Panikløsninger må ikke spænde ben for de rigtige reformer

Statsministeren har indledt en ny slags værdikamp.

En kamp for at sende de 100.000 ledige i arbejde og de 45.000 unge uden uddannelse og job i sving på den ene eller anden måde. Det er en både nødvendig og sympatisk værdikamp, der også har til formål at understøtte den solidariske holdning til, at vi alle skal give et bidrag til det samfund, vi er en del af. Helt efter den socialdemokratiske grundbog.

Dybere under statsministerens akutte dagsorden ligger for det første, at vi trods stigende pensionsalder i de kommende år vil have brug for alle hænder på arbejdsmarkedet, så det er ikke blot et her-og-nu-problem, men et strukturelt arbejdsmarkedsproblem, vi har forsømt at løse meget længe. For det andet, at vi ser ind i en fremtid med et markant behov for opkvalificering og efteruddannelse af store grupper på arbejdsmarkedet. Også et strukturelt problem, som er blevet forsømt løst alt for længe.

Virksomhederne skriger på arbejdskraft og 28 procent af dem mangler hænder og hoveder til at imødekomme potentielle ordrer og kunder her og nu. Flere partier står i kø med forskellige forslag til akutte initiativer indbefattet alt fra lavere topskattegrænse, højere bundfradrag, lavere dimittendsats og lavere indtægtskrav for udenlandsk arbejdskraft, som trækkes her til landet.

Regeringen har kaldt arbejdsmarkedets parter og kommunerne til møde for at drøfte den akutte situation. Så langt så godt. Det er ude fra set totalt utåleligt, at der er jobparate ledige på forskellige former for understøttelse i massivt omfang og samtidig virksomheder, der mangler arbejdskraft, og så kan man ikke i jobcentrene få det match til at passe. 

Det er helt nødvendigt, at der nu akut laves en regelsanering og en digital og mandskabsmæssig oprustning af jobcentrene, så de mere effektivt kan få matchet de ledige og de unge uden for arbejdsmarkedet med de ledige job.

Lisbeth Knudsen

På et tidspunkt med en enestående stor jobåbning er det jo fortvivlende. Og der er helt sikkert regler og rammer, som på en eller anden måde spænder ben for den akutte jobformidling. Det kan parterne sammen med kommunerne forhåbentlig finde ud af at skære igennem på den korte bane, lige som statsministeren jo tilsyneladende har set sig så vred på udsigten til, at jobmulighederne ikke udnyttes, at hun er villig til at stramme rådighedsreglerne nærmest fra i morgen.

Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, taler om ændret lovgivning, der vil forpligte ledige til at tage 37 timers arbejde eller uddannelse. Retorikken og tonen er helt klart skærpet hos regeringen, der har gjort arbejdskraftudbuddet til efterårets store tema.

Jobcentrene er lige nu prygelknabe på baggrund af et par spektakulære mediehistorier, men medarbejderne her kan også fortælle historier om, at det ikke nødvendigvis er nemt at sende en demotiveret langtidsledig med en misbrugshistorie og en plettet straffeattest i bagagen ud i første ledige job eller en indvandrerkvinde med sprogvanskeligheder, manglende arbejdsmarkedserfaring og en vrangvillig mand, der synes, hun skal gå hjemme. De historier er der også, men det gælder jo heldigvis ikke for alle 100.000 ledige.

Det er helt nødvendigt, at der nu akut laves en regelsanering og en digital og mandskabsmæssig oprustning af jobcentrene, så de mere effektivt kan få matchet de ledige og de unge uden for arbejdsmarkedet med de ledige job. Der er også brug for at se på rådighedsreglerne, som regeringen bebuder.

Men sørg nu for, at den akutte panik ikke spænder ben for de mere langsigtede og grundige reformforslag, som er på vej fra reformkommissionen og professor Nina Smith. Giv dem nu tid i reformkommissionen til at bliver ordentlig færdige med gennemarbejdede og mere fundamentale løsninger på de strukturelle områder, vi har kæmpet med i mere end 20 år uden at få dem løst:

• De 45.000 – 50.000 unge mellem 15 og 25 år, som efter folkeskolen hverken får en uddannelse eller et job men går ledige. Et stigende antal af dem går ledig længe og har en eller anden form for diagnose eller psykiske problemer, der reelt er startet i folkeskolen uden at blive grebet. Her skal der nytænkes og tænkes tværgående indsatser.
• Vores efteruddannelses- og opkvalificeringssystem, som er fuldkommen sandet til og ikke leverer på de behov, som virksomhederne har for kvalifikationer, og som er så indviklet, at hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere kan gennemskue det. Her skal der slagtes nogle hellige køer og opfindes på et nyt system, der motiverer både arbejdsgivere og lønmodtagere.
• Indvandrerkvinderne, som i alt for stort antal er uden for arbejdsmarkedet, og som ofte har brug for en mere håndholdt indsats fra arbejdsgiverne og jobcentrene for at komme i gang. Igen her et indviklet sæt af forskellige regler for flygtninge og indvandrere, der skaber en masse besværligheder omkring jobformidlingen.
• De ledige dimittender, som går alt for længe uden job og tilknytning til arbejdsmarkedet og et ufleksibelt uddannelsessystem, som ikke formår at ramme aftagernes kommende behov for arbejdskraft og motivere de unge til at vælge måske mindre specialiserede uddannelser, som har en bredere gang på jord på arbejdsmarkedet.
• Man kunne tilføje et femte punkt som handler om jobformidlingen. Hvordan kan vi gøre den mere effektiv, arbejde mere på tværs af kommunegrænser og sektorer for bedre at kunne overvåge bevægelserne og åbningerne i efterspørgslen på arbejdsmarkedet og i tide give de ledige den opkvalificering, der skal til.

De her fem punkter er altså ikke sådan noget, der klares på en eftermiddag og en trepartsforhandling. Men forhåbentlig har den akutte situation inspireret til at give alle modet til de større og sammenhængende reformer. For det er faktisk alt fra uddannelsessystemet til efteruddannelsessystemet og beskæftigelsessystemet vi bør lægge på operationsbordet.

Fagbevægelsens Hovedorganisation fremlagde forleden 110 forslag til at styrke beskæftigelsen og dansk økonomi. En vigtig pointe fra den rapport er, at det ikke er tilstrækkeligt med et fokus på at øge arbejdsudbuddet, men også på at skabe et bedre match mellem arbejdsmarkedets behov og den arbejdskraft, der er til rådighed. Her skal der meget mere grundlæggende greb til for at lykkes.