Lektor: Velkommen til det post-faktuelle Danmark anno 2017

Af Theresa Scavenius
Lektor, Aalborg Universitet København

Vi elsker at kritisere den nye amerikanske præsidents manglende grønne ambitioner. Vi er alle enige i, at Trump er en katastrofe for den globale klimapolitik, og at han inkarnerer en irrationel populistisk politik, der primært består af at afmontere den effektive miljøregulering, som tidligere amerikanske administrationer lykkedes at gennemføre, og som Obama de sidste par år af sin embedsperiode forsøgte at overføre på klimaområdet.

Vi er enige, når vi peger på, at Trump er alt for tæt på olie- og kulindustrien, og vi ryster på hovedet, når det lykkes Trump med nålespidsoperationer at afmontere klimapolitikken ikke blot ved at tilbagerulle konkrete reguleringstiltag, men ved at skære dybt ind i mulighederne for at lave fremtidig klimaregulering ved blandt andet at fjerne bevillingerne til NASA’s dataindsamling, som anvendes som grundlag for meget klimaforskning.

Regeringens klimapolitik er fraværende
Det er langt sværere at se bjælken i ens eget øje. Her lader vi os til stadighed forvirre af, at den danske regering har en overordnet målsætning om, at Danmark skal være CO2-neutralt i 2050.

Det er et mesterligt udført spin og må høre til et af historiens bedste svindelnumre. At kunne dække sig ind med et lille figenblad af en overordnet målsætning, som ingen praktisk politisk betydning har. For hvis vi kigger nærmere på regeringens ”klimapolitik”, er den mildest talt fraværende.

Igennem lang tid har regeringen haft en konsekvent linje i forhold til at fremme erhvervslivets interesser på bekostning af miljø og klimaet. Vi har set det i forhold til afskaffelsen af NOx-afgiften og landbrugspakken.

Regeringen fører ikke blot anti-klimapolitik. De udnytter deres magtbeføjelser til at fjerne relevant viden om, hvordan deres landbrugspakke har negative effekter på miljøet, og hvordan deres transportpolitik har negative effektiver på klimaet

Theresa Scavenius
Lektor, AAU

Senest med de nyeste forslag i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, viser regeringen, at de ikke blot har den store interesse i at gennemføre reformer, som ville kunne indfri deres vision om, at Danmark skal være CO2-neutrale i 2050, men at regeringen decideret ønsker at sætte dansk klimapolitik i baggear. 

Det gælder i forhold til transportpolitikken, hvor det for nyligt er blevet besluttet, at afgifterne skal sænkes. Det gælder i forhold til beskæring af støtte til offentlig transport, herunder DSB. Disse politikker vil have en umiddelbar negativ effekt på dansk miljøforurening og CO2-udledning.

På positivkontoen skal nævnes, at DF lykkedes med at få en lidt grønnere profil på skattelettelserne i forhold el-biler, og at Lars Løkke har lanceret et initiativ til at give et par milliarder kroner til grøn vækst og eksportstøtte. Men det opvejer på ingen måde det manglende initiativ, regeringen har i forhold til en reel ændring af vores økonomi fra at være kul- og oliebaseret til at være grønt baseret. 

Trump og Løkke fjerner faktuel viden
Men så vidt så godt: Regeringens politik agerer inden for, hvad vi kunne kalde ”normal-politik”. Nogle partier vælger at lægge afgifter på uønskelig adfærd for at kunne betale for investeringer i det grønne og sociale område, mens andre partier ønsker det modsatte. Der er tale om normale politiske uenigheder om, hvilke politiske instrumenter der er ønskelige og effektive. 

Der, hvor Trump og Løkke går et skridt videre, er ved ikke blot at fremsætte politikker baseret på et sæt politiske og ideologiske ideer, men derimod at underminere muligheden for at kritisere den førte politik ved at fjerne viden om, hvordan ændringer i økonomien påvirker miljøet og klimaet.

Konkret har regeringen fjernet bevillingen til DMI’s grønne nationalregnskab, som koster 4,7 millioner årligt. Til sammenligning foreslog regeringen skattelettelser for 23 milliarder kroner.

Der er tale om en bekymrende politisering af viden. Regeringen fører ikke blot anti-klimapolitik. De udnytter deres magtbeføjelser til at fjerne relevant viden om, hvordan deres landbrugspakke har negative effekter på miljøet, og hvordan deres transportpolitik har negative effektiver på klimaet. 

Det er uhørt inden for en dansk politisk kontekst at politisere viden på den måde.

