Direktør i demokratifond: En storpolitisk kollision i Taiwanstrædet vil ramme Danmark ti gange hårdere end krigen i Ukraine

En bog, der skal rette den samfundsinteresserede danskers kompas mod øst og mod en konflikt, som vi i Danmark bliver nødt til at tale og vide meget mere om. Om ikke andet så chokket bliver mindre, end da Putins tropper invaderede Ukraine. Men hovedsageligt for at forstå, hvorfor denne konflikt vil påvirke os militært, økonomisk og ideologisk i langt højere grad end krigen i Europa.

For selvom de to konflikter minder om hinanden, så gør de det alligevel ikke, hvis man spørger den tidligere diplomat.

Og netop dette har Altinget mødt Parello-Plesner til en snak om. Men også om det, bogen berør inden for moderne geopolitik, kringlet handelsdiplomati og den ideologiske manifeststation, som kampen om Taiwan unægtelig skal minde os om; at frihed ikke skal tages for givet.

Gammel konflikt i nyt format

Ligesom med Ukraine og Rusland, så deler Kina og Taiwan en fælles historie og et brud, der har antændt en spænding, der er vokset med årene.

Krigsstien blev lagt, da Maos kommunister etablerede Folkerepublikken Kina i 1949 og kæmpede mod Nationalisterne fra Republikken Kina. Ultimativt tabte Nationalisterne anført af Chiang Kai-shek, som trak sig tilbage til den kinesiske øgruppe, Taiwan. Siden da har der været uenighed om, hvorvidt Taiwan er en del af Kina eller sit eget selvstændige land. I FN-regi anerkendes kun Folkerepublikken Kina som selvstændig stat.

I Beijing har de det, man kalder ’Ét-Kina-princippet’ - der findes kun ét Kina. Og her indgår Taiwan som en uadskillelig historisk del 

Jonas Parello-Plesner

I årene efter borgerkrigen har de to republikker udviklet sig i hver sin retning. Hvor Kina kontrolleres af kommunistpartiet med Xi Jinping som leder, har Taiwan siden 1996 været et frit flerpartisdemokrati med præsident- og parlamentsvalg hvert fjerde år.

På det kinesiske fastland har man dog ét mål for øje.

”I Beijing har de det, man kalder ’Ét-Kina-princippet’ - der findes kun ét Kina. Og her indgår Taiwan som en uadskillelig historisk del. Derfor har det kommunistiske parti en klar ambition om at forene Taiwan med resten af Kina," forklarer Parello-Plesner.

Internationalt har ét-Kina politikken bred opbakning.

"Mange lande har anerkendt ét-Kina politikken - heriblandt Danmark. Men fortolkningen heraf er af varierende grad fra land til land, alt afhængig af hvor meget man gerne vil tilfredsstille Beijing. USA siger for eksempel, at Taiwans status er uafklaret, og at enhver ændring i status quo i Taiwan skal foregå fredeligt, og være forandringer, som den taiwanske befolkning er indforstået med,” siger Parello-Plesner.

USA's tvetydige holdning til spørgsmålet om Taiwans selvstændighed ledsages dog op af en mere klar position om, hvor amerikanerne står, hvis Kina vælger af invadere Taiwan.

”Præsident Biden har markeret klart, at han vil forsvare Taiwan militært, hvis Kina angreb. Så en mulig konflikt i Taiwan-strædet vil også kunne føre til en decideret stormagtskonflikt mellem Kina og USA,” siger Parello-Plesner.

Her adskiller konflikten i Taiwan sig fra krigen i Ukraine. For meget vel har Vesten forenet sig i en fælles støtte til ukrainerne såvel humanitært som i form af militært udstyr, men den direkte militære tilstedeværelse, altså ’boots on the ground’, er udeblevet.

”Med Ukraine har vi set, at krig ikke længere er uundgåeligt. Men med Taiwan er der tre virkelig gode grunde til, at vi i Danmark og Europa bør interessere os for konflikten: militært, økonomisk og værdimæssigt.”

Massive militære konsekvenser 

Med udgangspunkt i det militære belyser Parello-Plesner, at ”Taiwan er i en lidt anden liga end Ukraine” og uddyber:

”Krig i Ukraine er kæmpestort for os i Danmark. Det foregår jo i vores europæiske baghave. Men at USA har forpligtet sig til at beskytte Taiwan militært gør, at hvis Kina angriber, så kan vi i langt højere grad forvente, at USA – som er verdens største militærmagt – svarer igen. Og det vil medføre langt større tab af menneskeliv og i verdensøkonomien.”

En sådan storkonflikt vil også skabe ringe i vandet til Danmark, hvor vi gennem forsvarsalliancen NATO har en sikkerhedspolitiske forpligtelse til at hjælpe USA.

Parello-Plesner fremlægger i sin bog flere scenarier for, hvordan en militær invasion fra fastlandet vil udspille sig. Det gør han med hjælp fra admiral Chen, der er tidligere taiwanesisk viceforsvarsminister. Et af de mest sandsynlige scenarie er dog ikke helt så voldsomt som først antaget.

