Fælles for de sekulære eller sekulari­serede samfund er, at religion ikke er en begrundelse for de love, som vedtages. Begrundelsen er, hvad mennesker sammen kommer frem til som fornuftigt. Vi har demokrati og ikke teokrati.

Princippet for det kaldes sekularisme. Ikke ateisme. De to ting for­veksles ganske vist ustandseligt. Men ateisme betyder afvisningen af gudstro. Intet samfund, der vil kalde sig et demokrati, kan for­lange af sine borgere, at de ikke tror på noget. Derimod kan et de­mokratisk samfund forlange, at gudsdyrkelsen holdes privat.

Mine medborgeres tro angår ikke mig og skal ikke manifesteres i forhold til mig, så lidt som min angår eller skal manifesteres i forhold til dem. Altså skam få det samfund, der nægter en religiøs konfession ret til kult og rite. Men skam få også det samfund, der gradbøjer sin sekulære indretning efter religiøse hensyn. 

Sekularismens princip er venstreorienteret. Hvis man er kon­servativ, går man ind for Gud, konge og fædreland, og så er der intet principielt til hinder for at motivere sine beslutninger religiøst. 

Også de såkaldte kristendemokrater blander religion og politik sam­men. Sådan ser man i dag på højrefløjen de heftigste angreb mod en bestemt religion med baggrund i en anden. 

Kristendommen skal være bedre. Men højre­fløjen har glemt historien. Kristendommen har ikke altid været bedre, men den er blevet det. Til at leve med. Og det skyldes ikke højre­fløjen. Tværtimod.

Forskellen på højrefløj og venstrefløj er, at højrefløjen kri­tiserer en religion på baggrund af en anden, mens venstrefløjen er kri­tisk indstillet over for enhver religions indflydelse på samfun­det. Men den forskel har i en årrække været svær at få øje på.

Filmen knækkede for venstrefløjen i Iran

Nogle af os er gamle nok til at kunne huske protesterne imod Thorsens Jesusfilm eller aktionerne imod Monty Pythons Life of Brian. Selv er jeg endda gammel nok til, at jeg lige så ty­de­ligt kan huske den i­ran­­ske revolution.

På det tidspunkt var jeg studerende endnu og boede i Frankrig. Det er et land, som engang var en stor kolonimagt, så i kraft af de tid­ligere kolonier er udlandet tættere på der. Fjernøsten, Mellem­østen, Afrika, samt en række øriger, som i dag meget diplomatisk benævnes oversøiske depar­te­menter.

Der er ingen alliance mulig mellem venstrefløj og religiøs au­to­ritet

Søren Gosvig Olesen
Lektor i filosofi, Københavns Universitet

I hvert fald blev det bemær­ket, hvad der var undervejs i Iran. Store folkemængder gik på gaden for at demon­strere i det tidlige forår 1979.

Det var venstrefløjen; det kunne man høre på de slogans, der blev råbt og gået i takt til. Altid det samme, først en stavelse, så to, så tre. Her var det: Shah! Na-zi! As-sas-sin! (altså: Shahen er na­­zist og morder).

Man opfattede shahens Iran som en amerikansk lydstat. Formentlig med god ret og formentlig i sam­klang med store dele af den iranske befolkning. Sandt er det i al fald, at shahen havde forsøgt at indrette Iran efter vestligt forbillede og til det formål havde brug for vestlig støtte, ikke mindst militært.

Og revo­lutionen lyk­ke­des som bekendt. Shah Moham­mad Reza Pahlavi måtte gå i eksil – i Kairo. Ayatollah Sayyid Ruhol­lah Khomeini kunne vende tilbage fra sit ek­sil – i Paris.

Måske var det der, om man så må sige, at filmen knækkede for venstrefløjen. At der var tale om en folkelig opstand mod vestlig imperialisme, var let nok at få øje på.

