Regeringen klar med Danmarks første globale klimastrategi: Sådan tager aktørerne imod den

REAKTIONER: Regeringens første langsigtede globale klimastrategi har ifølge aktørerne mange gode intentioner og hensigtserklæringer, men møder kritik for svigtede løfter til FN, manglende fossil afvikling og dårlig finansiering. Få et overblik her.

Greenpeace: "Regeringen
har en unik mulighed for at lukke ned for oliejagten i Nordsøen og statuere et
globalt eksempel, alligevel misser de endnu en mulighed. Det er ulykkeligt."
Greenpeace: "Regeringen har en unik mulighed for at lukke ned for oliejagten i Nordsøen og statuere et globalt eksempel, alligevel misser de endnu en mulighed. Det er ulykkeligt."Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Birk Sebastian Kotkas

Regeringen præsenterede tirsdag deres langsigtede strategi for Danmarks globale klimaindsats med navnet "En Grøn og Bæredygtig Verden".

Den globale strategi er den første af sin slags, efter at regeringen med Klimaloven forpligtede sig til at lave en "særskilt årlig global afrapportering for de internationale effekter af den danske klimaindsats".

Ngo'er og støttepartier har ventet spændt på afrapporteringen, der ifølge Klimaloven skal sørge for, at "regeringens udenrigs-, udviklings- og handelspolitik bidrager til at sikre, at Danmark spiller en rolle som global drivkraft i international klimapolitik".

Strategien får ros for hensigterne, mens aktørernes største kritikpunkter er det, som helt eller delvist er udeladt.

Ros for de flotte hensigter i strategien, men hvis det ikke samtidigt bliver fulgt af penge på finansloven, så er det svært at se, hvordan strategien skal levere resultater.

Birgitte Qvist-Sørensen
Generaldirektør i Folkekirkens Nødhjælp

Altinget har samlet et overblik med aktørernes reaktioner:

Greenpeace er skuffede over, at regeringen ikke gør mere for den fossile afvikling.

”Det skriger til himlen, at man laver en strategi for en global indsats uden også at melde et stop for dansk oliejagt. Det er som om, at regeringen bevidst udskyder alle handlinger, der vil gøre en mærkbar forskel," skriver Helene Hagel, der er klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace i Danmark.

Konkret bliver Nordsøen kun nævnt én gang i regeringens rapport, da de skriver under deres grønne prioriteter i EU-samarbejdet, at de ønsker 'mere vedvarende energi i EU og vindøer i Nordsøen'.

Men ifølge Greenpeace skal den danske regering selv sørge for, at nordsøolien bliver i undergrunden.

0:000:00