Stephanie Lose returnerer som regionsrådsformand
Når Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen gør comeback i Forsvarsministeriet 1. august efter en sygeorlov, genindtræder fungerende økonomiminister Stephanie Lose stillingen som regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Lærke Møller Hansen
RedaktionsassistentTroels Lund Poulsens vikar vender tilbage ved roret i Region Syddanmark efter at have ageret fungerende økonomiminister for en periode.
Stephanie Lose genindtræder nemlig i stillingen som regionrådsformand 1. august.
Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse, som er blevet orienteret om meldingen mandag.
Skiftet sker i forbindelse med, at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen (V) oplyste, at han efter længere tids sygdom ønsker at komme tilbage på Christiansborg som forsvarsminister 1. august.
Lose vikarierer i øjeblikket for Troels Lund Poulsen (V), der har overtaget rollen som fungerende forsvarsminister, mens Ellemann har været ude af det politiske billede.
Stress var udløseren
Rokeringen i ministertoppen fandt sted i vinters, da Jakob Ellemann-Jensen 6. februar opslog en besked på Facebook om, at han så sig nødsaget til at trække stikket og tage orlov for en stund. Senere kom det frem, at han er ramt af stress.
Det betød i første omgang, at Troels Lund Poulsen måtte overtage rollen som forsvarsminister midlertidigt samtidig med at bestride sit hverv som økonomiminister.
Stephanie Lose, der er næstformand for Venstre, skulle derimod have ansvaret for Venstres organisation. Men under en måned senere blev der rokeret rundt igen.
Troels Lund Poulsen erkendte, at Forsvarsministeriet tog for meget af hans tid til, at han kunne beholde begge poster. Af den grund blev Lose fungerende økonomiminister.
Men fra 1. august vender alle tre tilbage til deres vante rammer. Det stod klart, da Ellemann 11. maj meddelte, at han er klar til at genoptage rollen som Venstres formand, forsvarsminister og vicestatsminister.
Mens Stephanie Lose har siddet på Christiansborg, har Lo Libergren (V) vikarieret for hende i Syddanmark som regionsrådsformand.
Når Stephanie Lose returnerer som regionsrådsformand, fratræder Bo Libergren stillingen. Han fortsætter imidlertid i regionsrådet, som han har været medlem af, siden det blev sat i støbeskeen og genindtræder på på sin tidligere plads i forretningsrådet. Herdis Hanghøi (V), som også har været stedfortræder for Lose, udtræder af regionsrådet 1. august.