Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Biskop: Religionskritik er en gave, så frels mig for at blive betragtet som skrøbelig, fordi jeg tror

Jeg væmmes ved at se forfatteres, filosoffers eller politikeres skrifter såvel som de hellige blive kastet ind i ilden. Men gør mig ikke til et pussenus, som man skal være forsigtig i omgangen med, skriver Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen.

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg er forvirret. Snart lyder det, at Gud har vigepligt. Så lyder det, at en utilbørlig handling med en religiøs genstand, der har betydning for et trossamfund, kan straffes.

Det forlyder også, at ytringsfriheden er ubegrænset, selv om der nu er mange ytringer, der ikke kan siges ustraffet i offentligheden. Det siges også, at vi er et sekulariseret samfund, som sætter grænser for religiøse menneskers dogmatiserende holdninger.

Man hører også, at havde vi bare haft blasfemiparagraffen, var vi aldrig endt i dette morads, hvor udenlandske magter, der i det daglige ikke ulejliger sig med at udvise respekt for menneskers rettigheder, formår at lade et enkelt menneskes besynderlige og nedværdigende handling forandre dansk lovgivning.

Som et religiøst og dogmatiseret menneske har jeg ikke noget ønske om at blive fremstillet som særlig skrøbelig, fornærmelig eller fortrædelig

Peter Skov-Jakobsen

Jeg var en af dem, der meget længe holdt fast i blasfemiparagraffen på grund af dens symbolske betydning. Til sidst lod jeg mig overbevise, om at en lovgivning, der havde været anvendt tre gange, og sidste gang i slutningen af 1940’erne, nok ikke havde nogen væsentlig betydning.

Dengang forlød det også, at anden lovgivning ville kunne anvendes, dersom det blev nødvendigt. Det forlod jeg mig på.

En anden grund til at opgive en lov, der tilsyneladende ikke kan anvendes, var den meget enkle, at jeg som et religiøst og dogmatiseret menneske ikke har noget ønske om at blive fremstillet som særlig skrøbelig, fornærmelig eller fortrædelig. Ganske enkelt fordi tanken om Gud gør mig aldeles fri. Jeg er det frieste menneske på jorden, og friheden er kun begrænset af, at jeg skal elske og tjene mit medmenneske.

Det føles måske nok som en personlig begrænsning, når jeg må opgive egoisme og privilegier. Det føles dog rigtigt for helhedens, medmenneskets, nationens og verdens skyld.

Læs også

Jeg indrømmer blankt at udtrykket om Gud, der har vigepligt, er en retorisk genial opfindelse. Den er så genial, at man sætter sig selv ud i et rum, hvor man bliver tanketom for dét, religion betyder i den troendes liv.

Man gør sig selv fuldstændig immun over for en tanke og en følelse, som størstedelen af jordens befolkninger har, og man isolerer sig selv fra en forståelse af det religiøse medmenneske, og man bliver blind for, hvad det samme menneske kan bidrage med i hverdagen.

Til troen hører også en kritik af udsagn og opfattelser. Religionskritikken er efter min bedste overbevisning en gave til kirken og til de øvrige trossamfund

Peter Skov-Jakobsen

At Gud har vigepligt, er et kendt fænomen i kristendommen. Det skete første gang på markedspladsen, da Jesus blev krævet dømt til døden i stedet for forbryderen. Det var ikke bare vigepligt men fuldt stop. Havde det ikke været for det “frække trick”, nemlig opstandelsen, der modsiger fornedrelsen, hadet, selvretfærdigheden og hævder håb, fremtid og tilgivelse, så havde vigepligten sat Gud i skammekrogen for tid og evighed.

Opstandelsen tror vi på. Den kan ikke påvises, men den kan tros.

Det er her, mit dogmatiserede religiøse sind sætter ind, og jeg agter ikke at gøre holdt eller vige. Dogmatiseringen består i, at min prædiken og tro tager sit udgangspunkt i håb, kærlighed, retfærdighed, mådehold, visdom og udholdenhed (styrke).

Bibelen er en helt særlig bog for mig. Den er også den vigtigste. Den er oplysningsbog, helligskrift, litteratur, poesi. Den rummer traditioner, tanker og følelser, som generationer har spejlet sig i og blevet klogere af.

Jeg indrømmer dog, at kristne ikke så sjældent har glemt, at Jesus blev dømt på grund af blasfemi, for samtiden opfattede ham som religionskritikker. Den religionskritik bør også være en del af enhver kristens liv.

