Debat

Adjunkt: Friheden til uenighed er en grundpille i demokratiet og en vigtig værdi i grundskolen

Som samfund ønsker vi, at alle børn lærer om åndsfrihed, altså de grundlovsikrede borgerlige frihedsrettigheder. Og begrebet har en afgørende betydning for skolernes virke. Derfor må vi støtte friskoleordningen, skriver Michael Agerbo Mørch på baggrund af et forskningssamarbejde om emnet. 

Frihed betyder, at der skal være frihed til andet end det, jeg selv mener er rigtigt – ellers er det ikke frihed. Det skal ikke kun være rige menneskers privilegium at kunne adskille sig fra flertallet.Derfor må vi støtte muligheden for at sende børn i friskole, skriver Michael Agerbo Mørch.
Frihed betyder, at der skal være frihed til andet end det, jeg selv mener er rigtigt – ellers er det ikke frihed. Det skal ikke kun være rige menneskers privilegium at kunne adskille sig fra flertallet.Derfor må vi støtte muligheden for at sende børn i friskole, skriver Michael Agerbo Mørch. Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 1975 indskrev folketinget "åndsfrihed" i skoleloven. Med den prægnante formulering om at skolens virke skal være præget af "åndsfrihed, ligeværd og demokrati" var det sekulære samfunds trosbekendelse angivet, som socialdemokraten Knud Heinesen spidsformulerede det.

Selvom åndsfrihed altså er en værdi, vores samfund ønsker at præge alle børn med, er begrebet ikke udbredt. Det skyldes nok, at det besværlige ord "ånd" indgår, om hvilket der ikke er nogen konsensus. Men åndsfrihed må jo betyde frihed for det, der har med ånd at gøre, og ofte forstås det sådan, at mennesket har tankefrihed til at danne sine egne holdninger og meninger.

Men ikke blot det ­– også til samvittighedsfuldt at leve efter holdningerne med integritet, at ytre sine holdninger frit og at mødes med ligesindede uden samfundets overvågning. Åndsfriheden er på den måde en samlebetegnelse for en lang række borgerlige frihedsrettigheder, som vi da også har sikret dem i Grundloven.

Frihed til at tilvælge og fravælge religion

Når åndsfrihed i skoleloven knyttes sammen med demokrati, skyldes det, at åndsfrihed er særligt optaget af mindretalsbeskyttelse. I et demokrati vil flertallet have magten, men så opstår spørgsmålet, hvordan skal vi behandle mindretallene?

Selvom åndsfrihed er en værdi, vores samfund ønsker at præge alle børn med, er begrebet ikke udbredt

Michael Agerbo Mørch, adjunkt, næstformand i foreningen Åndsfrihed

Majoriteten kan blive minoritet ved næste valg, så der fordres en besindelse på at bruge magten med visdom. Det betyder ikke, at majoriteten ikke må kritisere politiske og religiøse mindretal.

Religionskritik og satire er tilladelige, fordi de også hører ind under åndsfrihedens domæne. Så længe hånden er bundet, må munden være fri, både til at agitere for bestemte synspunkter og til at kritisere andre. Historisk såvel som nutidigt handler mange åndsfrihedsproblemstillinger om religionsfrihed, alligevel må den ikke indsnævres til det.

Åndsfrihed er nemlig også frihed til at vende religion ryggen og til eksplicit at kritisere trosforestillinger, man finder problematiske. Åndsfrihed er med andre ord både friheden til at samles til koranrecitation og til at tegne profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

Retten til at være uenig

Åndsfrihedens motor er, at vi ikke er enige. Samfundet er evident pluralistisk, når det kommer til politiske og livssynsmæssige spørgsmål, og derfor må vi være optaget af at kridte banen rigtigt op, så uenighederne hverken relativeres eller obstrueres. Her er historien lærerig.

