Ateister: Hvorfor tør ingen partier kritisere andre religioner end islam?

Til dette valg virker det som om, at vores politikere fuldstændig har glemt de sekulære principper, som nogle af vores forfædre kæmpede så hårdt for.

Ligeledes er spørgsmålet om statens understøttelse af religion fraværende i alle kandidattest – selv her på Altinget. Det betyder, at det måske største ideologiske værdipolitiske skel imellem partierne er fraværende – til fordel for spørgsmål om juridisk kønsskifte og elevfordeling på gymnasier.

Den forglemmelse af et så essentielt demokratisk tema er bedrøveligt. For den sekulære tilgang til religiøse problemstillinger tilbyder nogle fremragende løsninger. 

I stedet for at sætte en klar og tydelig grænse for religiøs indflydelse – og for statens hjælp og støtte til den – bruges der utrolig meget energi på lappeløsninger og symbolpolitik, der driver befolkningen længere fra hinanden. Men det har aldrig virket særligt godt for tolerancen af det anderledes at udpege nogle grupper som særligt problematiske.

Kritik af kristendommens dominerende position er efterhånden så politisk umoderne, at ikke engang de partier, der ellers er selverklæret sekulære, tør tale højt om det

Anders Stjernholm og Lone Ree Milkær
Hhv. formand for Ateistisk Selskab og forperson for Humanistisk Samfund

Hvem tør andet end islam?

I København sidder en imam i et fængsel og rådgiver muslimske fanger i, hvordan de kan reintegrere sig i samfundet. Imamen mener, at musik er haram, at hijabben er obligatorisk, og at kvinder ikke må røre ved en Koran, når de menstruerer. Imamen er på den danske stats lønningsliste. I Aarhus står en præst fast på, at kvinder ikke kan være lærere og præster ifølge Biblen. Præsten er på den danske stats lønningsliste.

Det, synes vi, er et problem. Men i stedet for at se religionspolitikken som en del af samfundspolitikken, ønsker vores politikere hellere at indføre forbud, censur og særlovgivning for at dæmme op for religionernes negative indflydelse på vores samfund.

Eller rettere: De ønsker faktisk kun at gøre noget ved islam. Kritik af kristendommens dominerende position er efterhånden så politisk umoderne, at ikke engang de partier, der ellers er selverklæret sekulære, tør tale højt om det.

Vi ser en tiltagende religiøs magtudøvelse i landet – og politikerne svarer igen med deres egen magtøvelse. Må vi foreslå sekularisme i stedet? Må vi foreslå en reel adskillelse af al slags religion og den danske stat? Eller i det mindste at behandle alle livssyn ens – også de sekulære – i stedet for at forskelsbehandle dem?

Vis nu noget principfasthed!

Som udgangspunkt ønsker vores foreninger total livssynsfrihed og -lighed. Enhver bør være fri til at tænke og tro, som de vil, og enhver bør være fri for at understøtte andres gudedyrkelse. Det er dog langt fra den politiske virkelighed i dag. Der hersker en ukristelig forskelsbehandling – tilmed diskrimination – imellem de forskellige livssyn i Danmark.