Lovindgrebet og debatten omkring store bededag er et spørgsmål om økonomiske og systemiske prioriteringer. Og meget, meget lidt om religion. At kirkefolk og politikere råber om kristen kulturarv er peanuts ved siden at det brud på aftalemodellen, som indgrebet betyder.

I sidste ende er den eneste fair løsning, at danskerne bliver fri til at vælge deres egne hellige dage. 

Lige siden vi var teenagere har årets helligste dag været 1. januar. Ikke kun på grund af de fysiske tømmermænd, men nogle år er denne dag en særlig størrelse, hvor vi kigger en ekstra gang på vores tilværelse i det store billede.

Så lad vær med at kontakte os 1. januar, med mindre du laver pizza eller vil i biografen. For dig, der læser dette, er den helligste dag måske påskedag, fordi du er kristen. Eller juleaften, fordi du elsker vikingefortællingen om hjulet, der drejer. Eller Eid. Uanset bør det være en dag, du selv vælger.

Det er dog ingenlunde det fokus nogen af parterne i debatten om store bededag har haft for øje de seneste måneder, hvor SVM-regeringen har søgt at fjerne helligdagen for at finansiere deres øvrige ambitioner. Det er denne specifikke fridag, der drejer sig om - og derfor har de fået folkekirken og det kristne Danmark på nakken.

Helligdag eller fridag
Mandag fortæller Kristeligt Dagblad, at regeringen vil imødekomme Dansk Folkepartis krav om at bevare ordet “helligdage” i lukkeloven. Det fremstilles som en sejr for kirken, og det kommer på bagkant af, at en professor i Altinget har kaldt lovforslaget “et brud med 1.000 års traditioner”. Det er bare ikke sandt. 

Da Frie Grønne foreslog, at borgerne selv kunne vælge sine fridage, lød det fra Mette Frederiksens regering, at den slags kan man ikke bestemme med lov i Danmark

Rasmus Malver og Anders Stjernholm
Hhv. jurist og forperson, Ateistisk Selskab

Lukkeloven er fra 2005. Den afløste lov om butikstid fra 1995, som var den første lukkelov, der nævnte helligdage. Den lænede sig op ad helligdagsloven, som oprindeligt forbød forlystelser på kirkens helligdage.

Fire år tidligere, i 1991, havde lovgiverne dog fjernet dette generelle forbud imod at more sig på kirkens særlige dage, og loven har siden været formålsløs.

Man må stadig ikke forstyrre gudstjenester, men det er også reguleret i straffelovens § 137, stk. 2, som stadig anvendes. 

Kan ikke bestemmes med lov 
Men selv hvis lukkeloven var 1.000 år gammel, ville det være en overdrivelse at påstå, at den henholder sig til folkekirken. Lovens bemærkninger indeholder en liste over dage der, i lovens forstand, er helligdage. Det kunne være statsministerens fødselsdag, hvis der var stemning for det.

At bevare ordet “helligdage” i lukkeloven betyder altså ikke mere end en lov, der garanterer medvind på cykelstierne.  At få diskussionen til at handle om religion tager fokus væk fra sagens kerne: Nemlig om regeringen skal have lov til at tage en dag fra danskerne. En råderet, som normalt ligger hos arbejdsmarkedets parter.

Det sagde den socialdemokratiske regering meget klart i 2021, da Frie Grønne foreslog, at borgerne selv kunne vælge sine fridage. Den slags kan man ikke bestemme med lov i Danmark, forklarede Mette Frederiksens regering.

Men det er værd at genbesøge dén idé. For hvorfor er der overhovedet en fastlagt fridagskalender for vores samfund?