WWF: Vismændenes klimaberegninger er ren hokuspokus

Af John Nordbo
Klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden

De økonomiske vismænd, som også udgør formandskabet i Det Miljøøkonomiske Råd, udgav for nylig sin årlige rapport om samspillet mellem miljø og økonomi. 

I et kapitel regner vismændene på, om en omstilling til 100 procent vedvarende energi i Danmark i 2050 vil være en god forretning eller ej. Igen i år vender de tommelfingeren nedad i deres vurdering af den danske klimaindsats.

Som så ofte før er vismændenes beregninger præget af tilfældigt valgte forudsætninger og en teoretisk tilgang, som ikke har meget hold i virkeligheden. Som menigt medlem af Det Miljøøkonomiske Råd, må jeg desværre konstatere, at analysen ikke styrker formandskabets troværdighed.

Tallene er tilfældige
Prisen på gevinsterne ved en klimaindsats er et eksempel på den hokuspokus-økonomi, som præger kapitlet. 

I beregningerne anvendes en pris per ton udledt CO2 på 450 kroner. Tallet skal ses som den gennemsnitlige globale skadeomkostning for et ton CO2 i år 2050.

Det resultat nås altså kun, fordi man griber tal ud af luften, laver logiske kortslutninger og i øvrigt tilpasser scenarier, så de passer bedst med konklusionen. Det er ikke vismændene værdigt.

John Nordbo
Klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden

Hvad formandskabet baserer sin vurdering på, står imidlertid hen i det uvisse. I rapporten henviser vismændene til en tværministeriel arbejdsgruppe i USA, der foreslår, at der regnes med 580 kroner per ton CO2. 

Sådanne beregninger er naturligvis forbundet med stor usikkerhed, men formandskabet argumenterer ikke en eneste gang for, hvorfor man regner med en gevinst, som er cirka 20 procent lavere end den amerikanske. 

Gevinsten ved at reducere udslippet af CO2 bliver altså mindre med de forudsætninger, som vismændene af uransagelige årsager vælger at bruge. Hvis de havde brugt den amerikanske pris, ville de globale gevinster ved en aktiv dansk klimapolitik ligge tre milliarder kroner højere. 

Ulogiske hypoteser
Formandskabet sammenligner omkostninger ved at gøre Danmark fri af fossile brændsler med et hypotetisk sort scenarie, hvor der hverken i Danmark eller EU gennemføres andre klimaindsatser end de allerede besluttede. 

I det scenarie vil Danmark i 2050 bruge betydeligt mere kul i energiforsyningen, end vi gør i dag. Det virker ikke særlig realistisk, at der ikke vedtages nye klimatiltag, men vismændene formår ikke engang selv at følge logikken i deres hypotetiske scenarie. 

En vigtig forudsætning for vismændenes beregninger og konklusioner er, at EU’s kvotehandelssystem består i 2050, altså om 35 år, og er et effektivt redskab til at begrænse udslippet af drivhusgasser. 

Det hænger ganske enkelt ikke logisk sammen. Hvis EU ikke vedtager yderligere klimatiltag, er der nemlig ikke noget kvotehandelssystem. Der er således ikke på nuværende tidspunkt vedtaget regler for kvotesystemet, som rækker frem til 2050. 

Hvad der skulle få politikerne i Danmark og resten af EU til stædigt at holde fast i et kvotehandelssystem om 35 år, når man i øvrigt ikke vil føre aktiv klimapolitik, står hen i det uvisse. Vismændene forklarer det ikke i rapporten – og kan det heller ikke, for der er tale om en logisk kortslutning.

Kvotesystemet bliver misforstået
I rapporten bruges antagelsen om kvotehandelssystemets eksistens i 2050 til med et pennestrøg at sætte den samfundsøkonomiske værdi af en grøn omstilling af den danske el- og varmeforsyning til nul. 

Vismændene forestiller sig, at kvotehandelssystemet bevirker, at grøn omstilling i Danmark blot vil føre til, at der bruges flere fossile brændsler andre steder i Europa.  

Sådan har EU’s kvotehandelssystem imidlertid aldrig fungeret. I årevis har de kraftværker og virksomheder, som er omfattet af kvotehandelssystemet, udledt mindre CO2 end det samlede antal kvoter i systemet. Det betyder, at der er ophobet et stort antal ubrugte kvoter, og at klimaet og atmosfæren får gavn af hvert eneste ton CO2, som ikke udledes i Danmark.

Der er altså ikke noget belæg for at se bort fra gevinsterne ved lavere klimabelastning og mindre luftforurening, som vismændene gør. Hvis man ellers bruger vismændenes egne priser på disse gevinster, så beløber de sig til omkring otte milliarder kroner i 2050. 

Regnestykket er forkert
Vismændene anvender andre kunstgreb for at puste omkostningerne ved den grønne omstilling op. 

Man ser bort fra kendte muligheder for at minimere omkostninger ved opstilling af vindmøller, mens man i det sorte scenarie fratrækker udgifter baseret på formodninger om, hvordan teknologien vil udvikle sig. 

Også på dette punkt er der tale om, at vismændenes regnestykker burde korrigeres med mere end fem milliarder kroner.

Samlet set når vismændene frem til en ekstraregning ved den grønne omstilling på 16 milliarder kroner i 2050, og de konkluderer, at ”omkostningerne ved en omlægning til fossilfrihed formentlig er større end de gevinster, der er forbundet med globale klimagevinster og reducerede helbredsomkostninger.” 

Men det resultat nås altså kun, fordi man griber tal ud af luften, laver logiske kortslutninger og i øvrigt tilpasser scenarier, så de passer bedst med konklusionen. Det er ikke vismændene værdigt.