Politiseret viden truer den demokratiske debat
I Danmark bygger vores administration på weberianske principper om faglighed, neutralitet og upartiskhed. Det helt specielle ved Danmark er, at stort set ingen embedsmænd flyttes, når en regering skifter. Det kan lade sig gøre, fordi de danske regeringer plejer at arbejde inden for det, som vi kan kalde ”normal-politik”.

Normal-politik er baseret på, at regeringerne har deres forskellige ideologiske farve, men de lytter til embedsapparatets vurderinger, og derfor er det heller ikke sjældent, at en ny regering viderefører og gennemfører, hvad den tidligere regering har været i gang med at arbejde med. 

Denne dynamiske og fagligt-baserede regeringsførelse er en af hemmelighederne bag den danske model. Overgangen mellem de to regeringsdannelser er mere effektiv og smidig end i de fleste andre lande. 

Regeringens ønske om at eliminere det nationale grønne regnskab er derfor ikke blot dårligt for klimaet, det er dårligt for det danske demokratis mulighed for at føre fagligt og sagligt baseret politik fremadrettet. Det er ødelæggende for den danske model. 

Det lægger sig i slipstrømmen af den nuværende ubehagelige udvikling, hvor kendsgerning og fakta betvivles globalt, hvor populisme og ”alternative facts” spreder sig på sociale medier, og hvor det i stigende grad bliver umuligt at føre en politisk debat om, hvordan en samfundsmæssig udfordring håndteres, fordi parterne ikke længere deler et fælles vidensgrundlag om, hvad problemstillingen drejer sig om.  

Trump har specialiseret sig i at underminere politiske diskussioner ved at politisere præmisser og kendsgerninger, der ligger til grund for den politiske diskussion.

Særligt slemt er det i forhold til den amerikanske klimapolitik, hvor den amerikanske debat ikke er nået længere end til at diskutere, om klimaforandringer rent faktisk sker. Men den post-faktuelle debatform ses også i små sager, som diskussionen af hvor mange tilskuere, der var til Trumps indtrædelse som præsident.

Trump fastholder, at der var flere mennesker til hans indsættelsesarrangement, selvom fotodokumentation viser, at der var mindst dobbelt så mange til Obamas indsættelse, og Trump fastolder, at solen skinnede, selvom det er et faktum, at det regnede. 

Men hvad der er sandt og faktuelt korrekt, er ikke længere et relevant kriterium for politik. Det er derfor, at det er muligt for Lars Løkke at fastholde, at hans regering er den grønneste regering, selvom det er åbenlyst forkert. Men i det postfaktuelle samfund er det lige meget.

Sociale medier er vigtigere end sandhed
Den, der siger noget med tilstrækkelig overbevisning og succes på de sociale medier, har ret.  

Igen er det nemt at grine ad dette og se Trump og Løkke som karikaturer på en amerikansk præsident og dansk statsminister. Men sandheden er, at Trump og Løkke nok ud fra et ”normalt-politisk” og demokratisk perspektiv er karikaturer på ordentlige politikere. Men det er ikke tilfældet i det post-normale politiske samfund. 

Det post-normale politiske samfund er karakteriseret af, at det er umuligt at lave nye politiske projekter endsige løse samfundsmæssige udfordringer.

De politiske visioner og ideologiske projekter rækker ikke længere end til at afmontere politikområder gennem nedskæringer og skattelettelser. Der er ingen positive fremtidsprojekter. Der er ingen positiv vision for, hvordan der skabes bedre vilkår for mennesker og naturen. 

I stedet for at diskutere vanskelige problemer, såsom klimaforandringer og ulighed, rettes fokus på nogle marginale problemer, såsom placering af en politiskole i nye eller gamle bygninger. 

Resultatet er en afpolitisering af normale politiske spørgsmål og en politisering af vidensgrundlaget for den politiske debat. 

Og samtidig bliver det sværere at afdække, hvad der er sandt og falsk. Det gælder både for medier, forskere og almindelige mennesker. Bevillingerne til public service og andre oplysningsprojekter skæres. Tilbage er kun facebook-delinger, likes, og hvordan folk ”oplever” en politiker som en stærk leder.

Mestrene i dette er en klub af anti-demokratiske ledere: Trump, Putin og Erdogan. I Rusland og Tyrkiet bliver journalister slået ihjel eller fængslet, og forskere bliver fyret eller forsvinder. Heldigvis er situationen anderledes i Danmark, men afpolitiseringen af vigtige problemer gør det i stigende grad svært at føre en politisk samtale, der rækker ud over floskler, pæne målsætninger og manipuleret fakta. 

Velkommen til det post-faktuelle Danmark anno 2017.