Mange intellektuelle, som an­sås for venstreorienterede, bedst kendt Michel Foucault, var også optaget af, at der her artikulerede sig en ny form for magt, helt an­derledes end den, man kendte i Vesten. 

Hvad der derimod var van­skeligere at forudsige, var, at den iranske revolution resulte­rede i et regime, der var endnu langt mere rædselsfuldt for den iranske be­folkning end det, som var blevet omstyrtet.

Resultatet af den iranske revolution var et præstestyre, et teokrati hvis lige sjældent er set. For venstrefløjen havde devisen om, at mine fjenders fjender er mine venner, vist sig at være en fejltagelse.

Men det kommer ikke nemt til nogen at ind­rømme en fejl. Siden den iranske revolution er lignende be­stræ­belser på at indføre religiøst styre set adskillige steder i ver­den. Og lige siden er der også set det ene håbløse forsøg efter det andet fra venstrefløjens side på at indgå alliancer med religiøse autoriteter.

Der er ingen alliance mulig mellem venstrefløj og religiøs au­to­ritet. Lige så lidt kan venstrefløjen alliere sig med en bekæmpelse af den ene religion med baggrund i den anden. Og derfor er der grund til at genartikulere sekularismen. 

Et tørklæde er ikke bare et tørklæde

Men der er foreløbig ingen ende på undvigemanøvrerne. Filminstruktør van Goghs sidste ord: "Can’t we talk about this?" er én gang besvaret. Så nu lader vi, som om vi kan tale om det, idet vi snakker udenom.

I stedet for at diskutere religiøse symboler politisk, relativerer vi de religiøse symboler. Et tørklæde, det er bare et styk­ke tekstil. Som om det ville have mindste troværdighed, hvis nogen påstod, at det kristne kors bare er et stykke træ. 

Men du kan jo ikke vide, hvad de tænker, dem der bærer det. Som om et tegns betydning nu pludselig kom an på, hvad dets bærer følte eller oplevede eller, som man siger, tænkte.

Asmaa Abdol Hamid har til Information i 2003 udtalt: "Et tørklæde er ikke bare et tørklæde." Det er klar, religiøs tale. Og den fortjener at modsvares af lige så klar politisk tale. Der er ikke brug for bortforklaring eller sindelagskontrol her. 

At et re­ligiøst symbol er udformet som beklædning, betyder ikke, at det så bare er beklædning. En person, der ifører sig en religiøs klædedragt, vælger at møde andre, ikke som borger eller menneske sim­pelthen, men som troende af den og den observans.

De religiøse konfessio­ner har aldrig kunnet leve bedre i fred med hin­anden end i samfund, som har været sekulære

Søren Gosvig Olesen
Lektor i filosofi, Københavns Universitet

Det er at sætte det religiøse forhold over det civile. I videre konsekvens er det at sætte teokrati over demokrati. Dertil kommer det dog ikke straks, så længe det foregår blandt folk, der stadig kan betragtes som ci­vi­lister i forhold til hinanden.

Grænsen går, hvor de religiøse symboler indføres i møder mellem mennesker, hvor den ene repræsenterer en offentlig instans i forhold til den anden. Som hvis den ene part er dommer, politibetjent, tol­der, sygeplejerske, socialrådgiver, hjemmehjælper, eller lignende. Den ci­vi­le part kan iføre sig eller bære de religiøse symboler, ved­komm­ende vil. Men ikke offentlighe­dens repræ­sen­tant.

Hvor det om­vend­te er tilfældet, har staten sat religiøse hensyn over sekulære. Derved har staten opgivet sin sekulære status. Og derved har den ladt sine borgere i stikken.

For så er der ikke længere nogen klar tilkendegivelse af, at det er en sekulær autoritet, de står over for. Og der er heller ingen mulighed for som borger ved en tilsvarende manifestation at gøre sit ønske om et rent sekulært forhold gældende.

Når jeg taler om, at det går ud over borgerne, mener jeg vel at mærke alle, hvad enten de tilhører en religiøs konfession eller ej. De religiøse konfessio­ner har aldrig kunnet leve bedre i fred med hin­anden end i samfund, som har været sekulære.

