Kommentar af 
Maria Damborg Hald

Maria Hald: Offentlig digitalisering lider under for lidt risikovillighed

Bekymringen for store nye it-projekter vejer desværre ofte tungere end bekymringen ved at fortsætte med det gamle. Vi er nødt til at sætte hastigheden op i den digitale transformation af den offentlige sektor. Det er alt for dyrt og risikabelt at fortsætte i det nuværende tempo, skriver Microsoft-direktør og tidligere embedsmand Maria Hald.

Vi er det tredje mest digitaliserende land i EU. Men 25 europæiske lande har oplevet en større fremgang de sidste fem år. Vi risikerer at blive overhalet af flere nabolande, hvis vi ikke sætter hastigheden op, skriver Maria Hald.
Vi er det tredje mest digitaliserende land i EU. Men 25 europæiske lande har oplevet en større fremgang de sidste fem år. Vi risikerer at blive overhalet af flere nabolande, hvis vi ikke sætter hastigheden op, skriver Maria Hald.Foto: Microsoft Danmark
Maria Damborg Hald
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi er nødt til at tale om risikoen ved at gøre ingenting!

Det har været en fast del af debatten om udviklingen af den offentlige sektor i Danmark de sidste ti år at tale om behov for opgør med nul-fejls-kultur i embedsværket. Vi har behov for mere risikovillighed og agilitet, hvis den offentlige sektor skal følge med den udvikling, der sker i resten af vores samfund.

Der er ofte skjulte og meget alvorlige risici forbundet med at gøre ingenting. Men alternativomkostningen opgøres ingen steder. Og det er sværere at placere et ansvar for at gøre ingenting, end det er at placere et ansvar for at begå en fejl.

Maria Hald
Direktør for den offentlige sektor, Microsoft Danmark

Hvis vi vil ændre vores embedsmandskultur, så er vi nødt til at se på de rammer og vilkår, vi har skabt for vores offentlige ledere – herunder vores topembedsmænd.

Hvordan præmierer vi offentlige ledere, som er drevet af et innovativt og udviklingsorienteret mindset? Får denne profil af offentlige ledere plads, rum til at disponere, tillid og strategisk sparring fra det politiske niveau?

Tilbageholdende med nye tendenser
Det er min egen erfaring, at vi har en offentlig sektor, som har en tendens til at være mere bevarende og tilbageholdende med at kaste sig over nye tendenser end godt er. Ofte ud fra et argument om at: ’If it ain’t broke, why fix it?!’

Jeg har selv i mange år været topleder i staten med ansvar for drift og udvikling af en række centrale it-systemer. Jeg ved af egen erfaring, hvor kompleks en opgave vi stiller vores topembedsmænd over for. Jeg ved, hvor svære dilemmaer vi beder dem afveje over for hinanden. Jeg ved, hvor vanskelig en opgave det er at levere driftssikre løsninger, som lever op til alle de krav, der stilles til it-sikkerhed, compliance, revision og kontroller inden for det budget, der er afsat.

Men jeg ved derfor også, hvor mange midler og hvor mange årsværk, der er bundet i drift af it-løsninger, som er mere end ti år gamle. I løbet af de sidste ti år er der kommet en række revolutionerende nye teknologier til nye måder at tænke opbygningen af it-systemer på, nye måder at indsamle, opbevare og anvende data på. Innovation som kunne bidrage til radikalt at løfte kvalitet, sikkerhed og reducere omkostninger og risici.

Vi er nødt til at sætte hastigheden op i den digitale transformation af den offentlige sektor. Det er alt for dyrt og alt for risikabelt at fortsætte i det nuværende tempo.

Maria Hald
Direktør for den offentlige sektor, Microsoft Danmark

Vi taber terræn i Europa
Men vi formår ikke at høste værdien af disse nye innovative teknologiske fremskridt. Fordi vi har en række grundlæggende rammer for eksempel i den måde vi budgetterer på, og den måde vi opstiller mål på – og hos mange embedsmænd desværre også et mindset, som virker konserverende og understøtter status quo.

Sandheden er bare, at der ofte er skjulte og meget alvorlige risici forbundet med at gøre ingenting. Men alternativomkostningen opgøres ingen steder. Og det er sværere at placere et ansvar for at gøre ingenting, end det er at placere et ansvar for at begå en fejl.

Måske er det en del af forklaringen på, at vi taber terræn i Europa. Ifølge EU-Kommissionen er vi i dag det tredje mest digitaliserende land, når det gælder offentlige tjenester. Men hele 25 europæiske lande har oplevet en større fremgang end Danmark de sidste fem år. Og vi risikerer at blive overhalet af flere nabolande, hvis vi ikke tør sætte hastigheden op.

Vi undervurderer reinvesteringer
Lige nu udspiller der sig eksempelvis en debat for og imod brug af cloud services i den offentlige sektor.

Desværre vejer bekymringen for de risici, der er forbundet med at gennemføre store nye it-projekter i dag ofte tungere, end bekymringen ved at fortsætte med at bruge et gammelt it-system.

Maria Hald
Direktør for den offentlige sektor, Microsoft Danmark

Diskussionen går ofte på, hvilke risici danske offentlige myndigheder påtager sig ved at lade deres data opbevare i datacentre ejet og drevet af de store cloud-udbydere. Men meget lidt tid bliver brugt på at drøfte, hvor stor risiko der er forbundet med den måde, man driver it-løsninger på i det nuværende setup.

Digital transformation er helt afgørende for udvikling af vores offentlige sektor. De sidste 20 år har vi investeret massivt i at opbygge digital infrastruktur og it-løsninger, der understøtter en lang række af hovedprocesserne i den offentlige sektor.

Men som vi ved fra for eksempel skattevæsenet, har vi på en række områder undervurderet behovet for løbende at reinvestere i systemudvikling, og vi står derfor med en ganske betydelig ’teknisk gæld’ i vores it-systemer i den offentlige sektor.

Dyrt og risikabelt at fortsætte i nuværende tempo
Desværre vejer bekymringen for de risici, der er forbundet med at gennemføre store nye it-projekter i dag ofte tungere, end bekymringen ved at fortsætte med at bruge et gammelt it-system, som typisk er dårligt dokumenteret og som bygger på teknologi, der er både dyr og alt for kompleks at vedligeholde endsige videreudvikle på.

Ofte er helt nye it-løsninger billigere i drift, fordi den grundlæggende logik i løsningerne helt kan gentænkes, de kan sikre et væsentligt løft af it-sikkerheden og er typisk modulært opbygget, baseret på standardfunktionalitet. Hvilket gør det langt nemmere at sikre transparens i, hvordan løsningerne fungerer, og derfor vil drift og videreudvikling af disse it-systemer lettere kunne konkurrenceudsættes.

Vi er nødt til at sætte hastigheden op i den digitale transformation af den offentlige sektor. Det er alt for dyrt og alt for risikabelt at fortsætte i det nuværende tempo. Og hvis vi ikke kan finde en model for at gøre den offentlige sektor mere risikovillig, så skal vi måske bede nogle andre om at påtage sig den opgave?

Måske er en del af svaret at finde nye modeller for samarbejde mellem offentlige institutioner og private virksomheder. Måske skal vi finde nye modeller til at dele både risiko og gevinster, som i langt højere grad end de nuværende kan forløse det innovationspotentiale, der er i at udskifte gammel teknologi med ny teknologi.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00