Globaliseringen, som vi kender den, er sendt 30 år tilbage

Uanset udfaldet af krigen i Ukraine er den globale spilleplade for danske virksomheder ændret markant. Måske for altid. Foreløbig med fokus på Rusland, men i horisonten lurer lignende øst/vest konflikter i Mellemøsten, og især den stigende konflikt med Kina tiltrækker sig opmærksomhed som værende en reel trussel.

For bestyrelser og direktioner har de væsentligste dagsordener skiftet karakter. Nu handler det ikke alene om at finde nye markeder, vækstmuligheder og styrke bundlinjen, nu handler det i stigende grad om helt nye risikoprofiler samt elastiske begreber som etik og samfundsansvar. Også selvom det koster tab.

Business-verdenen har traditionelt forholdt sig til rationelle værdier, nu er det i stigende grad irrationelle værdier og holdninger, der skal tænkes ind i strategierne på de bonede gulve.

Med hensyn til Rusland er det i bedste fald med tab af markeder og værdier her-og-nu, udsættelse af planlagte etableringer, større forsigtighed og mindre risikovillighed. Der står milliarder og atter milliarder på spil.

For verdens største virksomheder, herunder i særdeleshed også for de danske, har de seneste to-tre årtier været et slaraffenland for ekspansion, stigende omsætning, stigende profit og dermed også stigende aktiekurser. 

Jens Chr. Hansen

På den lidt længere bane i værste fald en mere kynisk opdeling af verden, hvorefter virksomhederne må beslutte sig for, hvilken region eller hvilket land de vil operere i. Altså både et tilvalg af markeder, men som noget nyt dermed også et fravalg af markeder. Fordi det politisk, etisk og sikkerhedsmæssigt ikke kan lade sig gøre at operere på begge sider i krige og konflikter.

I så fald i realiteten et opgør med globaliseringen, som vi har kendt den i de seneste to-tre årtier. Lidt a la Bush-doktrinen efter terrorangrebet i New York i 2001 “enten er I med os, eller I er med terroristerne.”

Og i så fald et opgør med drømmen om, at global handel ville kunne medvirke til større fred i verden. Ud fra devisen, at så længe vi handler sammen, går vi ikke i krig. Den drøm brast med Putins invasion i Ukraine. Globalisering har pludselig fået et noget andet indhold.

Globaliseringen har kritikere, blandt andet med hensyn til klima og miljø, men man skal også samtidig huske, at det er globaliseringen, altså samhandelen, der har løftet hundrede af millioner mennesker i den tredje verden op fra fattigdom til en højere levefod i middelklassen.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde i et interview med dansk erhvervslivs førstemand, direktør Lars Sandahl Sørensen, DI, sådan: “Vi har været et sted i historien (med krigen i Ukraine, red.) hvor man har været tvunget til at vælge side.”

Man må forstå det sådan, at også erhvervslivet, som udenrigsministeren ser det, er tvunget til at vælge side. Det har en række virksomheder gjort. Nemlig lukket helt eller delvist ned i Rusland, mens andre er fortsat som eksempelvis Carlsberg, Rockwool, Ecco med flere.

På samme måde som elitesporten er fedtet godt og grundigt ind i global storpolitik, må også erhvervslivets virksomheder til at virke i en ny og noget mere politisk opdelt verden.

Jens Chr. Hansen

Mens udenrigsministeren således er klar i sin tale, er det anderledes hos hans kollega, finansminister Nicolai Wammen. Staten har nemlig ejermajoriteten i energiselskabet Ørsted, og her har man valgt IKKE at lukke ned og annullere en gaskontrakt frem til 2030 med russiske Gazprom.

Hvad der er rigtigt i manifestationer, kan således være noget mere besværligt at gennemføre i virkelighedens verden. En annullering af Ørsteds aftale med russerne ville for det første koste milliarder af kroner i tab, men samtidig også risikere at resultere i manglende energi til de danske boliger og virksomheder.

Så nej, der er ingen lette løsninger for Ørsted, men det er der heller ikke for Carlsberg og Rockwool og de andre virksomheder, som ikke bare har bundet milliarder af kroner i russiske anlæg, men tillige har et ansvar for de tusinde af ansatte i de respektive virksomheder.

Virksomheder, der bliver i Rusland, henholder sig til, at det er af hensynet til deres ansatte. Det er imidlertid et noget hult argument. Når et land som Rusland rammes af omfattende sanktioner, er det selvfølgelig hele landet, både den politiske elite, men også den brede befolkning, der skal kunne mærke det. I håb om at vippe despoten af pinden.

Derfor er det også naivt at forestille sig, at danske virksomheder i Rusland og deres ansatte skal kunne leve videre, som om intet var hændt. Det er krigens kynisme.