovforslaget på dagsordenen i Folketinget.
Aktørerne er ikke helt tilfredse med regeringens lovudspil. Tirsdag skal lovforslaget på dagsordenen i Folketinget.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Morten Øyen

De fleste aktører støtter en lavere PSO til erhvervslivet, sådan som det blev aftalt med sommerens vækstaftale. Men af høringssvarene til lovforslaget fremgår det også, at der ikke er udpræget begejstring over regeringens konkrete bud.

Den erhvervsrettede lempelse af PSO-betaling for elektricitet indgår i en samlelov, der i alt justerer seks forskellige love på energiområdet oven på vækstaftalen.

Lempelsen vil i praksis gælde alle elforbrugere, men for at den skal målrettes erhvervslivet, modsvares den af en højere elafgift. Forhøjelsen af elafgiften vil ikke gælde for elektricitet til proces i erhverv – dermed skulle øvelsen stille virksomhederne bedre.

Dansk Erhverv er i udgangspunktet tilfreds med, at vækstplan 2014 lemper på energirelaterede omkostninger for virksomhederne. Men i praksis sker det ved yderligere at forvride energiafgiftsbelastningen for dele af erhvervslivet. Forhøjelsen af elafgiften rammer nemlig relativt de virksomheder, der anvender el til rumvarme, mener Dansk Erhverv

Fakta
Sommerens politiske aftale Vækstplan 2014 bliver nu omsat til lovgivning. 
Lovforslaget (L 48) omhandler erhvervsrettet lempelse af PSO-betaling for elektricitet, afskaffelse af tilskudsordning til ikke-kvoteomfattet elproduktion, afskaffelse af PSO-betaling for gas, fravigelse af iblandingsprocent for biobrændstoffer, faktureringsoplysninger m.v. til slutkunder af energi, hvis forbrug måles eller afregnes med fordelingsmålere. I alt justeres seks love.

”Den manglende sektorneutralitet er både et problem for de virksomheder, der belastes af de høje afgifter, og for den danske samfundsøkonomi,” skriver Søren Büchmann Petersen, der er ansvarlig for energi- og klimapolitik i Dansk Erhverv.

Et politisk valg
Også Dansk Fjernvarme kritiserer indretningen af lovforslaget. Her så man gerne, at de særlige lempelser for erhvervslivet også kom til at omfatte store varmepumper i fjernvarmesystemet.

De aftalte ændringer vil primært tage toppen af erhvervslivets stigende omkostninger, men tiltagene vil ikke medføre mærkbart lavere omkostninger for virksomhederne end i dag.

Niels Peter Nørring
Direktør for Miljø og Energi i Landbrug & Fødevarer

”Store varmepumper vil balancere VE-elektricitetsforbruget ved at aftage elektricitet, når der er meget VE-strøm, og elprisen er billig, og ved at stoppe aftaget, når der er meget strøm, og elprisen er dyr. Varmepumpernes betaling af tilskud til VE-elektricitet får dermed karakter af krydssubsidiering, i det varmesiden finansierer elsidens tilskud,” skriver John Tang, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

I høringsnotatet skriver Energistyrelsen på vegne af regeringen, at der kan være behov for at differentiere de økonomiske vilkår for forskellige typer energiproduktion og energianvendelse. Og at løsningen i lovforslaget er et ”politisk valg”.

Grønne hug
Der findes også kritik fra en anden kant i høringsnotatet. Det Økologiske Råd finder det problematisk, at PSO'en skal reduceres for alle erhvervskunder uden skelen til deres egentlige konkurrencesituation.

0:000:00