"Vi skal nok ikke forvente den helt store D-dages-invasion, hvor kinesiske tropper krydser Taiwan-strædet i tusindvis og lander på strandene, da der faktisk er meget få strande på Taiwan, man kan lægge til og invadere fra. Til gengæld er øgruppen rigtig sårbare over for blokader, og andre former for det, som russerne også har været gode til op til invasionen af Ukraine - nemlig at gennemføre en masse gråzone operationer, hvor man provokerer fjenden via digitale kanaler og misinformation."

Stort økonomisk gamble

Økonomisk set er en konflikt mellem Kina og Taiwan også en helt anden skala end Rusland og Ukraine.

”Ruslands økonomi er ti gange mindre end Kinas. Det vil sige, at enhver form for konflikt ude og omkring Kina og Taiwan - også når vi tænker i sanktioner - er ti gange så store,” siger Jonas Parello-Plesner.

Vi troede, at hvis vi fodrede Kina, ville det blive til en rar lille delfin. I stedet blev det til en stor hvidhaj, der nu kan spise os

Jonas Parello-Plesner

Kinas økonomi er i de seneste årtier vokset i sådan en grad, at vækst, byggeboom og teknologisk udvikling har været reglen snarere end undtagelsen. Den vestlige optimisme har da også været stor, siden Kina blev optaget i verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001.

”I 00’erne troede vi virkelig på, at man kunne engagere sig med Kina, og ved at handle mere med dem, ville de blive lidt mere som os i Vesten,” fortæller Parello-Plesner.

”Vi troede, at hvis vi fodrede Kina, ville det blive til en rar lille delfin. I stedet blev det til en stor hvidhaj, der nu kan spise os.”

Kinas mægtige handelsposition og voksende selvforsyning har medført, at landet bedre kan presse deres politik igennem internationalt. De lande, som tør udfordre Kina, mærker hurtigt de økonomiske konsekvenser.

”Litauerne gik bevidst ind og tog en værdikamp med Kina, da de oprettede et handelskontor, hvor navnet Taiwan indgik. Normalt kaldes sådanne kontorer for Taipei-repræsentationskontorer. Kineserne straffede hurtigt Litauen økonomisk ved at afbryde deres handel,” beretter Parello-Plesner.

Til spørgsmålet om, hvor Danmark står overfor Kina, når det kommer til at støtte Taiwan, falder svaret prompte:

”Jeg synes godt, vi kunne turde noget mere. Jeg skriver jo også i bogen, at hvis man skulle finde sit kompas i europapolitikken, så er det for mig Tjekkiets præsident Petr Pavel. Da han blev valgt i januar 2023, havde han to telefonsamtaler. Den ene med Ukraines præsident Zelenskyj, den anden med Taiwans præsident Tsai Ing-wen, som var hidtil uset og uhørt i Europa.”

Kina protesterede selvfølgelig kraftigt, beretter Parello-Plesner og fortæller, at Pavel kom med følgende respons:

“Jeg er et frit menneske, valgt i et frit samfund, og jeg taler med dem, jeg har lyst til.” 

Et modigt svar, som i Parello-Plesners optik stadig er inden for rammerne af et-Kina-politikken.

Men har Danmark så råd til at være lige så modige som Litauen eller præsident Pavel? Ifølge Parello-Plesner har vi ikke råd til at lade være.

”Der er ikke noget musehul, der er stort nok til at give os et helt sikkert ly. Hvis den her konflikt sker, også selvom vi intet har sagt til Kina, og intet har prøvet at gøre for at udvide samarbejdet med Taiwan, så vil det have en enorm økonomisk påvirkning på os,” siger han.

Øget samarbejde kan mindske styrken af de økonomiske slag, lyder opfordringen.

”Hvis man kan få vendt det princip om, at man faktisk står mere sammen, så kan et lille land som Danmark - som en del af Europa - skubbe mere på, så vi også på sigt kan vedtage en investeringsaftale eller andre økonomiske aftaler med Taiwan,” siger den tidligere topdiplomat.

Ny form for handelsdiplomati

Taiwans betydning for verdensøkonomien er også betydeligt anderledes end Ukraines.

Hvor ukrainerne står for en stor andel af verdens kornproduktion, så er Taiwan førende på at skabe og udvikle Semiconductors - også kendt som de mikrocomputerchips, der indgår i stort set alle moderne elektroniske genstande fra smartphones til biler.

”Taiwan producerer over halvdelen af alle computerchips til verdensmarkedet og en endnu større andel, når det drejer sig om avancerede mikroskopiske chips. Disse mikrochips har muliggjort den teknologiske globalisering. Hvis produktionen stopper som følge af en invasion, vil det få enorme økonomiske konsekvenser for danskere, europæere – ja hele verden – samt ændre eller afbryde handelsmønstre,” siger Parello-Plesner, som til sin bog har interviewet flere højtstående virksomhedsledere fra den taiwanesiske mikrochip-industri.

8.000 kilometer er pludselig alligevel ikke så langt væk i en globaliseret verden.

