Sydbank-økonom: SMV'erne er for afgørende til at blive glemt
Med et folketingsvalg lige om hjørnet er det vigtigt, at vi ikke glemmer SMV'erne i den politiske debat om erhvervslivets rammevilkår, skriver Morten Laugesen fra Sydbank.
Morten Laugesen
Erhvervsøkonom, SydbankDet er som regel landets største virksomheder, der skaber de store og opsigtsvækkende overskrifter i avisernes erhvervssektioner. Det er på mange måder forståeligt. For selvom vi er et lille land, har vi i Danmark en række store og fascinerede virksomheder, som er blandt verdens førende inden for hvert deres felt.
Men vi har også tusindvis af virksomheder, der ofte må se sig forvist til de bagerste spalter i avisen: De små og mellemstore virksomheder (SMV'erne). Det er egentlig ikke helt retfærdigt, da SMV'erne spiller en afgørende rolle i dansk økonomi, selvom de som enkeltvirksomheder ikke præsenterer milliardresultater, som skaber forskydninger på betalingsbalancen.
Lad mig derfor starte med lidt fakta: SMV'erne defineres ofte som virksomheder med under 250 ansatte. De udgør over 99 procent af alle virksomheder i Danmark og sammenlagt har de 1,1 millioner fuldtidsansatte medarbejdere.
Kigger vi på omsætningstallene, er det også svært at komme udenom SMV'erne som gruppe. De har nemlig en samlet omsætning på over 2.660 milliarder kroner, hvilket svarer til mere end 60 procent af den samlede omsætning i dansk erhvervsliv.
SMV'erne kan findes i alle brancher. De er i bygge- og anlægsbranchen, i industrien, i restaurationsbranchen og i transportbranchen for blot at nævne en lille håndfuld af de brancher, hvor SMV'erne udgør rygraden.
En stor del af SMV'erne har Danmark som deres primære marked, men vi ser også i disse år, at flere retter deres fokus mod eksportmarkederne. Ifølge tal fra Udenrigsministeriets eksportstatistik for SMV'er er der i dag knap 17.200 SMV'er, der afsætter varer udenfor landets grænser. Dermed er antallet af SMV'er med vareeksport vokset med knap 20 procent i løbet af de seneste ti år.
Fastholder positionen som handelsnation
En rapport udarbejdet af HBS Economics for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse peger da også på, at der i Danmark er en højere andel af SMV'er, der eksporterer end i lande som Holland, Finland og Sverige. Dermed er SMV'erne med til at sætte Danmark på verdenskortet og fastholde vores position som en handelsnation.
Vi skal bare ikke glemme SMV'erne i lyset af de danske erhvervsgiganter
Morten Laugesen
Erhvervsøkonom, Sydbank
De danske SMV'er er ligeledes mere produktive end mange af deres udenlandske konkurrenter, hvilket blandt andet afspejler, at de danske SMV'er er innovative og formår at udnytte nye teknologiske muligheder.
Men – og det er vigtigt, at vi ikke glemmer det – det er ingen naturlov, at de danske SMV'er er mere produktive end deres udenlandske konkurrenter. Faktisk viser rapporten fra HBS Economics, at flere af vores nabolande er begyndt at hale ind på de danske SMV'er.
Eksempelvis havde de danske SMV'er i 2010 en produktivitet, der relativt set var knap 20 procentpoint højere end svenske SMV'ers. Knap et årti senere – i 2018 – var dette forspring skrumpet til ti procentpoint.
I skyggen af erhvervsgiganterne
SMV'erne har naturligvis selv et stort ansvar for produktivitetsudviklingen, men vi kommer hellere ikke udenom, at de politiske rammevilkår har betydning for udviklingen. Derfor er det vigtigt, at vi – med et folketingsvalg lige om hjørnet – ikke glemmer SMV'erne i den politiske debat om erhvervslivets rammevilkår.
I den debat er det værd at fremhæve, at manglen på arbejdskraft er en af de helt store udfordringer for mange af de danske SMV'er. I hvert fald viser en rundspørge blandt 400 SMV'er, som Voxmeter gennemførte for Sydbank i foråret, at 52 procent af SMV'erne har svært ved at finde det antal medarbejdere, som de har behov for.
Mit fokus på SMV'erne skal på ingen måde læses som en opfordring til, at vi glemmer de store virksomheder. Vi skal bare ikke glemme SMV'erne i lyset af de danske erhvervsgiganter. Dertil er deres betydning for dansk økonomi simpelthen for stor.