I tiden efter anden verdenskrig var den offentlige debat intens. Skulle man rumme besættelsesmagtens kollaboratører? Var demokrati løsningen på udfordringerne? Selvom den kulturradikale PH og den kristne Hal Koch var uenige om mange ting, mente begge, at det hører til demokratiet at rumme de stemmer, som taler for dets afskaffelse.

Men er der da ingen grænse for åndsfriheden? Jo – grænsen går ved medmenneskets ret til samme frihed. Og så naturligvis lovens rammer

Michael Agerbo Mørch, adjunkt, næstformand i foreningen Åndsfrihed

Som PH sagde, kan et forbud ikke holde ”nogen politisk retning eller noget samfundsdrømmeri nede (...), Det eneste man opnaar ved forbud er at man mister kontrollen med det politiske liv og i denne kontrol ligger efter min mening den største garanti for demokratiets bestaaen.”

Hal Koch talte i efteråret 1945 for, at det må være et uopgiveligt princip i demokratiet, at vi taler os frem til løsninger på fundamentale problemer, for ”ved sværdet afgør man, hvem der er den stærkeste. Ved ordet finder man ud af, hvad der er det rigtige.”

Men det betyder ikke relativisme – som er og bliver forvrænget åndsfrihed – men at kampen skal placeres, hvor den hører hjemme: I riget for ordenes frie strid.

Som Koch skrev i nøgleartiklen, Om tolerance: ”Vi ønsker virkelig at bekæmpe den nazisme, som vi hader af hele vort hjerte – men vi vil ikke have en politibetjent med en maskinpistol ved siden af os i kampen.”

Mennesket har i et demokrati frihed til at have usmagelige holdninger. Det har ret til at give udtryk for dem og gøre det sammen med andre, der deler dets obskure synspunkter. Det er besværligt, ja, det kan være frustrerende, men det er stadig den bedste ramme om uenighed, hvis man skal undgå, at skurrile synspunkter flygter ned i undergrunden, hvor de er uden for demokratisk observation og diskussion.

Men er der da ingen grænse for åndsfriheden? Jo – grænsen går ved medmenneskets ret til samme frihed. Og så naturligvis lovens rammer, som i Danmark pt. gælder den udvidede racismeparagraf, injurielovgivningen og forbuddet mod at anspore til vold.

Læs også

Støt friskolerne

Et vigtigt eksempel på åndsfrihed i praksis er friskoleordningen og her strides synspunkterne ofte. Den nyligt afgåede undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ville gerne have ’svenske tilstande’ på skoleområdet og lukke de frie grundskoler, som ellers er et arnested for åndsfriheden, fordi det tillader forældre at lave skole på ideologisk grundlag, så længe det faglige niveau står mål med folkeskolen.

Det er forholdsvist enkelt at appellere til modviljen mod friskolerne – særligt mod dem med de tydeligste religiøse retningspræg: Hvorfor skal flertallet betale gildet for et mindretalsbehov? Men det er altså også forholdsvist enkelt at appellere til en forståelse for friskoletraditionen. Man kan eksempelvis sige: Frihed betyder, at der skal være frihed til andet end det, jeg selv mener er rigtigt – ellers er det ikke frihed. Det skal ikke kun være rige menneskers privilegium at kunne adskille sig fra flertallet.

Derfor må vi støtte muligheden for at sende børn i friskole. Åndsfrihed i skolesammenhænge sætter begrebet på spidsen. Mange har lettere ved at acceptere, at voksne mennesker kan have andre holdninger og trosforestillinger end én selv, men sværere ved at acceptere, at forældrene – og ikke flertallet – skal definere rammer og værdier for børns opvækst. Men i Danmark bygger vi samfund på friheden til uenighed, også når uenigheden koster.

Åndsfrihed er en grundpille i vores danske demokrati, og derfor er det en afgørende værdi i skolens virke. Den sikrer i det hele taget mindretals ret til at leve og virke for deres synspunkter, og selvom den er besværlig, er det frihedens pris, som vi må være villige til at betale.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion