Løkke vil hente flere udlændinge til Danmark: "Det her forslag trumfer alt"

Problemerne med arbejdsmangel kan ikke løses uden mere udenlandsk arbejdskraft. Derfor skal virksomheder med overenskomst have adgang til en "overhalingsbane", der gør det lettere at rekruttere udlændinge til Danmark.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Virksomheder, der har tegnet overenskomst med en dansk fagforening, skal have en fordel, når det handler om at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark. 

Sådan lød det fra Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, da han flankeret af gruppeformand Henrik Frandsen og politisk ordfører Monika Rubin tirsdag mødte pressen i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Helsingør.

"Vi foreslår en overhalingsbane, der trumfer det hele," sagde Lars Løkke Rasmussen og henviste til de mange regler, der i dag gælder på området.

Partiet foreslår konkret at lette adgangen for udenlandsk arbejdskraft til Danmark ved at give en fordel til de virksomheder, der har tegnet overenskomst med en dansk fagforening. 

"Det, vi siger, er, at hvis man er en dansk virksomhed, der har overenskomst og som har et tillidsmandssystem, så har man mulighed for at trække arbejdskraft ind på sin arbejdsplads. Er man ikke det, fordi man for eksempel er organiseret i en gul fagforening eller slet ikke, vil ens adgang til udenlandsk arbejdskraft bero på de andre regler, vi har om positivlister og beløbsgrænser," forklarede Lars Løkke Rasmussen.

Det forslag, vi har, bør tale direkte ind i hjertet på enhver god socialdemokrat. For det er én stor hyldestsang til den danske model

Lars Løkke Rasmussen (M)
Politisk leder og udenrigsminister

Ikke afstemt med Mette Frederiksen

Det er ikke et forslag, som er afstemt i regeringen med statsminister Mette Frederiksen og socialdemokraterne. Det er et forslag, Moderaterne foreslår og ikke regeringen, slog Lars Løkke Rasmussen fast.

"Men det forslag, vi har, bør tale direkte ind i hjertet på enhver god socialdemokrat. For det er én stor hyldestsang til den danske model og den organiserede fagbevægelse," sagde den politiske leder, der forklarede, at forslaget skal fungere som incitament til, at den fjerdedel af det private arbejdsmarked, der ikke er overenskomstdækket, bliver det.

Han fortsatte:

"Det er overladt til arbejdsmarkedets parter, hvad det er for vilkår, der skal gælde på de danske arbejdspladser, og kan man stille det op overfor udenlandsk arbejdskraft, så skal udenlandsk arbejdskraft være velkommen."

Lars Løkke Rasmussen fortalte desuden, at han også har haft lejlighed til at orientere 3F-formand Henning Overgaard om forslaget.

Læs også

Flere danskere skal aktiveres

Det siger dog sig selv, at udfordringerne ikke alene kan løses med flere udlændinge. Også flere danskere skal med i fællesskabet, sagde Lars Løkke Rasmussen og fremhævede de 43.000 unge, der hverken er i uddannelse eller arbejde.

"Det er det, der er baggrunden for, at regeringen ønsker at satse mere på erhvervsuddannelse og satse mere på folkeskolen," sagde han. 

Regeringen har allerede meddelt, at den i sit kommende finanslovsforslag vil afsætte 900 millioner årligt til erhvervsuddannelserne. 

Samtidig er det regeringens planer at afsætte 500 millioner kroner årligt til særligt tilrettelagte læringsforløb, der skal hjælpe de fagligt svageste elever i folkeskolen med at få bedre læse- og matematiske færdigheder, kunne Lars Løkke Rasmussen fortælle på pressemødet.

Ifølge ham gælder det "to-tre elever ude i hver folkeskoleklasse". Pengene er først fuldt ud afsat i 2028 og adspurgt om, hvorfor det skal tage flere år, når statskassen øjensynligt bugner, lød svaret: 

"Pengene skal passe. Vi skal passe på med at tro, at vi nu bare flyder i mælk og honning."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00