Produktionen af computerchips kaldes også for Taiwans ”Silicone Shield”. En dobbelt reference til det materiale, som chipsene er lavet af, men også til deres diplomatiske funktion; dels som værn mod en invasion fra Kina, dels som garant for fastholdelse af USA’s interesse i at beskytte øgruppen.

Men i takt med at spændingerne mellem USA og Kina vokser, begynder de to supermagter - og samtlige lande i Europa - at investere og prioritere produktionen af mikrochips på nationalt niveau for at sikre deres egne forsyningskæder ved en mulig storkonflikt.

Denne udlicitering af viden kommer ikke uden en pris for Taiwans geopolitiske og diplomatiske position.

”Taiwan ved godt, at den her outsourcing til andre lande og regionalisering af deres produktion er uundgåelig. Men jeg tror helt klart, at TSMC (Taiwans største semiconductor firma og blandt verdens 50 største virksomheder, red.) nok bliver diskret hvisket i øret af den taiwanesiske regering, at de godt må skynde sig langsomt. Produktionen i USA er ikke lige så avanceret som Taiwan, så øgruppen beholdes fortsat nogle år endnu stadig den hellige gral for de allermindste chips.”

Frihedskamp på afstand

Som med krigen i Ukraine, ser vi også i denne konflikt, at den ideologiske kamp udgør fundamentet under det militære og økonomiske opgør. Det er opgøret mellem demokrati og autokrati. Forskellen mellem et frit folk mod en despot og hans styre.

”Vi skal ikke fejllæse Xi på samme måde, som man fejlfortolkede Putin,” advarer Parello-Plesner og understreger, at konflikten mellem Taiwan og Kina er eskaleret siden Xi Jinpings tiltrædelse som leder af Kinas Kommunistiske Parti i 2013.

Taiwan er selvfølgelig et symbol på, hvad Kina godt kunne være blevet. Kommunistpartiet i Kina vil gerne kontrollere fortællingen om, at kommunisme er det perfekte system til Kina, og at der ikke er noget andet system, der vil virke

Jonas Parello-Plesner

”Xi har vist sin villighed til at gennemføre projektet om ét-Kina. Det så vi med partiets ageren over for folket i Hong Kong i 2019/2020. Trods Hongkongs position som et stort finanscentrum, og at en indblanding derfor ville medføre økonomiske tab, var det alligevel ideologisk vigtigere for Xi Jinping at fratage seks millioner mennesker deres demokratiske præferencer.”

Den kinesiske leders stålsatte kurs på Taiwan-spørgsmålet bekymrer Parello-Plesner:

”Xi er fastlåst på det politiske og ideologiske mål om, at Taiwan er den her nødvendige brik i puslespillet om et samlet Kina, og som ultimativt vil gøre landet klar til at stå stærkt på verdensscenen.”

For at modkæmpe truslen fra autokratiet, er det vigtigt, at de ideologiske kampe vedligeholdes internt i de truede nationer og støttes eksternt af andre demokratier, mener Parello-Plesner.

Målet for taiwaneserne – og for deres støtter – er, at Taiwan forbliver en demokratisk nation, der ikke blot begrænser Kinas og Xi Jinpings dominans, men som også muliggør, at Kina ikke lukker sig om sig selv.

”Taiwan er selvfølgelig et symbol på, hvad Kina godt kunne være blevet. Kommunistpartiet i Kina vil gerne kontrollere fortællingen om, at kommunisme er det perfekte system til Kina, og at der ikke er noget andet system, der vil virke – slet ikke et vestligt demokrati.”

Derfor er et frit og selvstændigt Taiwan en trussel for Xi Jinpings planer om ét-Kina. Ligesom et frit Ukraine er det for Putins vision for Stor-Rusland.

Parello-Plesner interviewer i bogen flere almindelige taiwanesere, som har taget den lange vej til Ukraine for at kæmpe mod Rusland.

”Vi kommer nemt til at tale lidt teoretisk om de ligheder og forskelle, der er mellem Ukraine og Taiwan. Men mødet med de her taiwanesere, der havde kæmpet i Ukraine, var en konkret måde at sammenføre og præsentere de to konflikter på – og den fælles værdikamp, de begge udkæmper.”

Motivationen hos de taiwanesiske soldater for at deltage i krigen i Ukraine var meget simpel: Hvis ikke vi er med til at beskytte Ukraine, så er vi de næste i rækken.

Afslutningsvis er det også det, som Parello-Plesner opfordrer til med sin bog. At krigen i Ukraine og den optrappende konflikt i Taiwan blot bekræfter, at den frihed, vi i vestlige demokratier tit tager for givet, er noget, vores ideologiske naboer fra nær og fjerne atter skal kæmpe for – selv når man mindst troede det.

Derfor skader det ikke, at vi er lidt mere forberedt på, hvad fremtiden kan bringe.

Frihed koster - på den ene eller anden måde – men hvad er vi villig til at betale for at undgå, at den verden, vi troede var fortid, bliver alles fremtid?