De radikale bekender sig ikke længere til sekularismen 

Det er en vanskelig kamp at tage; vi har vænnet os af med at kæmpe for den frie tanke, der ikke skal adlyde religiøse dogmer. Billederne af vrede katolikker, der slås mod ordensmagten op til den franske forfatnings­ændring dengang, er falmede nu. Ikke desto mindre: Det er der, vi er, igen. 

Forhåbentlig kan vi være forudseende, forhåbentlig har vi lært så meget af fortiden, at al for megen blodsudgydelse kan undgås. Men hvem skal vi sætte vores lid til?

I sin tid var det de radikale, som gik forrest med indførelsen af et verdsligt skole-, sygehus- og forsorgs­væsen. I dag er radikalismen forstummet i Frankrig, og i Dan­mark har det radikale parti de sidste femten år lidt af tiltagende principfor­virring.

Det Radikale Venstre vedkender sig ikke mere sekularismen, det vil sige man kender ikke mere sit eget grundlag. Politiken er blevet et livs­stilsmagasin for de mennesker, der altid har de pæneste meninger (lige meget hvor meget det går ud over andre). Og bedre står det ef­terhånden ikke til med Le Monde.

Her er den gode nyhed, at socialisterne, som de radikale i sin tid måtte alliere sig med for at få deres sekularisme igennem, på det seneste er begyndt at få øjnene op. Ganske vist ikke i Frankrig. Men såmænd her i Danmark.

I dag er det ikke en radikal, men en socialist, der spørger: "Kan vi tie det faktum ihjel, at undervisning i historie og samfunds­fag kan betyde dødstrusler og – som vi så det i Frankrig – føre til et bestialsk drab?"

Det er Pia Olsen Dyhr, som spørger sådan i sin formandstale på SF’s landsmøde den 11. september 2021, og som svarer, at hvis satiretegnere eller komikere eller politikere skal frygte for deres liv, for deres holdninger, så må vi sige stop: "Vi kan ikke lade voldsmanden diktere grænserne for vores frihed."

Hvis ud­viklingen begynder at betyde, at "vi får skåret i vores frihed skive for skive," så skal vi ikke se den anden vej.

Hvordan kan en socialist sige alt det, som enhver radikal burde sige? Pia Olsen Dyhr gør det meget behændigt ved at minde om, hvordan det danske Socialistisk Folkeparti udsprang af et opgør med kommun­is­men, det vil sige med lukketheden og diktaturet.

"SF blev stiftet som en direkte konsekvens af Sovjetunionens indmarch i Ungarn 1956." Siden har SF støttet frihedsbevægelser alle steder, hvad enten det var i Sydamerika eller i Sydafrika. Derfor skal socialister selvfølgelig gøre det samme, når det gælder Europa.

For en gangs skyld er en tiltrængt fornyelse på venstrefløjen kommet fra Danmark. Til at begynde med har man vrænget ad os i ud­­lan­det, og de pæne aviser har vanen tro serviceret deres segmenter med vrængende artikler bå­de her og der.

Men efterhånden lyder de nærmere mis­un­delige, de røster man hører især fra vores nabolande Sve­rige og Tyskland, hvor man gerne ville være kommet først med den opvågnen til virkeligheden. 

Heldigvis er det ikke nogen konkurrence. Det gælder om at stå sammen, når demokratiet er truet. Hvad den religiøse trussel imod demokratiet består i, er vi igen og igen blevet min­det om, lige fra den epo­ke­gørende dødsdom for over tredive år siden til det seneste forsøg på at udføre den for få dage siden.

Hvor­dan demokratiet for­svares, så der vælges side, ikke for el­ler imod en eller anden re­ligion, men for den sekulære samfunds­orden ind imod den religiøse, det er derimod en opgave, som venstre­fløjen først lige er begyndt at tage alvorligt.