Minister og S strides om biogasanlæg

BIOGAS: Socialdemokraterne vil sikre, at fremtidige fælles biogasanlæg kommer til at ligge i industriområderne. Ministeren afviser.
Miljøministeren holder fast i, at biogasanlæg skal placeres tæt på landbruget.
Miljøministeren holder fast i, at biogasanlæg skal placeres tæt på landbruget.
Hjalte T. H. Kragesteen

Det vigtigste hensyn til placeringen af biogasanlæg er nærheden til gyllen. Det slog miljøminister Karen Ellemann (V) fast under samråd i torsdags.

Spørger du Socialdemokraternes miljøordfører Mette Gjerskov, bør det imidlertid ikke forholde sig sådan.

"Der burde være krav om, at biogasanlæg ligger i industriområder tæt ved motorveje. Steder hvor man ikke vil have så meget røg, støj og møg fra biogasanlæg, som man vil få ude i det åbne land," sagde hun.

Torsdagens samråd var indkaldt af Mette Gjerskov som reaktion på, at Hjørring Kommune planlægger at give to svineavlere tilladelse til at bygge Danmarks næststørste biogasanlæg uden at skulle undersøge de miljømæssige konsekvenser først - ved en såkaldt VVM-undersøgelse. Et stort biogasanlæg der er afhængig af store mængder gylle, som skal transporteres til anlægget hver dag.

Der vil altid være et industriområde i nærheden, som nok ikke er meget længere væk end svineproduktionen. Så hvorfor skal gyllen køres ud og ødelægge et åbent landskab i stedet for at blive kørt ind i et industriområde? Jeg synes ikke helt, det hænger sammen.

Mette Gjerskov (S)
Miljøordfører

Anlægget er planlagt til at ligge i landzonen, men Danmarks Naturfredningsforening (DN) har af frygt for miljøet påklaget kommunens afgørelse, hvorfor ministeren under samrådet ikke kunne kommentere på den konkrete sag.

Ellemann: Skal ligge tæt på landbruget
Derfor ville Mette Gjerskov i stedet vide, om ministeren vil være med til at fastsætte krav om, at biogasanlæg kommer til at ligge i industriområderne.

Det vil ministeren ikke.

"Der kan være tale om ganske store anlæg, som vil komme til at ligge for sig selv i landzonen, fordi lokaliseringen alt andet lige er så afhængig af de nærliggende landbrug," sagde Karen Ellemann.

I regeringen og Dansk Folkepartis aftale "Grøn Vækst" skal halvdelen af landbrugets gylle anvendes til biogas i 2050. Og under samrådet lagde ministeren vægt på, at det fortsat skal være kommunerne, der står med ansvaret for planlægningen af biogasanlæg, som hun ikke mener skal styres fra Christiansborg.

0:000:00