Debat

Økonom: Bæredygtigt forbrug må ikke være forbeholdt rige lande

DEBAT: Danmarks CO2-aftryk fra forbrug fra andre lande er stort, men CO2-intensiteten fra vores udenlandske aftryk er alligevel faldet markant over de senere år. Derfor kan og skal vi heller ikke hjemtage produktion fra lande som Kina, skriver Jens Hjarsbech.

CO2-intensiteten i vores import fra Kina er faldet kraftigt fra 900 ton CO2 per millioner kroner import i 2006 til 380 ton i 2015.
CO2-intensiteten i vores import fra Kina er faldet kraftigt fra 900 ton CO2 per millioner kroner import i 2006 til 380 ton i 2015.Foto: China Stringer Network/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Hjarsbech
Seniorøkonom i tænketanken Axcelfuture

Klimadebatten er centreret omkring vores egen målsætning om at reducere Danmarks CO2-udledninger med 70 procent i 2030. Det er helt naturligt, da det jo er meget nemmere at sikre den grønne omstilling i vores eget land end i andres. Men selvom vi selvfølgelig skal feje for egen dør, stopper vores ansvar i den grønne omstilling ikke ved grænsen.

For vores udledning her i Danmark gennem vores produktion af varer og tjenester er ikke det eneste relevante mål for vores klimaaftryk. Når vi køber og forbruger varer og tjenester medfører det CO2-udledning i både Danmark og udlandet. I 2015 blev der udledt knap 50 millioner ton CO2 i Danmark, men vores forbrug gav anledning til udledning af godt 70 millioner ton CO2. Danskernes forbrug har altså et CO2-aftryk, der er betydeligt større end vores CO2-udledning, fordi vi importerer varer med højt CO2-indhold. Omvendt skyldes godt 20 millioner ton af CO2-udledningen på dansk territorium vores eksport, altså at udlandet forbruger danske varer og tjenester.

Siden 1990 er udledningen i Danmark faldet med over 30 procent, men CO2-aftrykket fra vores forbrug er kun faldet med syv procent. Det efterlader spørgsmålet om, hvordan vi bedst tager hånd om vores aftryk.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Kraftigt fald i CO2-intensitet
Vi kan komme et stykke ad vejen ved at forbruge anderledes. Vores tøjforbrug har for eksempel et relativt højt CO2-indhold, og cirka en fjerdedel af vores forbrug af tøj kan føres tilbage til produktion i Kina. Det er en af årsagerne til, at næsten 14 procent af vores samlede CO2-aftryk udledes i Kina. Men er løsningen så for eksempel at købe tøj produceret i Danmark i stedet for Kina?

Problemet er, at vi ikke bare kan producere alting selv, selvom vi måske nok har en grønnere produktion i Danmark end i mange andre lande. Den globale arbejdsdeling er nemlig med til at skabe stigende velstand – både i Danmark og Kina.

Problemet er, at vi ikke bare kan producere alting selv, selvom vi måske nok har en grønnere produktion i Danmark end i mange andre lande.

Jens Hjarsbech
Seniorøkonom, Axcelfuture

Kina og andre lav- og mellemindkomstlande nyder enormt godt af at deltage i den globale handel, som hiver millioner af mennesker ud af fattigdom. Og vi er ikke ene om at være på den grønne rejse i vesten. Eksempelvis er CO2-intensiteten i vores import fra Kina faldet kraftigt fra 900 ton CO2 per millioner kroner import i 2006 til 380 ton i 2015.

Danmark er ikke en klimaø afkoblet fra resten af verden. Når vores klimaaftryk svarer til cirka to promiller af de globale udledninger, er klimaet strengt taget ligeglad med, om vi isoleret set når vores egen målsætning. Skal det virkelig batte noget, skal vi have resten af verden med.

Ikke kun forbeholdt de rige
Vi skal derfor spille på flere heste. Oplyst forbrug er en af hestene, for udledningerne i alverdens produktion ender i sidste ende som forbrug – enten hos os forbrugere, hos det offentlige, eller hos andre virksomheder, når de for eksempel bygger et nyt kontor. Forbrugeres stemme betyder noget for virksomheder, så vælger vi klimavenlige løsninger, lytter producenterne.

Men skal vi for alvor ændre noget, skal vi finde løsninger, der kan inspirere og bruges i resten af verden. Danske virksomheder kan gå forrest ved at arbejde for grøn produktion i deres værdikæder i hele verden og på den måde løfte opgaven både i Danmark og andre lande.

For omstillingen skal blive en god ”business case”, der ikke kun er forbeholdt rige lande, der har råd til at reducere udledningerne med omkostningstunge metoder. Ellers når vi ikke i mål, men risikerer i stedet at miste opbakningen på vejen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00