Foreningen Åndsfrihed: At være religiøs er ikke at være mere sær eller farlig end at være politiker

Linda Macktaby skulle have medvirket ved en gudstjeneste på Læsø, og derfor skulle hun søge om arbejdstilladelse, selvom hun bare skulle være der nogle få dage.

Det samme kræver vi imidlertid ikke af for eksempel kunstnere eller sportsudøvere, men falder man i kategorien "religiøst arbejde", og det gør man, hvis man eksempelvis bidrager til at sige en bøn eller lede en gudstjeneste, så skal man søge om arbejdstilladelse – uanset om man får løn for det eller ej.

Mistænkeliggørelse af udenlandske religiøse

Kritik af dette fra paraplyorganisationen Danske Kirkers Råd er blevet afvist af udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek med den begrundelse, at "regeringen har fokus på at bekæmpe religiøs ekstremisme og antidemokratiske religiøse forkyndere i det danske samfund".

Dette og lignende tilfælde har fået repræsentanter fra flere trossamfund til at reagere på det, de oplever som en mistænkeliggørelse af religion og religiøse.

Inden for det, jeg vil kalde den danske religionsmodel, må religion gerne indgå i vores fælles offentlighed, men må samtidig også kunne tåle at blive udsat for kritik

Ingrid Ank
Formand for Foreningen Åndsfrihed

Det forstår jeg godt. En tilsvarende mistænkeliggørelse lyste også ud af det – nu heldigvis skrinlagte – forslag fra den forrige socialdemokratiske regering om, at alle prædikener i Danmark, der bliver holdt på et andet sprog end dansk, skulle oversættes og offentliggøres på dansk.

Noget sådant ville man jo aldrig overveje at kræve af for eksempel udenlandske talere eller gæsteforelæsere. Og også her lød der protester fra en lang række repræsentanter for forskellige trossamfund.

Men: Helt så tydeligt har protesterne ikke lydt i forhold til utilbørlighedsloven.

Religion skal kunne blive udsat for kritik

En række af folkekirkens biskopper med flere har kritiseret den, men blandt de mange høringssvar og indlæg i debatten fra forskellige trossamfund møder man også en stor opbakning til loven – ikke kun i sin nuværende form, men også i det første lovforslag, som ramte meget bredt herunder blandt andet personer, der blot billigede andres ”utilbørlige behandling af religiøse genstande”.

Det er imidlertid – i min optik – en dårlig vej at bevæge sig ind på, når man på den ene side ønsker religion og religiøse forkyndere almindeliggjort på linje med andre talere, men samtidig ønsker særbeskyttelse af religiøse genstande eller skrifter.

Inden for det, jeg vil kalde den danske religionsmodel, må religion gerne indgå i vores fælles offentlighed, men må samtidig også kunne tåle at blive udsat for kritik.

I Frankrig, hvor religionsmodellen er en anden (den såkaldte laïcité eller sekularisme), kan man eksempelvis forlange, at skoleelever ikke bærer hijab eller kors, og religionsfrihed – der sådan set vægtes højt – forstås som friheden til at kunne dyrke sin tro i fred inden for afgrænsede rum.

Politikere og religiøse over samme kam

I Danmark har vi – blandt andet via arven fra N.F.S. Grundtvig og Hal Koch – derimod den model, at religion gerne må indgå i offentligheden: Ligesom man selvfølgelig må tage sine politiske overbevisninger, sit livssyn, sin smag, sit ståsted med sig ud i offentligheden på alle mulige andre måder, så må man selvfølgelig også tage sin religion med sig.

At religiøse prædikanter i nogle tilfælde kan give udtryk for kritisable, usympatiske eller endda samfundsomvæltende holdninger, er ikke anderledes end, at det kan politiske talere også

Ingrid Ank
Formand for Foreningen Åndsfrihed

Og at religiøse prædikanter i nogle tilfælde kan give udtryk for kritisable, usympatiske eller endda samfundsomvæltende holdninger, er ikke anderledes end, at det kan politiske talere også. Og selvfølgelig må man – politisk såvel som religiøst – kritisere samfundet og give udtryk for mindretalssynspunkter.

Forståelsen for denne danske model er imidlertid på retur. Fra politikere, der vil indføre særlige begrænsninger for eksempelvis udenlandske prædikanter. Men også fra nogle af repræsentanterne for trossamfund i Danmark, som ønsker særbeskyttelse af ’det hellige’.

Det reformulerede forslag til en utilbørlighedslov er mindre frihedsindskrænkende end det forrige og derfor en forbedring. Men stadig er det udtryk for den misforståelse, at der skal gælde særlige regler for religion.

Selvfølgelig ønsker langt de fleste af os, at religionskritik – såvel som politisk kritik – foregår på mere civiliserede måder end ved at ødelægge bøger. Men at være religiøs er ikke at være mere sær eller farlig end at være politiker.