Til troen hører også en kritik af udsagn og opfattelser. Religionskritikken er efter min bedste overbevisning en gave til kirken og til de øvrige trossamfund. Det menneske, der leder efter sandheden, samler ikke kun svar, men bliver ved med at åbne sit sind og sine øjne for det hidtil uudsagte og uudforskede.

Om skribenten

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift.

Han er en del af det faste skribenthold på Altinget Etik og Tro, hvor han løbende skriver kommentarer i krydsfeltet mellem politik, tro og etik.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter min opfattelse er religion en erfaring af en resonans, der modsiger absurditeten i verden og hævder, at der er en mening i tilværelsen. Når jeg læser Det Nye Testamente lærer jeg, at her hævdes en anti-selektionistisk etik. De fortabte og undertrykte har ret til liv.

Når jeg spørger efter meningen i tilværelsen, er det ikke kun den Hellige Skrift, der interesserer mig. Ethvert skrift, ethvert menneske, enhver handling, der søger sandhed, interesserer mig.

Jeg væmmes ikke mindre ved at se forfatteres, filosoffers eller politikeres skrifter blive kastet ind i ilden.

Bogafbrændinger må udspringe af en magtesløshed, der ikke formår at tage ordet i sin mund. Det er en frygtelig måde at overgive sig til vredens instinkt og samtidig udvise den største foragt for modstanderen

Peter Skov-Jakobsen

Det er en afskyelig måde at gøre sine modstandere tavse på. Den må udspringe af en magtesløshed, der ikke formår at tage ordet i sin mund. Det er en frygtelig måde at overgive sig til vredens instinkt og samtidig udvise den største foragt for modstanderen.

Jeg skammer mig selvfølgelig over de dele af kirkens historie, hvor det skete, ligesom jeg ikke begriber, at man kunne forbyde mennesker at læse bestemte bøger eller gøre videnskaben tavs. Jeg begriber ikke, hvordan man kan forbyde Shakespeare og andre klassikere i Florida, og jeg begriber ikke, at man i mange autoritære stater udviser så stor ængstelse for sandheden, at man forhindrer bøger i at blive læst.

Min religion, min dogmatiserede tro, lærer mig, at Gud ikke kan holdes fangen i bestemte formuleringer, men altid rykker ud i nye erfaringer og nyt sprog og nye oplevelser. Gud holder sig i øvrigt ikke kun til skriften, men bruger kunsten, håndværket, videnskaben, og musikken.

Den, der brænder noden til Bachs h-molls messe eller til Messiaens værk om fuglene eller The Beatles’ sange, må Fanden have fat i med begge hænder.

Læs også

Men frels mig for at blive betragtet som specielt skrøbelig, fordi jeg tror. Gør mig ikke til et pussenus, som man skal være forsigtig i omgangen med. På den anden side, tro ikke, at jeg bliver mindre forfærdet over umenneskelig og nedværdigende adfærd over for såkaldt verdslig kunst, tænkning eller handling. Gud kan sagtens finde på at ytre sine sandheder i de sammenhænge.

Tænk over, hvad religion er. Det er en kraft, der modsiger absurditeten og hævder livet. Er det ikke vigtigt, at vi fremover må forene livets paradokser med en tro, der modsiger verdens brutale virkelighed? Selvfølgelig må man agere over for den brutalitet.

Gud viger ikke i spørgsmålet om menneskelighed. Det er politik, der må vige. Politik er nemlig sekundært

Peter Skov-Jakobsen

Men hvor ville verden være, hvis jeg bare tænkte om den formodentlige likvidering af Prigozjin og Wagnergruppens ledelse, at det havde de da godt af? De har så mange liv på samvittigheden og har vist kun gjort sig fortjent til et ynkeligt endeligt, men hvordan ville verden dog udvikle sig, hvis ikke vi blev forfærdede over metoderne og brutaliteten og længes efter en verden, hvor modbydeligheden og brutaliteten ikke skal herse med os og kun efterlade os med brutalitetens svar?

Der er så mange katedraler af mening, tro og tillid i verden. Der er så megen mening at lede efter og blive udfordret af - at blive menneskelig af. Livet opstår hele tiden og overvælder hadet og magtesløsheden.

Men altså, behandl mig ikke som særlig sårbar, for Gud viger alligevel ikke i spørgsmålet om menneskelighed. Det er politik, der må vige. Politik er nemlig sekundært. Det er et værktøj til at omsætte tro, håb og kærlighed med - også selv om troen er en livsholdning og ikke en tro.

Det er sagt med den største respekt for politik. Det er også sagt for at befri politik fra selvretfærdighed og moralisme, for der kan det nemt ende, hvis man tror, at det altid er sandheden, der er til afstemning.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)

0:000:00